Debat

Disciplineringsspøgelset går igen

Under oprydningen i min sekretær dukkede et 30 år gammelt udkast til en kronik i Politiken frem. Arbejdstitlen var, DET ER SJOVT AT VÆRE DUM. Jeg fik det aldrig sendt, og det var måske meget heldigt. Starten lød sådan her:

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg har prøvet at skrive denne kronik (langt, ofte kedeligt, indlæg i avis) på en måde, så de fleste af skolens afgangselever kan læse og forstå den. I gider sikkert ikke, for I har vigtigere ting at lave. Men I skal have chancen, og det kunne jo ske (hvilket ikke skulle genere mig spor), at min kronik havnede i opgavesættet til en prøve i skriftlig fremstilling (dansk stil – gaaab!).

   Jeg kan se jer for mig på rad og række i en sur gymnastiksal. Bordene er belæsset med 1,5 liters colaer og poser med Familieguf og Mågelort, så i hvert fald ikke kommer til at kede jer i munden. Tine er ubekymret og smilende, fordi du tror, det er nemt. Kasper sveder og er nervøs, fordi du ved, det er svært og ikke er helt ligeglad. Karina surmuler, fordi det er smadder uretfærdigt. Og så er der Ronnie og en del andre, I går efter en time og en halv side, fordi man ikke behøver være god til dansk som professionel basketstjerne og fotomodel. Og det vil jeres lærer og censor takke jer for. For en halv side med mågelort er bedre end 3 sider med mågelort.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

    Det kræver i disse tider en del sort humor at være lærer, for mange af jer (de gamle elever) er til at kaste op over. I hænger som gardinerne, der altid skal trækkes for ved det mindste tilløb til solskin. Jeres sløvhed og slaphed er enorm. Blev, der smidt en håndgranat ind i klasselokalet, ville I hverken undre jer eller lette røven – og det på trods af eller måske netop, fordi I har brugt en stor del af jeres liv på at glo på handlekraftige superhelte. Nysgerrigheden (en trang til at udforske og undersøge alt muligt, også selvom det ikke er strengt nødvendigt eller krævet af nogen) er for længst forduftet.

    Udenpå ligner I nogen på 15 – 16 år, men det skal man ikke tage fejl af, for mentalt er I nået til vejs ende. Dygtiggørelse var måske engang et fælles projekt mellem jer og lærerne, men det er meget længe siden. Vi (lærerne) repræsenterer i dag den onde verden, som kræver, at I anstrenger jer, bare en gang imellem. Hvis den gode stemning skal etableres mellem os og jer, skal I stryges med hårene, pusles om og hygges med. Når læreren får kvalme af overanstrengt forståelse og tålmodighed og går amok over jeres masochistiske skoleindsats, sker det, at enkelte af jer vækkes til live. I siger noget, måske flere sætninger i sammenhæng, og det viser sig, at I stadig, til alles overraskelse, kan hidse jer en smule op. Så vælter det ud med bortforklaringer og dårlige undskyldninger – ofte variationer over de kendte temaer: ”Det er så keeedeligt!” ”De andre laver jo heller ikke noget!”

    For mange af jer er det ikke noget problem at være utroligt uvidende. Nå vi flytter opmærksomheden mere end en meter væk fra universets centrum, jeres navle eller det der sidder lige under, er der tomrum, og hvad værre er, meget ringe lyst til at fylde noget i det. De der hævder at vi lever i et informationssamfund, kender jer ikke …

Og sådan fortsætter kronikken lidt endnu, før jeg har fået luft og tager fat på at forholde mig lidt mere seriøst til uddannelseskrisens årsager, virkninger og løsningsmuligheder.

En af de rigtig gode grunde til, at ovenstående sammen med resten af kronikken aldrig blev sendt, var, at jeg faktisk var klasselærer i klasser, som ikke fortjente sådan en beskrivelse, selvom den er åbenlyst karikeret og forhåbentlig lidt sjov. Sådan en klasse har jeg også nu. Så lad mig sige det helt tydeligt. 9.b, det er ikke jer, jeg gør grin med.

Andre har med jævne mellemrum givet mig lyst at finde kronikken frem og få den sendt.

-          Den gang en del af eleverne i 9.z mod Kina for åben skærm udstillede deres manglende ”evne” til at være nogenlunde underviselige elever.

