Rasmus Ravnborg er i dag i gang med en uddannelse til landmand

Afviser at have ydet dårlig undervisning af ordblind

For anden gang på et par måneder skal Vestre Landsret tage stilling til, om en kommune har forsømt at give en læsesvag skoleelev tilstrækkeligt gode undervisningstilbud.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Denne gang drejer det sig om Rasmus Ravnborg, 20 år, der ifølge sine forældre ikke i tilstrækkelig grad fik afhjulpet sit læsehandicap i de år, hvor han gik på henholdsvis Vroue Skole og Vridsted Skole.

Forældrene har derfor lagt sag an mod det, der tidligere hed Fjends Kommune, og som i dag er blevet til Viborg Kommune.

Forældrene vil have kommunen til at betale de udgifter, som de har haft til at sende deres søn på en efterskole for læsesvage elever i to år, og de vil have en erstatning på 250.000 kr. til ham for de mén, de mener, han har fået, og for den uddannelsesindsats, det vil kræve af ham at komme til at læse og skrive, så han kan komme videre i uddannelsessystemet.

Af dagens retsmøde fremgik det, at Viborg Kommune blankt afviser forældrenes beskyldninger.

Kommunens advokat Svend Paludan-Müller fremhævede, at retten skal tage stilling til kvaliteten af en standardiseret ydelse, og at den ikke har det samme omfang i store bykommuner som i små kommuner på landet. Alligevel var Fjends Kommunes tilbud helt i orden.

Advokaten henviste til en skriftlig udtalelse fra henholdsvis professor Carsten Elbro, Københavns Universitet, og fra læsekonsulent Kirsten Jakobsen, Ny Assens Kommune, hvori de vurderede indsatsen som tilfredsstillende.

"At der ikke er noget at bebrejde skolerne og kommunen understreges af de resultater, som Rasmus opnåede gennem to år på Farsø Efterskole. De er meget beskedne, og på nogle områder svarer de til niveauet i 2. og 3. klasse", sagde Svend Paludan-Müller.

Forældrenes advokat Per Steffensen holdt fast i, at kommunens tilbud havde været for dårlige. Det var især kritisabelt, at der ikke var foretaget nogen ordentlig udredning af det læsehandicap, som Rasmus havde haft siden de tidligste skoleår.

"Sikkerhedsnormerne for at give Rasmus det rette tilbud er ikke blevet overholdt. Han har i realiteten ikke fået tilbudt ordentlig specialundervisning", sagde Per Steffensen.

Den første sag om undervisning af en elev med læsehandicap blev af Vestre Landsret afgjort til Thisted Kommunes fordel. Den nye sag er anderledes på en række punkter. Blandt andet har de to elever ikke fået de samme tilbud om specialundervisning.

Udfaldet af denne nye sag er derfor uvis indtil tirsdag den 1. maj, hvor landsretten afsiger sin dom.