I  tidligere artikler har jeg sat fokus på elevers læring og argumenteret for, at den læring, der opstår når elever arbejder sammen om udfordringer af forskellig slags skaber en større effekt i forhold til elevernes læring. Dette standpunkt står jeg ved i denne artikel, men sandheden er ikke så enkel, så vi kan sige, at bare eleverne bliver sat til at arbejde sammen og undervise hinanden, så lærer de det hele - udtrykt lidt karikeret.

Nyere forskning viser, at 95 procent af hvad elever lærer hinanden – potentielt - er forkert. Med denne viden er det helt centralt, at vi er opmærksomme på, at elevernes forudsætninger for at indgå i denne fælles arbejdsproces er de rette.

Nyeste forskning viser samtidig, at kollaborative arbejdsformer har en signifikant og positiv effekt på elevernes læring. I Professor John Hatties forskning, som ligger bag mange af de tiltag og udviklingstendenser, der er i den danske folkeskole i dag understreges det, at effekten af tiltag i undervisningen er størst i forhold til elevernes læring, når disse tiltag består af elevernes feedback til hinanden, elevernes evaluering af sig selv, af elever der underviser hinanden eller elever der, som organiseret del af undervisningen støtter hinanden.

Dette er centrale budskaber i Visible Learning, eller på dansk Synlig Læring, som er resultatet af John Hatties mangeårige forskning på området, og som også er titlen på John Hatties bog udgivet i 2009 og på dansk i 2013.

Men hvordan hænger disse – tilsyneladende modsatrettede – kendsgerninger sammen. Dette spørgsmål søger jeg svar på i denne artikel.

De kollaborative undervisningsmetoder er mange og forudsætter forskellig mængde af kendt viden for eleverne. En af de meget udbredte metoder i den danske folkeskole, der ofte forveksles med kollaborative læringsmetoder, er: Cooperative Learning. Cooperative Learning er en procesbaseret arbejdsmetode, hvor en gruppe kan sætte sig sammen, og ved at følge processens beskrevne trin kan nå et beskrevet mål eller skabe et på forhånd defineret produkt. Cooperative Learning er en meget kontrolleret proces, hvor læreren er meget styrende og hører ikke til under betegnelsen Collaborative Learning

I Cooperative Learning er det grundlæggende ikke nødvendigt, at deltagerne har den store forhåndsviden om det faglige indhold. Måske er det den enkle form og den lette tilgængelighed, der har gjort metoden populær i den danske folkeskole, hvor man på trods af enkeltheden høster en del af den positive effekt af samspillet mellem eleverne. Metoden må dog ikke forveksles med kollaborativ læring, der bygger på interaktion mellem ligemænd, hvor eleverne, som ligemænd, er ansvarlige for deres handlinger herunder deres læring, samt ansvarlige for, at de udviser respekt for de andres færdigheder og bidrag i arbejdsprocessen. Dermed bliver den kollaborative læring et langt mere personligt projekt i forhold til Cooperative Learning, der bygger på en meget forud defineret og meget styret proces.

Effekten af, at elever underviser hinanden er stor. I den traditionelle læringsarena, hvor en lærer underviser elever er den læring, der – i heldigste fald – finder sted overfladelæring, hvor eleverne, gennem kendskab til succeskriterier for deres indsats – opfattet som underviserens forventninger – gør som de skal og får lært at gentage det og i bedste fald at praktisere det undervisningen sætter fokus på.

I anerkendt statistik om læring viser tallene, at elever husker 50 procent af hvad de diskuterer, 75 procent af hvad de praktiserer og 90 procent af hvad de underviser i, medens lærerformidlede instruktioner af forskellig karakter ligger væsentligt under de 50 procent. Dette medtaget i denne artikel for at indikere effekten af den kollaborative læring, som er denne artikels fokus.

