Sorø-møde om integration og globalisering

'Globaliseringens udfordringer og den danske fortælling' er titlen på undervisningsminister Bertel Haarders Sorø-møde i næste uge, som blandt andet handler om danskfagets rolle i integrationen.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Hvordan skal eksempelvis danskfaget bidrage til udvikling af den kulturforståelse, omverdensforståelse og selvforståelse, som er indgangen til uddannelse, job og integration i det danske samfund?", spørges der i oplægget til mødet, hvor en bred kreds af mennesker fra det danske uddannelsessystem samles på Sorø Akademi tirsdag til torsdag i næste uge.

Undervisningsminister Bertel Haarder åbner mødet, og første punkt på dagsordenen drejer sigom globaliseringens udfordringer belyst af økonomiprofessor og formand for Velfærdskommissionen Torben M. Andersen, professor i litteraturhistorie Svend Erik Larsen og professor i medievidenskab Kirsten Drotner. Dernæst går turen til den holbergske stiftelse Terløsegaard, hvor temaet er den danske fortælling repræsenteret ved Ludvig Holberg, H.C. Andersen og Karen Blixen.

Onsdag kommer blandt andet læreruddannelsen til debat. Leder af Videncenter for Professionsudvikling ved CVU København & Nordsjælland Bodil Nielsen lægger op til debat om udfordringerne for danskfaget i læreruddannelsen. Formanden for seminariernes historieundervisere lektor Jens Pietras ser på udfordringerne for historiefaget, og DPU-professor Frede V. Nielsen, ser på de kunstneriske fag i læreruddannelsen.

Torsdag er det integrationen som sproglig, kulturel og disciplinær udfordring, der er det til debat ved blandt andre skoleinspektør Lise Egholm og politidirektør Hanne Bech Hansen.