Mens debatten raser på folkeskolen.dk om, hvorvidt lærere skal prale eller ej, læser jeg Frede Knudsens skønne erindringsbog og får perspektiv i debatten: Hvorfor prale, når personlige billeder fra virkeligheden giver et langt stærkere indtryk af lærerarbejdets værdi?

I bogen får læseren et halvt hundrede siders jordnære overvejelser og refleksioner over lærerlivets glæder og benspænd. De kan være sat i gang af en fagbog, der kalder på refleksion over, hvad man går og gør. Eller de kan blive fremkaldt af en udtalelse på et kursus eller i en mediedebat eller på lærerværelset. På den måde er bogen et fint og overbevisende vidnesbyrd: Den professionsbevidste lærer arbejder på alle tider af døgnet.

Her er ikke tale om bralrende reklame for det, der virker, men om en intens overbevisning om, at det, der sker i samværet med elever om stoffet, er af største betydning.

Men her er også vemod over det tab af status, som er blevet lærerjobbet til del, også selv om vi selv har ydet vores nødvendige bidrag til nedbrydning af golde autoriteter.

Rigtigt læst er en bog som denne et bidrag til at rette op på miseren: Indlevelse, refleksion og engagement er basale byggesten i lærerarbejdets fundament; undervisning er i familien med udøvelse af kunst og gedigent håndværk.

Hvis man som læser synes, at nogle af bogens ord er lidt forslidte, så viser de helt overdådige tegninger forskellen på erfaringens klogskab og slidthedens udbrændthed: Her er herlige og kærlige tegninger af rigtige lærere og rigtige elever, også de skoleskeptiske. Og så er der i øvrigt en herlig julehistorie om blotteren i Harmløse.

Hvis man skal tro Frede Knudsen, så er det de mange tegninger, der er skyld i udgivelsen: Skulle de til småt brændbart eller?

Svaret blev heldigvis en udgivelse, hvor den faglige stolthed og selvironien spiller sammen.

Læs den og få lærerlivsmod. Og inviter en gang imellem de afgåede til en snak på skolen. For som Frede Knudsen slutter: "hvor har jeg dog fået mange ideer til undervisningen, efter at jeg er stoppet som lærer".