Mette Helms

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Tirsdag den 5. december gik flaget på halv stang på Gladsaxe Skole. En tidligere kollega Mette Helms var død dagen før.

Mette blev ansat på Gladsaxe Skole i 1966 og var der i 29 år. I 1995 flyttede hun til Nørholm Skole nær Aalborg, hvor hun var ansat til sin død.

Mette var forud for sin tid. Skoleudvikling betød meget for hende. Forsøgsundervisning, afprøvning af nye skoletanker brændte hun for. Gennem de 29 år blev det til mange projekter. Hun var igangsætteren af teamsamarbejde i klasser, årgangssamarbejde og værkstedsundervisning. Det var sidst i 60'erne - længe før andre turde springe ud i lignende projekter. Mette var den kreative og naturlige organisatoriske leder af de mange tiltag. Hun var naturligvis også med til at etablere skolens første P-fagsordning i 1969. Senere blev det til forsøgsundervisning med blandt andet integrering af handicappede i skolen. Der var stort set ingen væsentlige pædagogiske tiltag, som Mette ikke deltog i. Mette brændte især for de svage elever.

Arbejdet med specialundervisningen havde hendes store bevågenhed. Foruden et stærkt engagement på skolen blev der også tid til andre opgaver. Således påbegyndte hun cand.pæd.-studiet i pædagogik i 1970 på Danmarks Lærerhøjskole, som hun afsluttede nogle år senere. Naturligvis gik Mette også ind i de styrende organer på Lærerhøjskolen. Senere blev det også til bestyrelsesarbejde i Gladsaxe Lærerforening. Mette var ligeledes engageret i beboerforeninger. Lige meget hvor hun flyttede hen, gik hun altid energisk ind i et arbejde til glæde for fællesskabet.

Mette var et spændende og energisk menneske at samarbejde med. Altid dynamisk og kreativ. Mette var ligeledes særdeles afholdt af børnene. Samtidig gjorde hun et stort arbejde for at fremme skole-hjem-samarbejdet.

En fantastisk kollega, et elskeligt menneske er taget bort fra os. Mette vil altid blive husket for sin inderlige omsorg for andre, store lydhørhed og hjælpsomhed. Vi er dybt taknemlige for, at vi lærte et menneske som Mette at kende. Vi vil savne hende meget.

For cirka tre måneder siden fik hun konstateret kræft. Alt for tidligt indhentede døden hende. Vore tanker går til hendes mand Anders og deres datter Laura.

Æret være Mettes minde.

På vegne af lærerne på Gladsaxe Skole

Jan Pehrsson