Uffe Rostrup skriver i dag i Politiken, at friskolerne også tager inklusionselever.

Frie Skoler inden samråd: Vi har flere inklusionselever end folkeskolen

Der er ikke noget odiøst i, at to ud af tre friskoler har afvist inklusionselever de seneste to år (rettet 03.02. kl. 11:57). Faktisk har vi flere inklusionselever end folkeskolen. Sådan lyder det i dag fra formanden for Frie Skolers Lærerforening. Ministeren er i dag kaldt i samråd for at klarlægge sin holdning til friskolernes inklusionsarbejde.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I december viste en KORA-rapport, at 66 procent af friskolerne inden for de seneste to år har frarådet eller sagt nej til at optage elever med særlige behov. Det har ført til, at Socialdemokraternes undervisningsordfører Annette Lind har bedt undervisningsminister Ellen Trane Nørby om at redegøre for sin holdning til friskolernes inklusionsarbejde til et samråd i dag.

Men det giver slet ikke mening at tale om, at friskolerne ikke lever op til deres inklusionsansvar, mener formand for Frie Skolers Lærerforening Uffe Rostrup. Vi tager formentlig imod flere elever med særlige behov end folkeskolen, skriver han i dag i et debatindlæg i Politiken.

To ud af tre friskoler har sagt nej til inklusionselever

For i sit indlæg peger Uffe Rostrup på, at EVA-undersøgelsen ikke har nogen præcise tal for antallet af inklusionselever i folkeskolen. Men på baggrund af et skøn fra undervisningsministeriet, mener han, at 6,1 procent af folkeskolens elever er elever med særlig behov. Ifølge EVA's undersøgelse er det tilsvarende tal i friskolerne 6,6 procent.

"Der er altså lidt flere inklusionselever på de fri grundskoler. Så selvfølgelig løfter vi også inklusionsopgaven", skriver han.

Og samtidig mener han også, at folkeskolen afviser en stor andel af elever med særlige behov. 

"De afviste elever i folkeskolen får et specialundervisningstilbud. Det er der ikke noget galt i - det er faktisk en god ting. I alt 27.000 elever undervises i specialskoler og specialklasser. Det er elever, som folkeskolen har sagt nej tak til. Da der er ca. 1.290 folkeskoler i Danmark, svarer det til ca. 20 ekskluderede elever pr. 2 per årgang. Så mon ikke også 66 procent af folkeskoleledere kan svare, at de har sagt nej til elever? Det har EVA bare ikke undersøgt", skriver han.

Frie Skoler til folkeskoler: Vi skal tackle problemerne sammen

Formand for skolepolitisk udvalg i DLF Bjørn Hansen har tidligere udtalt, at det koster folkeskolen dyrt, at friskolerne afviser elever med særlige behov. For det betyder, at folkeskolen står med ansvaret for eleverne.

Ellen Trane skal forklare frie skolers ansvar for inklusion

Men i stedet for at kritisere friskolerne for ikke at påtage sig et ansvar for at løfte elever med særlige behov, mener Uffe Rosstrup, at man i stedet bør fokusere på at løse inklusionudfordringerne i fællesskab.

"Lad os nu holde op med at grave grøfter mellem sektorerne. Vi har en samlet grundskole i Danmark, som i fællesskab skal tackle udfordringerne - det gør vi ikke ved at bære ved til myter om hinanden. Det er således helt essentielt, at såvel folkeskolen som de frie skoler har mulighed for at løse inklusionsopgaven på en ordentlig måde".

Der er samråd i Folketinget kl. 14. Folkeskolen.dk dækker samrådet.  

Læs mere

Powered by Labrador CMS