-          Når jeg ser fadølsanlægget fosse som Victoria Falls til et hverdagsarrangement på mine døtres gymnasium.

Eller når Alexander von Oettingen på folkeskolen.dk søsætter en disciplineringskampagne og bl.a. skriver:

Både lærere og forældre og ledelse og forvaltning skal grundlæggende se i øjnene, at i skolen går der ikke børn, men elever.

https://www.folkeskolen.dk/581238/ekspert-disciplin-skal-tilbage-i-laerernes-fagsprog

Jeg er nemlig kun enig et stykke hen ad Alexander von Oettingens vej. Jeg synes, han giver for forenklede svar på komplekse problemer (har ikke læst hans bog). Slagordet skal i hvert fald ikke være at gøre børn til elever. Man kan råbe og skrige og lave regler, rammer, advare, holde opsyn og sanktionere (uden sanktioner tror barnet ikke, du mener, det, du siger), alt sammen ændrer ikke det faktum, at børn til alle tider primært er børn og sekundært elever, når de går i skole. Og det skal vi ikke være kede af. For børn, der får lov til at være børn, før og mens de går skole, er slet ikke umulige at lære noget. De har faktisk et naturtalent (nysgerrigheden) for at tilegne sig verden, som vi voksne godt kan være dem misundelige. Jeg synes, at følgende er en mere nuanceret beskrivelse af barn/elev – lærer forholdet:

Vi fødes faktisk med en vis velbegrundet ydmyghed i forholdet til vores forældre, fordi verden og kulturen allerede eksisterer, når vi ankommer, og ikke bare laver sig om, fordi vi giver os til at vræle eller skælde ud.  I heldigste fald er der rester af denne ydmyghed tilbage, når vi møder vores lærere. Men mens vi går i skole, bliver vores benovelse over lærernes viden og dygtighed, hvis alt går vel, mindre og mindre og erstattes efterhånden af et mere jævnbyrdigt forhold i en tiltagende dialogisk undervisning. Den gode lærer tager sin ansvarsfulde lærerautoritet på sig og ved, at den ikke kan dekreteres, men skal vindes og vedligeholdes, at den kun kan blive ægte, hvis han/hun ikke bare bliver en rollemodel for eleverne, hvad angår viden og færdigheder, men også som person. Det er et skræmmende stort register, vi (lærerne) skal kunne spille på for at få en i udgangspunktet unaturlig (for det er skolen) læringssituation til at lykkes. Vi skal både være regel- og rammesættende, bestemmende, støttende, anerkendende, kærlige, respektfulde, glade, sjove og ved få passende lejligheder også vrede. Vi skal være dygtige til at formidle, forklare og instruere, men endnu bedre til at vejlede og coache. Frem for alt andet skal vi være beærede over, engagerede i og begejstrede for vores privilegie - at have fået ansvaret for at lede og guide nogle unge fantastiske menneskers fællesskab om læring og dannelse.

Puha! Hvis man tænkte den slags ekstremt forpligtende tanker hver morgen, når vækkeuret ringede, så blev man nok liggende under dynen. Den målingsstyrede og disciplineringsfokuserede lærer derimod springer ubekymret ud af fjerene, fuld af lykkelig enfoldig tillid til smartboardet, de digitale læringsplatforme og de adfærdsregulerende tiltag. Alt synes så dejligt enkelt og ligetil, indtil den dag eleverne får nok.

Empirisk forskning viser, at skoleelever keder sig indimellem. Det gør lærere i øvrigt også af og til. Det hører med til skolen. Det kan man ikke bare afskaffe, der er kedelige perioder, der er kedelige fag, der er kedelige læringsprocesser.

Alexander von Oettingen er opmærksom på kedsomhedsproblemet, men hans forslag til at tackle det er i bedste fald for defensivt (tal om det med eleverne), i værste fald er hans disciplineringsprojekt kontraproduktivt. Måske forstærker det kedsomhedens plage.

I artiklen, Læreren under kjedsomhedens tyranni, skriver Paul Otto Brunstad:

”Skolen og lærerne er gitt makt. Denne makt- og dominansutøvelsen, møter, som vi har sett, hele tiden ulike former for motstand (…)

En mulig utløsende årsak til kjedsomhet i skolen ligger i en nedvurdering af elevernes egne erfaringer, interesser og verdier, en slags devaluering av elevenes kulturelle kapital. Møtet med et system som ikke tar dem på alvor, aktiverer en makt der passivitet gjøres til en kalkulert motstandsstrategi. Gjennom den kjede holdning viser elevene motstand mot et system de ikke er tilfreds med. Denne motstanden bliver da en af de måtene de kan utøve makt på i et system der de i stor grad er maktesløse og har liten innflytelse.”

