Professor Arne Astrup kalder Diogenes-resultaterne for et stort gennembrud

Ny forskning i kampen mod overvægt hos børn

Resultater fra verdens største kostundersøgelse Diogenes viser, at proteinrig kost med lavt glykæmisk indeks kan beskytte børn mod overvægt. Et stort gennembrud, siger leder af Diogenes, Arne Astrup.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det primære formål med Diogenes var at se på, hvilken kost der mest effektivt kunne hjælpe til at bevare et vægttab hos voksne. Men da resultaterne lå klar, viste et andet spændende resultat sig, da forskerne kiggede på børnenes vægt.

"Helt spontant falder forekomsten af overvægt hos børnene med 15 procent i løbet af bare seks måneder. Det er ret enestående. Børnene er hverken på slankekur eller tæller kalorier. De spiser blot en anden kost i familien. Det viser, at det, der bliver serveret derhjemme, har en kæmpe betydning. Og det giver håb om, at vi kan bekæmpe børnefedmen blot ved at spise en kost, som er lidt anderledes", siger professor og projektleder Arne Astrup fra Det Biovidenskabelige Fakultet LIFE ved Københavns Universitet.

Diogenes har undersøgt 465 børn fra otte lande. Børnene skulle spise samme kost som forældrene. Højt protein med lavt glykæmisk indeks.

"Stort gennembrud"

Hvert femte danske barn er overvægtigt. Og skønt forskning tyder på, at andelen af overvægtige børn så småt er faldende, er der stadig steder at sætte ind overfor overvægten. Diogenes-undersøgelsen viser, at godt med proteiner og en kost med et lavt glykæmisk indeks er med til at sænke vægten hos børn og dermed beskytte mod overvægt.

"Det er i mine øjne et stort gennembrud. Hvis vi bare ændrer sammensætningen en smule, så er det virkelig noget, der rykker", siger Arne Astrup.

Forsøgsdeltagerne blev ved lodtrækning delt ud på fem forskellige kosttyper, de skulle følge:

En proteinfattig kost med lavt glykæmisk indeks. En proteinfattig kost med højt glykæmisk indeks.

En proteinrig kost med lavt glykæmisk indeks. En proteinrig kost med højt glykæmisk indeks. Og endelig en kontrol-diæt.

Hver for sig viste hverken det glykæmiske indeks eller mængden af protein nogen positiv effekt på kropssammensætningen. Men en kost med højt protein-indhold kombineret med et lavt glykæmisk indeks havde en positiv effekt på andelen af overvægtige. Proteinfattig kost med højt glykæmisk indeks havde derimod en negativ effekt og førte til en stigning i kropsfedtet hos børnene.