Ballerup Lærerforening taber sag om løntrin

Lærerne i Ballerup får ikke så stor lønstigning, som de havde forventet. Dommeren i en faglig voldgiftssag giver kommunen ret i, hvordan overenskomsten skal forstås, men lokalkredsen er skeptisk over for kendelsens faglige kvalitet.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Fremtidens forhandlinger mellem Ballerup Kommune og Lærerforeningen bliver nok ramt af større mistro og agtpågivenhed fra vores side", mener John Jensen, formand for Ballerup Lærerforening. Det dårlige forhandlingsklima skyldes, at Ballerup Kommune og lærerne er uenige om konsekvenserne af en del af overenskomst 05.

Alle lærere rammes

Ifølge overenskomsten skulle lærere og børnehaveklasselærere stige et løntrin fra 1. april 2006. Men Ballerup Lærerforening mener, at stigningen var fra lærernes aktuelle løntrin, og Ballerup Kommune tolker det som, at de skulle stige et trin i forhold til deres grundløn. Lærernes Centralorganisation bakkede op om Ballerup Lærerforening, og KL var enige med Ballerup Kommune. Da de ikke kunne blive enige under mæglingsmøder, gik sagen videre som en faglig voldgiftssag, hvor Højesteretsdommer Per Sørensen har givet Ballerup Kommune medhold.

Lærernes løn i Ballerup er skruet sådan sammen, at når et tillæg er på størrelse med et løntrin, så bliver tillægget "vekslet" til et løntrin, derfor er de placeret på højere løntrin end i den officielle løntabel.

Det påvirker alle kommunens lærere, men især de tjenestemandsansatte er blevet ramt. De fleste er på løntrin 45, og ifølge Lærerforeningens tolkning skulle de stige til 46, men kommunen har ladet dem stige med et beløb svarende til en stigning fra 41 til 42.

Ballerup Lærerforening har regnet ud, at det betyder 3000 kroner mindre om året for denne gruppe, og derudover betyder det også mindre i pension.

Vidneforklaring glemt

Ballerup Lærerforening er skuffet over kendelsen for voldgiftsagen og sætter spørgsmålstegn ved dommerens faglige kvalitet.

"Vi kan konstatere, at afgørelsen er fuld af fejl. Vi føler, at dommeren ikke har taget stilling til det faktuelle, men nærmere til de samfundsmæssige konsekvenser", siger John Jensen.

Under sagen afgav fem personer forklaringer: To med baggrund i det faglige miljø nemlig LC's sekretariatschef og næstformanden i Ballerup Lærerforening. Arbejdsgivers syn på sagen blev forklaret af afdelingschefen i KL og udviklingsdirektøren i Ballerup Kommune. Kontorchefen for Det Fælles Lønstatistikkontor (FLD), der er finansieret af de faglige organisationer og arbejdsgiverne i fællesskab, gav også forklaring. Han fortalte, at de under overenskomstforhandlingerne blev sat til at opliste samtlige læreres løntrin i 2006, og hvad det ville koste, hvis de steg et løntrin. Det tolker Ballerup Lærerforening som et bevis på, at det var det aktuelle løntrin, lærerne skulle stige fra. Men højesteretsdommeren har ikke taget hans forklaring med i sin kendelse.

"Vi synes, at det er mærkeligt, at han har refereret partskilderne så præcist, men har undladt det mest objektive vidne. Vi frygter, at han ikke har taget højde for forklaringen, da han afgav sin kendelse", siger John Jensen.

Folkeskolen.dk har forsøgt at få en kommentar fra højesteretsdommer Per Sørensen, men det har ikke været muligt.

Afgørelsen vakte så stor skuffelse i Ballerup Lærerforening, at kredsen nu har sendt et brev til Danmarks Lærerforenings hovedstyrelse.

"Lærernes Centralorganisation har betalt for noget til overenskomstforhandlingerne, som vi alligevel ikke får. Og så stiller vi spørgsmål ved den faglige kvalitet i sådan en faglig voldgiftsag", siger John Jensen.

Læs mere

Dommerens kendelse