Under gåturen fra Rådhuspladsen til Christiansborg blev der spillet høj musik og råbt "Tid til fritid! Ny reform nu!". Længst til højre går skuespiller og samfundsdebattør Anne Marie Helger.

1000 demonstrerende elever kræver ny reform

Kampråb, bannere og knyttede hænder. Omkring 1000 elever mødtes i dag på Rådhuspladsen for at demonstrere mod folkeskolereformen. I samlet flok gik de til Christiansborg under slagordet "Tid til fritid! Ny reform nu!" i håb om at råbe politikerne op.

Publiceret
"Vi er trætte af reformen. Politikerne har jo ikke styr på en skid", siger 13-årige Kiara og Natascha fra Pilegårdsskolen i Kastrup. I dag skulle de have haft timer til klokken 16, og det er alt for sent, synes de.
Næsten hele 9.c fra Christianshavns Skole droppede undervisningen og mødte op til demonstrationen: "Vi håber at kunne gøre en forskel for klasserne under os. Dagene er for lange og lærerne er uforberedt og har ikke styr på noget. Det er ikke fedt at gå i skole, når lærerne får stress og ikke er glade for at være der".
"Undervisning er blevet alt for dårlig. Det giver ingen mening at lærerne skal spærres inde på skolen for at forberede sig", siger Fabian og Carl August fra 8.klasse på Den Classenske Legatskole. De har selv lavet skiltene og håber, politikerne lytter til protesterne og ruller reformen tilbage.
For tre 7.-klasseelever fra Hvidovre er det især lektiecafeerne, de er utilfredse med: "Vi er for trætte til at koncentrere os på skolen".
Mens eleverne ventede på gåturen mod Christiansborg blev der spillet musik af vognen.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Humøret var højt til dagens demonstration på trods af det kolde vejr. Omkring 1000 elever havde pjækket fra skole og fundet vej til Rådhuspladsen for at kæmpe for en ny skolereform.

Det er elevgruppen 'En stor mellemfinger til den nye skolereform', der står bag arrangementet. På gruppens facebookside havde over 4000 tilmeldt sig begivenheden, men talsmand Legolas Szathmari er alligevel godt tilfreds med fremmødet:

"Politikernes forfejlede reform giver for lange dage og for dårlig undervisning, og jeg er rigtig glad for, at så mange er kommet for at kæmpe kampen på trods af kulden," siger 14-årige Legolas Szathmari.

I november afholdte gruppen en lignende demonstration, og her anslår han omkring 400 elever deltog. 

Læs elevernes reaktioner i billedteksterne.

Ny elev-demonstration mod reformen i morgen

Anne Marie Helger giver fingeren til reformen

Skuespiller og samfundsdebattør Anne Marie Helger holdt tale for de fremmødte demonstranter på Christiansborg og har efterfølgende lagt den ud på sin facebookside:

"Kære Folkeskoleelever. I er da bare noget så snyde sygeligt sygt seje. Så står I igen, nok så civilt ulydige her midt i skoletimerne foran Christiansborg - Folketingelingelatet osse kaldet Blinde og Døve Instituttet eller Danmarks bedst Beskyttede Værksted. Jeg kalder det Folke-ingentinget - for folket får mindre end igenting fra folketinget. Folkeskolerne får bare fingeren - derfor står I /Vi her i dag og gir den længste finger vi har (min har fået et protestsmykke på i dagens anledning) til "den nye Skolereform." (...) 

Det kan godt være at: Skolen er en lære for livet, men der skal også være et liv til at lære at leve i, udover skolen. (...) Når det nedtrådte ros byder magten trods, er det nødvendige demonstrationer til gavn for kommende generationer - og det er jer.

Elever besætter skole i protest mod lange dage

(Opdateret klokken 16:28)