Aviserne byder stadig på læserbreve fra frustrerede lærere, som oplever en folkeskolereform med gode politiske hensigter, der ikke flugter den virkelighed, de hver dag mærker på deres egen skole. Vreden og frustrationen er rettet mod det politiske system.

Jeg har endnu ikke læst et indlæg, der sætter spørgsmålstegn ved Danmarks Lærerforenings rolle i den situation, som den danske folkeskole er havnet i – med en reform og en arbejdstidsaftale, som mange folkeskolelærere har svært ved at kapere og se sig selv i.  

Da lærerne stod på gaden, lockoutet af deres arbejdsgiver, følte mange sig hånet og talt ned til. I store annoncer fortalte vores arbejdsgiver, KL, at lærerne lavede for lidt og i øvrigt var en flok ufleksible og rigide arbejdere, som kun tænkte i kasser og var imod alt, hvad KL og politikerne havde af ideer. Lockouten var kulminationen på en årelang kamp mellem Danmarks Lærerforening på den ene side og KL og Christiansborg på den anden side. Den eneste ven Danmarks Lærerforening til sidst havde på Christiansborg, var Dansk Folkepartis uddannelsesordfører Alex Ahrendtsen.  

Resultatet af konfliktet er velkendt, og politikerne er videre til næste reform. Politikerne har indrømmet, at forløbet ikke var kønt, men fastholder, at de gjorde det, de troede på var det rigtige. Men min fagforening, Danmarks Lærerforening, er desværre ikke kommet videre.

Danmark Lærerforening skyder fortsat udelukkende skylden på politikerne og KL. På intet tidspunkt har offentligheden hørt folk fra lærerforeningen indrømme, at de måske også bar en del af skylden. Jeg har spurgt til fagforeningens egen rolle på en kredsgeneralforsamling i Køge. Her fik jeg svaret, at der ikke er brugt tid på at evaluere og analysere, hvorfor det gik så galt, og hvad der kunne have været gjort anderledes. Og siden konflikten har Danmarks Lærerforening fortsat den kritiske linje, og det virker for mig som medlem som om, at konflikten slet ikke har påvirket den måde, foreningen arbejder på.   

Jeg har været folkeskolelærer i snart 20 år og politisk aktiv lige så længe, så jeg har fulgt det politiske spil om folkeskolen tæt fra begge sider af bordet. Når jeg kigger tilbage på den politiske ageren, Danmarks Lærerforening har præsteret i alle de år, så var konflikten – det endelige slag – nærmest uundgåelig.

Konsekvent har Danmarks Lærerforening været kritisk og stort set imod alt, hvad politikerne på Christiansborg har vedtaget. Det være sig elevplaner, hvor lærerforeningen mente, at der ikke fulgte nok tid med til arbejdet. Det være sig de nationale tests, hvor lærerforeningen ikke mente de tjente noget formål – ja, nærmest var skadelige for folkeskolen. Det være sig inklusion, som blot kaldes en spareøvelse. Det være sig PISA-undersøgelserne, som lærerforeningen ikke har meget tilovers for.

Og senest folkeskolereformen, hvor især elevernes timetal har stået for skud. Det har ikke skortet på markante og skarpe holdninger i den offentlige debat. Udefra har det virket som kold krig, hvor Danmarks Lærerforening gennem mange år har arbejdet sig væk fra politisk indflydelse – og stadig gør det.   

Lærerforeningen har tilsyneladende ikke haft travlt med at skaffe sig politiske venner, nærmest tværtimod. I politiske kredse, op til og under overenskomstforhandlingerne, florerede ideen om ”det endelige slag” mod Danmarks Lærerforening. De fleste partier, og især KL, var ganske enkelt trætte af lærerforeningens aggressive og utilnærmelige stil, og man var opsat på, én gang for alle, at stikke en kæp i hjulet for Danmarks Lærerforenings ageren på folkeskoleområdet.

Som medlem af Danmarks lærerforening tjener det ikke mine interesser, at min fagforening står på sidelinjen og råber af det politiske system. Jeg ser meget hellere lærerforeningen ved det politiske forhandlingsbord og som seriøs medspiller. Selvfølgelig skal I forholde jer kritisk. Men konstruktivt samarbejde ud fra devisen, at ikke alt bliver som man ønsker det, må være tilgangen. Fint med selvbevidsthed og tro på eget projekt, men i et konstruktivt samarbejde skal der være evne og vilje til at indgå kompromisser. 

For mig at se har Danmarks Lærerforenings politiske tæft og evne til at læse det politiske landskab slået fejl. I iveren efter at påpege alle splinterne i politikernes og KL’s øjne, har lærerforeningen ganske enkelt ikke formået at se bjælken i sit eget øje.