DLF vil fusionere med andre undervisere

En ensstemmig kongres har givet Danmarks Lærerforenings hovedstyrelse mandat til at forhandle sammenlægning med i første omgang foreningerne S81 og Formidlerne og på længere sigt med andre underviserorganisationer.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Vi har en fælles interesse i at styrke de spcialundervisningsfaglige miljøer op mod Kommunalreformen. Vi plejer jo at sige, at vi har en gruppe medlemmer, som bliver særligt berørt af reformen, nemlig lærerne ved de amtslige specialskoler, som både skifter arbejdsgiver og måske også arbejdsplads. I Speciallærerforeningen af 1981, S81, gælder det samtlige medlemmer, som arbejderne i den amtslige voksenspecialundervisning", sagde DLF-formand Anders Bondo Christensen.

"Der er mange underviserorganisaitoner i Danmark - vore nordiske venner ryster på hovedet over forholdene i Danmark, og det er hovedstyrelsens holdning, at vi gerne vil slå os sammen, vel at mærke i de tilfælde, hvor medlemmerne i alle organisationer kan se fornuften i det", sagde Anders Bondo og henviste også til de rationaliseringsgevinster, der har været for den tidligere Ernærings- og Husholdningsøkonomforeningen Formidlerne ved at dele sekretariat med Lærerforeningen.

Målet er en fusion mellem DLF og S81 1. januar 2007 samtidig med kommunalreformen, men Anders Bondo understregede, at datoen ikke måtte blive en stressfaktor.