Det er fint nok at italesætte kedsomhedens problemstilling med eleverne, det er også fint nok, at gøre opmærksom på, at skolen ikke kan og skal konkurrere med det højspændte underholdningsniveau, som eleverne kun er et fingertryk på en skærm fra at opnå, men det ikke nok. Skolen og lærerne er nødt til, gerne sammen med de store elever, at lede efter og fjerne de for undervisningen unødvendige og destruktive kedsomhedsskabende forhold. Til disse forhold hører antagelig nogle af de fabrikslignende tilstande i skolen, som Alexander von Oettingen gør en dyd af.

Noemi Katznelson, Center for Ungdomsforskning, formulerede det sådan i Politiken i 2013:

http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/ECE2083233/ungdomsforsker-mange-unge-kaemper-med-motivationen/

Hvis skolesystemet er for målrettet, for testorienteret, for topstyret, får eleverne ikke mulighed for at lære det, der ligger udenom. De lærer ikke at forholde sig til viden. Det har enorme konsekvenser." (…)

Mange unge spørger sig selv: Kan skolen præsentere noget, der giver mening for mig? Og der får lærerne en anden opgave. Motivation betyder mere i dag end tidligere. Når børn er små, har de større autoritetstro, ’det her skal du lære’. Motivationen skal i langt højere grad være drevet frem af den enkelte, jo ældre du bliver. Også fordi vi uddanner længere og længere tid og målet med uddannelsen ikke altid er klart for den enkelte. Du kan ikke have en lærer eller forældre, der siger: jamen, du skal altså. For de unge kan ikke tage sig sammen. Det er ikke med vilje, men de falder i søvn hen over bordet. Det er simpelthen så kedeligt. Dermed bliver motivation et problem og et vigtigere parameter. (…)

Lærerne skal arbejde på relationerne med eleverne for at overbevise eleverne fagligt og socialt. 

Hvis vi siger, at skolen skal gøre børn til elever, så har det nogle helt selvindlysende elementer af fornuft i sig (mød til tiden, lyt til hinanden, ræk fingeren op, lad være med at larme), men sådan et statement fjerner også fokus fra, at børn også er børn i skolen, og at skolen endnu ikke er det perfekte undervisningssted. At der er plads til forbedring. At skolen må rykke sig, ikke hen imod mere fabrik, men mindre fabrik, så disciplineringsopgaven ikke bliver så uoverstigelig vanskelig, som den er i dag.

Det er ikke noget skønmaleri, når jeg fastslår, at vi, i de tre år (3. – 5. klasse) vores klasse (naturklassen på Rødkilde Skole) blev undervist i skoven en dag om ugen, ikke oplevede disciplinære problemer eller manglende motivation. I sjette klasse vendte stoleskolen med den evindeligt talende lærer tilbage og gjorde skolen til en kampplads.

When we educators fail to appreciate the importance of students’ emotions, we fail to appreciate a critical force in students’ learning. One could argue, in fact, that we fail to appreciate the very reason that students learn at all.

Neurologen Antonio Damasio i LEARNing Landscapes Vol.5:

Å, det er så kjeeeedeligt!!!” Under dette sukkets svøpe løper dagens lærere rundt for at finne mottrek som for en stakket stund kan stagge eller dempe dette drepende sukket fra elevene. (…)

En pedagogisk tenkning som instrumentaliserer hele læringsprocessen, vil få en problematisk blåmandag etter hvert som kroppen tar hevn. Det betyr også at mer av det samme, mer teoritung undervisning ikke løser problemet. Kjedsomheten som fenomen kan kun forstås og bearbeides på bakgrunn av en helhetlig forståelse av mennesket. Det finnes en lang række områder i livet utenom den kognitive som må trenes, dannes og øves for at humanitet og medmenneskelighet skal få rom og livsvilkår.”

Dr.theol Paul Otto Brunstad i antologien, Slipp elevene løs!

Powered by Labrador CMS