Bør en lærer prale?

Få kan være i tvivl om, hvor afgørende både skolen og læreren er for en kultur. Det er nemlig i skolen den voksne generation indvier den opvoksende af slagsen i kulturens erfaringer og vaner. I dette arbejde er læreren naturligvis vigtig, og derfor er der al mulig grund til at hylde og besynge lærerens arbejde ved enhver given lejlighed. Den slags er denne blog derfor ofte fyldt af. Med god grund.

Selvom opdragelse, undervisning og dannelse foregår mange andre vigtige steder (fx i familien, i daginstitutionen og i foreninger) er skolen alligevel noget særligt. Her er (eller var) samværet i særlig grad helliget civilisation og kultur, og indtil skolereformens hærgen har folkeskolen næsten samlet alle om denne vekselvirkning på tværs af generationer.

Ser vi på de seneste 20 år har det øvrige samfund haft svært ved at værdsætte skolen og lærerne, og især i forbindelse med lock out`en i 2013 steg forhånelsen til nye højder. Den dag i dag er der endda nogle, der stadig tror, at lærerne er kritiske overfor reformen blot fordi de mangler viden, kompetencer og omstillingsparathed.

Måske på grund af ovenstående forhold har vi på det seneste set initiativer fra behjertede lærere, der ønsker at synliggøre deres store betydning og fantastiske evner. Nu skal der ”prales”, forstår man. Det er ikke et godt tegn, tro mig.

En lærer er bestemt betydningsfuld. Ligesom en pædagog, en mor og en far også er det. En skole er desuden en altafgørende institution for en god stat og et godt samfund. Men skal lærerne prale med deres evner? Nej, for så mister læreren både sig selv som lærer og sin betydning for kulturen.

En lærer skal per definition være ydmyg i mødet med barnet, traditionen og samfundet. Ellers er læreren ikke lærer. Naturligvis skal denne ydmyghed bæres med både autoritet og stolthed, for den er naturligvis et udtryk for det fineste i vores kultur overhovedet. Den pralende kompetenceindehaver er det modsatte af en lærer. Når man påtager sig det ansvar at tvinge et barn til at blive et frit menneske er man ikke ”den dygtige håndværker” (som fx Hattie og Per Fibæk Laursen af og til er lige ved at påstå), men derimod en kombination af en tjener og en kunstner. Eksempelvis kender man som lærer hverken barnets inderste væsen eller fremtidens endnu uvisse muligheder, og må derfor nænsomt og opmærksomt være en del af barnets etablering af en rod/ et ståsted. Alt dette i ydmyg vished om, at man som lærer her handler på basis af ikke-viden. Læreren ved ganske enkelt ikke hvad barnet kan få brug for, og slet ikke, hvordan barnet senere vil vælge i livet. I en demokratisk skoletradition som vores handler skolen (jf formålsparagraffen) om barnets frie tilblivelse i et frit samfund, og ikke om lærerens performance eller andre ting, man kan prale med. Læreren er barnets tjener i mødet med verden og kulturen, og denne ydmyge rolle kan kun indtages af den besjælede og inspirerede kunstner, der har størst mulig frihed. Det er sand "hjælpe-kunst".

På ét punkt kan og bør en lærer være ekstremt arrogant. Når nogle af skolens elever er blevet voksne og lidt for alvorlige, og har uddannet sig i fx sociologi, økonomi eller kommunal administration, sker det af og til at de vender tilbage til skolen med diverse diktater omhandlende kontrol, evidens og synlig læring. Fx oplever vi lige nu en regulær bølge af denne karakter. Her skal læreren være standhaftig og arrogant i sin afvisning af de latterlige krav. Hvorfor? Jo, netop for at kunne være ydmyg overfor eleverne på ny. Kun hvis skolen er adskilt fra strategiske økonomisk-politiske prioriteringer kan den handle om mennesket, dets frihed og dets samvær med andre frie mennesker. Kun den ydmyge lærer kan undervise i et fag, der har værdi i sig selv, og kun den ydmyge lærer kan tjene eleven og de fortidige og nutidige generationer, eleven går i dialog med i skolens rum.

En lærer bør ikke prale. En lærer har faktisk heller ikke ret meget at prale af – og slet ikke i disse dokumentationstider. Den del af en lærers virke, som er ”synligt” og dokumenterbart er nemlig forsvindende lille. Det er faktisk et håndværk at arrangere en ekskursion, lave en undervisningsplan, bruge forældreintra  osv., men sværere er det altså ikke. Og man er altså ikke lærer, blot fordi man kan den slags. Endvidere er håndværks-analogien faktisk en hån imod de "rigtige" håndværksfag, hvor en lang og stolt tradition danner grundlag for fagets teknikker, kunnen og viden. Egentlig æstetisk håndværkstradition (i betydningen at udvirke noget med sine hænder) er der meget lidt af i lærergerningen.

Det egentlige værdifulde i lærergerningen kan ikke rigtig måles og vejes, kun mærkes i det levede liv. En tåre i øjenkrogen i musik, en følelse af glæde i matematik, et minde for livet på lejrturen. Faktisk præcis det samme gør sig gældende for andre tjenere og kunstnere. Der er visse ting, der kan læres, men det vigtigste skal blomstre mellem mennesker i et evigt skiftende nu.

En lærer bør ikke prale. En lærer bør være ydmyg i mødet med eleven og kulturen, og derfor arrogant i mødet med de kontrol-religiøse nysprogsryttere. Sådan er det. Den pralende lærer vil – uanset, hvad vedkommende selv måtte bilde sig ind – altid underlægge sig konkurrencestatens optagethed af målbar performance. Herved bliver eleven en genstand, ikke en elev, mens læreren bliver en instruktør, ikke en lærer.

Litteratur:

Laursen, Per Fibæk (2016): Didaktiske ambitioner. Kbh: Hans Reitzels Forlag.

Mårtensson, Brian Degn (2015): Pædagogikkens evige genkomst. Vejen: Nyt Askov

Hjemmesiden "Skolepral": http://skolepral.dk/