Forældre efter dom: Lærere skal efteruddannes bedre

Højesterets afvisning af, at Viborg Kommune skal til lommerne, fordi en ordblind dreng ikke har modtaget ordentlig undervisning, går ud over lærernes efteruddannelse. Det mener drengens far Klaus Ravnborg.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Den viden, der er på området, mangler at blive kanaliseret ud til lærerne. Vi har en stor gruppe børn, der bliver puttet ind i den ene ende af skolesystemet, og der kommer nogle unge mennesker ud i den anden ende, som ikke har fået lært at læse. Det er en katastrofe", siger han.

Brug for flere midler

Rettens afvisning betyder, at forældrene ikke får de 60.000 kroner, som efterskoleopholdet kostede, og at staten skal betale sagens omkostninger på 226.000 kroner. Men det er på en helt anden led, at afgørelsen har økonomiske konsekvenser, mener faren:

"Kommunerne får nærmest at vide, at de ikke behøver bruge ekstra midler til at efteruddanne lærere. Der er i højeste grad brug for flere midler, så kompetenceniveauet kan blive forbedret. Danske lærere er vældig dygtige, men de er hæmmet af, at vi har et system, der lukker pengekassen, når de skal lære, hvordan de skal undervise elever, der har brug for særlige tilbud."

Benedikte Ask Skotte, formanden for forældreorganisationen Skole og Samfund, siger til Jyllands-Posten at dommen betyder, at det bliver dyrere for samfundet. Den betyder nemlig, at kommunerne ikke behøver at sørge for, at alle børn udvikler sig optimalt.

Det synspunkt deler Klaus Ravnborg:

"Ved at putte lidt flere resurser i skolesystemet, kan vi spare masser af penge på længere sigt. Det er jo ikke kun ordblinde men også elever med andre problemer, som bedre specialundervisning vil kunne hjælpe."