Debat

Fra diagnose til didaktik

Lærere har de nødvendige kompetencer til at støtte børn med psykisk sygdom eller forstyrrelser. Opgaven består nu i at tage afsæt i observation og dialog med barnet, fremfor viden om diagnosen.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Fra diagnose til didaktik

Gennem de seneste 10 år har jeg undervist lærere om psykisk sygdom og forstyrrelser hos børn. Mange af de lærere, jeg har mødt, har givet udtryk for tvivl om, hvordan de bedst kan støtte børn med psykisk sygdom eller forstyrrelser. En del har udtrykt det ved at sige:  ”Jeg er ikke psykolog eller psykiater”. ”Heldigvis” plejer jeg at svare. Disse udtalelser er nemlig ofte et udtryk for, at lærere undervurderer deres egen faglighed.

Formålet med mit indlæg er at argumentere for, at inklusion i Folkeskolen bliver styrket af et skift fra en diagnostisk til en didaktisk tilgang til børn med psykisk sygdom og forstyrrelser. Samtidig vil jeg gerne argumentere for, at lærere allerede er kompetente til denne opgave.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Fokus på diagnoser som ADHD og depression kan paradoksalt nok føre til handlingslammelse, hvis det sker på bekostning af skolens fokus på sin opgave pædagogiske og didaktiske opgave. For at fastholde dette fokus, kan lærerne arbejde ud fra tre principper:

  • Fokus skal lægges på observation af effekten på barnets læring og trivsel i skolen
  • Observation skal bygge på en didaktisk og pædagogisk nysgerrighed
  • Lærerne har gennem grunduddannelsen de nødvendige didaktiske kompetencer

Hvis skolen arbejder med inklusion på dette grundlag, så står den solidt, for observation er noget lærere generelt er meget kompetente til. Det gør det også muligt at undersøge, om lærerne har de tilstrækkelige kompetencer gennem de erfaringer, de opnår. Dermed vil kompetenceudvikling kunne foregå mere målrettet lærernes erfaringer og behov.  

Kort sagt handler det om at flytte fokus fra diagnosen til den effekt, det har på barnet, at være ramt af en psykisk sygdom eller forstyrrelse. Nysgerrigheden skal altså rette sig mod det, læreren observerer, og ikke det diagnosen beskriver. Med den optik kan læreren stille spørgsmål, der er relevante for den didaktiske og pædagogiske opgave, det er at skabe læring og trivsel for disse børn.  

Her er et konkret eksempel:  

Jeg er flere gange blevet mødt af lærere, der har været bekymrede over at have flere elever med diagnoser som angst eller depression. Ofte er det meget engagerede lærere, der er frustrerede over, at de ikke kan hjælpe deres elever. Senest på en skole, hvor en lærer udtrykte tvivl om, hvorvidt det kan passe, at så mange elever har vinterdepression.

I stedet for at fokusere på diagnosen og tilstanden, så talte vi om, hvad læreren så i elevernes trivsel og adfærd. Hvad havde de observeret? Depression kan f.eks. påvirke hukommelsen og koncentration – havde de observeret problemer på disse områder?

Lærere skal ikke vide alt om diagnoser. De skal have den viden, der gør dem i stand til at støtte elevens trivsel og læring. Det vil sige viden, der skaber fokus på observation af eleverne med didaktiske briller.

Dermed ændrer vi optikken og ser på elevernes skoletrivsel. Vinterdepression bliver reduceret til det, der står i vejen for elevens trivsel og læring. Det er ikke et begreb, der giver svar på den didaktiske opgave. Det betyder ikke, at læreren skal holde op med at interessere sig for de diagnoser, deres elever har fået. Interessen skal blot have et didaktisk afsæt. Så bevægelsen skal være fra spørgsmål som: Findes vinterdepression? Hvad er vinterdepression?  Til: Hvordan kan depressive tilstande påvirke skoletrivsel og læring?

En stor del af den nødvendige viden kan lærerne hente fra eleverne og forældrene selv. Lærerens vigtigste opgave er at hjælpe barnet med at fortælle om erfaringer og oplevelser, der kan bidrage til lærerens arbejde med elevens trivsel og læring. Også her er der mulighed for en pragmatisk tilgang, der fjerner fokus fra diagnose til barnet.

Kort sagt inklusionsindsatsen kan komme langt med de kompetencer, der allerede er på skolerne qua læreruddannelsen.

Powered by Labrador CMS