Ministeren skal forklare, hvad sammenhængen er mellem sit Frederiksberg-nej, og at hun i fagbladet Folkeskolen tidligere har udtalt, at hun er åben over for dispensationer, lyder det fra Mai Mercado, som kalder ministeren i samråd.

K og LA sender ministeren i samråd efter Frederiksberg-nej

Der bliver ikke mulighed for at skrotte den understøttende undervisning og lektiehjælp på Frederiksberg, lyder det fra undervisningsministeren. K og LA kræver en begrundelse og kalder ministeren til samråd.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Frederiksberg har i dag modtaget en otte sider lang afvisning fra undervisningsminister Ellen Trane Nørby på kommunens ansøgning om, at skolerne på Frederiksberg skal kunne fjerne den understøttende undervisning og lektiehjælpen fra skemaet. Det fortæller Konservatives undervisningsordfører Mai Mercado, som langt fra er tilfreds med ministerens begrundelse.

"Vi har fået otte siders rygsvømning. Det er helt uforståeligt. Der står, at der mangler pædagogiske forklaringer på, hvad man vil med dispensationen. Men jeg tænker, at hvis det styrker fagligheden og trivslen, hvorfor bliver den så afvist på grund af det pædagogiske. Det, synes jeg, er meget uforståeligt", siger Mai Mercado, som i morgen er tilbage i Folketinget efter sygeorlov.

Mercado: Nej strider mod tidligere udmelding fra minister

Hun mener, at det går stik i mod Ellen Trane Nørbys melding fra i sommer, hvor hun i fagbladet Folkeskolen udtalte, at hun vil forholde sig positivt til dispensationer. Derfor kalder partiet i samarbejde med Liberal Alliance ministeren i samråd.

Minister til kommunerne: Lad være at skubbe aben videre

"Merete Riisager og jeg har kaldt ministeren i samråd med henvisning til Folkeskolens artikel, hvor hun sagde, at hun var meget positiv over for at give dispensationer om alt der kunne give mere frihed. Og Frederiksberg ansøger netop om frihed", siger hun.

Mai Mercado er samtidig fortørnet over, at det i dag i Politiken fremgår, at en anonym kilde i Undervisningsminister har udtalt, at Viborg også vil få afslag, hvis kommunen sender en dispensation afsted.

"Jeg synes, at det er mærkeligt, at det er en embedsmand, der bliver skubbet foran, og at ministeren ikke selv tager teten og siger 'glem at få en dispensation'. Så sætter man jo ideologi over konkrete sagsbehandlinger med det her. Det signalerer tydeligt, at man har besluttet sig inde i ministeret om, at det her skal man denondelynemig ikke have muligheden for at få en dispensation. Og det gør man jo, fordi at hvis der bare er en kommune, der får ja til en dispensation, så ligger der 97 ansøgninger", siger hun.

Hun opfordrer derfor byrådet på Frederiksberg til at indarbejde nogle pædagogiske begrundelser og så sende ansøgningen retur til ministeriet.

Minister: Viborgsvar kommer an på ansøgning

Ifølge Ellen Trane Nørby er det for tidligt at vurdere, om en eventuel fremtidig ansøgning fra Viborg vil blive godkendt eller ej.

"Viborg har ikke engang sendt en ansøgning endnu. Og det kommer jo an på, hvilken pædagogisk begrundelse, man giver. Frederiksberg havde ingen pædagogisk begrundelse, og samtidig ville man trække resurser ud fra skolen, og det har jeg sagt tydeligt blandt andet i åbent samråd, at jeg ikke vil være med til at legitimere", siger Ellen Trane Nørby.

Frederiksberg ønsker kortere skoledage mod skolers vilje

Hun forstår ikke Mai Mercados kritik på, at hun efterspørger en pædagogisk begrundelse. For det gør ministeriet altid og flere af de kommuner, som har søgt om dispensation til rammeforsøget om konfirmationsforberedelse, har fået afslag, fordi de ikke har haft en pædagogisk begrundelse, fortæller hun. Og hun tilføjer, at nogle kommuner har måttet omformulere deres ansøgninger op til tre gange.

Trods nej til Frederiksberg kan der fremover kan blive løsnet op for større friheder til kommunerne, fortæller Ellen Trane Nørby, som i dag har talt på KL's Børn&Unge Topmøde i Aalborg.

"Som jeg sagde på talerstolen i dag, så ligger der allerede nogle store frihedsgrader, og dem tror jeg også nok, at vi i forligskredsen kommer til at udfordre yderligere for at sikre den nødvendige fleksibilitet. Men jeg synes jo, man skal starte med at udnytte den frihed, man allerede har", siger ministeren og bemærker, at Frederiksberg hverken har valgt at lægge den faglige fordybelse ind i skoledagen i forbindelse med fagtimerne og heller ikke har givet skolerne lov til at konvertere den understøttende undervisning til to-voksentimer.

Powered by Labrador CMS