Foto: Jacob Nielsen

Haawa Abshir

Publiceret Senest opdateret
3
4
5
6
7
Foto: Jacob Nielsen

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Lærerstuderende Haawa Abshir er 42 år og bor i Høje Gladsaxe.

Uddannelse:

Går på tredje år af læreruddannelsen på Blaa­gaard/KDAS med linjefag i matematik og engelsk.

Arbejdsplads:

Hver fredag aften arbejder Haawa fem timer i lektiecafeen Somalisk kvindeaktivitet og lektiehjælp i Rødovre, som hun har startet sammen med en medstuderende. Her hjælper de børnene og laver mad og netværker med mødrene. Tidligere har hun arbejdet som tolk og tokulturel medarbejder for Dansk Flygtningehjælp og som butiksassistent i sin og sin mands butik på Nørrebro.

Familie:

Er gift med Mahmud Osman og har fem børn: Tre piger på 24, 22 og otte og to drenge på 20 og 15 år. Den ældste er uddannet sygeplejerske, og den næstældste læser på Danmarks Tekniske Universitet. Haawa flygtede fra borgerkrigen i Somalia for 20 år siden. Hun har ikke været tilbage siden. I Danmark mødte hun sin mand, og de startede den første somaliske butik i København.

Mit arbejde lige nu:

Læreruddannelsen er spændende, men også svær. Det er et stort arbejde, når man ikke har sproget. Men jeg har gode studiekammerater. Vi har fulgtes ad siden forberedelseskurset, så vi støtter hinanden, og vi får en masse hjælp og tilbud fra uddannelsen. Vores underviser fra forberedelseskurset er også stadig en stor hjælp. Lektiecafeen betyder rigtig meget for mig. Mit mål er at se somaliske børn i alle slags erhverv i Danmark. Jeg startede den hjemmefra med ti børn, efter at jeg havde taget et lynkursus i matematik for at kunne hjælpe mine egne børn. Nu har vi 43 børn i cafeen. Gennem det fik jeg tanken om at starte som lærer.

Mit arbejde om fem år:

Jeg arbejder forhåbentlig som lærer. Helst med indskolingen. Men jeg er ligeglad med, hvor jeg kommer hen, bare jeg kan arbejde med at hjælpe børn.

Ting, som er vigtige for mig:

1. Min mand og jeg har haft butikken i Griffenfeldtsgade i 15 år. Når jeg går på Nørrebro, kommer der hele tiden nogle, jeg kender. Jeg kan ikke arbejde der, mens jeg læser, men min mand støtter mig 100 procent.

2. Forsiden på denne bog viser det gamle Somalia. Det er ødelagt og bliver aldrig det samme. Jeg savner mit land hver dag.

3. Kamelen her er også fra mit hjemland. Det er et nomadeland, og man kan ikke undvære kamelen - det er transportmidlet.

4. »Drageløberen« gjorde rigtig stort indtryk på mig. Den fortæller, hvordan livet er i en anden verden. Hvor forskelligt mennesker lever, og hvornår mennesker kan være onde. Jeg begyndte at læse bogen, og da filmen kom, så jeg den i biografen.

5. Det her er det eneste billede, jeg har fra min barndom. Vi boede i Mogadishu og havde et godt liv. Min far var officer og min mor forretningskvinde. Men så kom krigen, og min far kom i fængsel. I dag bor mine forældre i Rødovre. Min familie betyder utroligt meget for mig.

6. De andre lektiehjælpere. Uden dem kunne vi ikke klare det. Alle tager ansvar for, hvad der skal ske, og vi deler opgaverne. Nogle gange spiser vi aftensmad der. Jeg har også fået min datter, som læser på Danmarks Tekniske Universitet, til at lokke nogle studiekammerater med. De er gode forbilleder for børnene.