"Jeg har været kontaktlærer for ham alle årene og havde mange optegnelser over hans fremskridt. Hans sproglige udvikling har været eksemplarisk og rækker derfor ud over hans egen situation", siger Nina Schou, der er lærer på specialskolen og har videreuddannet sig til cand. pæd. psych.

"Bogen om Andreas" henvender sig til lærere, pædagoger, psykologer og andre, som beskæftiger sig med mennesker med funktionsnedsættelser. Den handler om den pædagogik, Andreas er blevet mødt med på sin skole. I 33 små fortællinger beskriver Nina Schou situationer fra hans dagligdag, og de suppleres af forløb over flere år.

"Ideen til bogen opstod i 2003. Andreas var 13 år, og jeg talte med hans mor om, at vi burde give ham hans livshistorie med videre i livet. Jeg skulle så skrive om skolen og hun om alt det andet. Året efter døde hun af kræft, og det gjorde det ekstra vigtigt for mig at få skrevet om Andreas", fortæller Nina Schou.

Andreas' ordforråd er for lille til, at han selv kan fortælle sin historie. Men selv om han aldrig kommer til at tale normalt, har han udviklet sit sprog gennem undervisningen på Rosenvængets Skole.

"Det begyndte med et enkelt ord, så to ord og derefter lidt flere ord, og han lærte at udtale dem mere korrekt. Det rykkede for alvor, da hans lillebror var tre år og begyndte at tale. Da hørte vi sætninger som "Nej, det er min" og "Nej, jeg spiser". Han lærte at fyre det af, som han hørte sin lillebror sige", fortæller Nina Schou og understreger sprogets betydning.

"Andreas skal bruge sproget til at blive forstået med, og det er afgørende, at vi ved, han forstår os".

Som hans lillesøster skriver i bogens forord:

"Min storebror kommer ikke hver dag hjem og fortæller, hvad han har lært den dag, som vi andre gør. Jeg bliver derfor altid glad, når jeg en dag i ny og næ er med ham i skole og ser, hvor godt han fungerer, hvor glad han er for de mennesker omkring ham, og hvor meget han lærer. Jeg bliver glad, når jeg ser, hvor godt lærerne forstår at tolke eleverne, og hvor meget de gør for børnene".

Reaktion med to minutters forsinkelse

Som led i undervisningen blev Andreas optaget på video, og her gjorde lærerne på Rosenvængets Skole en betydningsfuld iagttagelse.

"Vi opdagede, at han reagerer med to minutters forsinkelse på det, vi siger til ham. Hvis vi ikke havde set det, var han holdt op med at sige noget. Det betyder meget, at han oplever, at det kan betale sig at tale. At vi tager ham alvorligt og prøver at forstå, hvad han siger. Det gjaldt ikke mindst, da han sørgede over sin mor død«.

Nina Schou valgte at uddybe fortællingerne om Andreas teoretisk og følge dem op med spørgsmål til overvejelse og diskussion, da det stod klart, at bogen skulle udgives. Derfor er det ikke alene en bog, som Andreas kan have med sig. Det er også en fortælling om, hvordan undervisere og andre professionelle kan skabe et læringsmiljø, som understøtter det enkelte barns alsidige udvikling ud fra kendskab til dets forudsætninger.

"Fagfolk kender teorierne, men ingen fortæller, hvordan man udfører dem i praksis. I bogen beskriver jeg, hvordan man kan bygge sin specialundervisning op på et teoretisk fundament. Det kan forhåbentlig give andre ideer til deres arbejde", siger Nina Schou.

I et kapitel fortæller Andreas' far ærligt om livet med en handicappet søn: "Jeg har det stadig sådan, at Andreas har et godt liv, og vi har alle et godt liv, men hvor havde det dog været dejligt, hvis det var anderledes", lyder hans udgangsreplik.

I dag er Andreas 17 år og går i ungdomsafdelingen på Rosenvængets Skole.