Den amerikanske kemiprofessor Eric Mazur udtrykker det på nedenstående måde:

Thought I was a good teacher until I discovered my students were just memorizing information rather than learning to understand the material. Who was to blame? (Eric Mazur)

Ovenstående citat fra Erik Mazur stammer fra hans bog Peer Instruction fra 1997, hvor Mazur for første gang beskriver den kollaborative tilgang han valgte at udvikle, nemlig Peer Instruction. Metoden bygger på, at en stor del af undervisningen og elevernes modtagelse og efterbehandling heraf bygger på undervisning – eller instruktion som det formuleres her – blandt ligestillede (Peers). Mazurs arbejde med metoden og beskrivelsen af samme i sin bog fra 1997 formaliserer, for første gang, en tilgang til Peer-Learning, hvor grundlaget er, at læring udvikles gennem arbejde og undervisning blandt ligemænd. Umiddelbart lægger denne tanke og denne metode meget op af de forskningsresultater John Hattie er kommet frem til i sit forskningsarbejde beskrevet i Visible Learning. I denne sammenhæng er der imidlertid et signifikant forbehold fra Hattie selv, som jeg har drøftet effekten af Peer Learning med. Det er fra denne drøftelse, at følgende statement, fra starten af denne artikel stammer:

Nyere forskning viser, at 95 procent af hvad elever lærer hinanden potentielt er forkert.

Pointen her er, at man med brugen af Peer Learning skal være opmærksom på elevernes forforståelse af det faglige indhold af det de skal undervise en anden i. Peer Learning er ikke umiddelbart, som Cooperative Learning, noget man bare kan bruge. I forbindelse med overvejelse om at bruge denne arbejdsform i sin undervisning er det nødvendigt at stille sig det helt centrale spørgsmål, som John Hattie stillede mig under vores drøftelser i Oslo:

When is it the right time to use Peer Learning?

Pointen I spørgsmålet, eller svaret herpå er, at Peer Learning har en meget stor effekt på elevernes læring, men at metoden også forudsætter, at den elev, der underviser anden eller andre ligestillede først må have tilstrækkelig og korrekt viden om det emne, som hun skal undervise i.

Et eksempel på en kollaborativ metode, der tilgodeser underviserens ønske om at sikre den korrekte og tilstrækkelige faglighed i den kollaborative læringsarena er Jigsaw Learning, som er en metode, der blev udviklet i USA i starten af 70’erne af Professor Elliot Aronson, University of California. Meget kortfattet bruges Jigsaw Learning, som metode ved, at eleverne deles op i grupper på for eksempel 4 elever. Hver gruppe sætter sig grundigt ind i en del af det samlede emne. Herefter dannes nye grupper, der består af en fra hver af de tidligere grupper. I de nye grupper fortæller den enkelte elev, eleverne fra de andre grupper om den viden, som gruppen han kommer fra har fået. Herefter er det den næste elevs tur til at fortælle om den viden, som hendes gruppe har fået. Når alle elever har fortalt de andre om deres gruppes nye viden, går eleverne tilbage til deres oprindelige gruppe og fortæller om deres nye viden, hvorved læring sker gennem kommunikation og interaktion mellem ligemænd. Beskrivelsen her er meget overordnet og mellemregninger er ikke beskrevet her. Dog bør det være tydeligt, at der sikres et korrekt og tilstrækkeligt videns grundlag, og at effekten af Peer Learning, her bliver bragt i spil samtidig med at fagligheden sikres.

Jigsaw Learning er blot ét eksempel ud af flere på effektiv brug af Peer Learning. Mit budskab med inddragelse af denne metode og de andre pointer jeg har fremdraget i denne artikel er, at Peer Learning er en meget effektiv måde for elever at lære, hvis det ikke er den mest effektive. Den forudsætter blot – og dette er det centrale budskab – at læreren stiller sig selv spørgsmålet, som John Hattie stillede mig:

When is it the right time to use Peer Learning?

Med svaret på dette spørgsmål I behold er Peer Learning, som metode en særdeles god platform for læreren der ønsker at skabe optimale forhold for eleverne for at lære!