BLOG

Empty article - Subtitle

Sådan redder vi folkeskolen! Tredje markering.

En serie i tre dele om folkeskolens redning. Første del handlede om, hvad der skal gøres på nationalt/ statsligt niveau. Anden del handlede om det kommunale niveau, mens tredje del handler om, hvordan hverdagen bør se ud på den enkelte skole. Serien er tænkt som en slags gratis rådgivning til politikere, der gerne vil løfte folkeskolens kvalitet. Den skarpe iagttager vil også bemærke, at hele serien desuden kan bruges som en stresstest for dedikerede LEAN-konsulenter og systembegejstrede KL-Ja-hatte.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I de to første dele af denne serie har jeg bl.a. foreslået, at folkeskolereformen skal rulles tilbage, hvorefter en ny ændring skal forberedes grundigt på basis af en bred og folkelig debat. I det følgende vil jeg i tre omgange markere, hvordan jeg personligt ser den gode folkeskole.

1. Den autonome skole

Folkeskolen skal være autonom i den forstand, at den er myndig i egen ret. I det daglige skal der ikke være nogen nævneværdig ekstern indblanding i den enkeltes skoles praksis, men meget gerne en kontinuerlig offentlig debat om folkeskolen som sådan. Det betyder dog ikke, at den enkelte lærer eller pædagog kan regere som en slags konge i eget klasseværelse. Tværtimod. Skolelederens fornemmeste opgave er at præge skolen således, at der altid er en herlig, kritisk og nysgerrig debat om skolens praksis. Bedst ville det være, hvis fx evidensforskere, præster, kunstnere, sociologer, psykologer og alle mulige andre hyppigt inviteres til personalemøder, hvor skolens lærere og pædagoger kan få inspiration til fortsat udvikling og fornyelse. Fint ville det også være, hvis enkelte skoler inviterede fx Lars Qvortrup, der i disse dage rejser land og rige rundt for A.P. Møller-midler og prædiker målstyring. Den store forskel – i forhold til i dag – vil dog være, at der ikke bør være tale om metodetvang – men mangfoldig inspiration til myndige skolefolk. De inviterede forskere, præster, kunstnere osv. skal ydmygt fortælle de stolte lærere og pædagoger om deres syn på sagen. Herefter kan de blot håbe, at et par stykker måske vil tage noget af budskabet til sig. Det er nemlig lærerne og pædagogerne, der skal have ansvaret og myndigheden til at vælge, hvordan de helt konkret vil løfte den tunge opgave, det er at opdrage og undervise Mikkel i 4.b. Til det har de brug for en mangesidig inspiration, men ingen andre end dem selv kan afgøre, hvordan de skal søge et godt pædagogisk møde med Mikkel i et evigt skiftende nu. Og ingen andre end Mikkel kan give dem egentligt indblik i mødets virkelige beskaffenhed.

2. Læreren med ansvar

I folkeskolereformens læringsinstitution er læringsmedarbejderen ansvarliggjort. I ”min” gode skole har læreren et ansvar. Heri er der en kæmpe forskel. En god lærer tror på eleven, og ser eleven som et frit menneske. Den gode lærer dømmer ikke elever ude - uanset såkaldt evidente påstande om, at det modsatte burde være tilfældet. Den gode lærer modvirker alle kunstige skel, der opstilles mellem mennesker, og søger konsekvent samtalen og fællesskabet. Dertil er den gode lærer dybt optaget af sine fag, og er måske nærmest vokset helt sammen med sit yndlingsfag. Sluttelig tager læreren ansvar for sit virke som underviser og opdrager af det frie menneske, som læreren ubetinget tror på. En kæmpe opgave og et kolossalt ansvar! Hvor læringsmedarbejderen blot er ansvarliggjort i forhold til at ændre en endnu ikke kompetent medarbejderborgers psykiske system, står den rigtige lærer med en langt tungere opgave, som man kan og bør betragte med noget der ligner ærefrygt.

I den gode skole bliver læreren ikke målt og vejet efter tåbelige parametre. Læreren skal ej heller forsøge at ”skabe mening” i håbløse kommunale formaninger. Læreren er nemlig stolt og myndig. Nøjagtig som skolens pædagoger er det. Til gengæld SKAL læreren (såvel som pædagogen) leve op til sit ansvar. Det betyder: 1) Læreren/ pædagogen passer sit hverv, møder til tiden og den slags. 2) Læreren/ pædagogen kan (og skal) både tvivle over - og begrunde - sin praksis i forskellige sammenhænge. 3) Læreren/ pædagogen står til rådighed for sit kald på en helt anden måde end andre faggrupper, og gør ikke blot, hvad der måtte stå i en eller anden standardiseret arbejdsbeskrivelse, men gør det, ansvaret kræver. Fx ændrer samfundsfagslæreren søndag aften sin planlægning af mandagens undervisning, hvis der er sket noget vigtigt i dansk politik i løbet af weekenden. Tilsvarende bliver pædagogen 20 minutter længere mandag eftermiddag, fordi Mikkel fra 4. b. har hårdt brug for at tale med en voksen. Naturligvis!

En ansat i folkeskolen er således en dybt ansvarlig voksen, der er friholdt fra klassisk arbejde i traditionel forstand. I en skole er man først og fremmest til stede som menneske, ikke som "ansat". Egentlig burde en lærer eller pædagog ikke få løn, men i stedet et honorar på det samme beløb – det ville understrege forskellen fra det øvrige arbejdsmarked. En lærer eller en pædagog er nemlig en, der påtager sig det største ansvar af alle - noget, der ganske enkelt ikke kan betales, kun symbolsk honoreres. Det forudsætter stor frihed til at handle og en udstrakt tillid. Hvis læreren og pædagogen konsekvent ikke påtager sig ansvaret og lever op til tilliden, skal skolens leder resolut skride til handling. Ukritiske, uengagerede, uansvarlige og ja-hat-lærere skal ganske enkelt fyres. Længere er den ikke. Alle kan selvfølgelig fejle af og til, men almindeligvis bør viljen og evnen til at løfte et pædagogisk ansvar være selve kernen i det at virke på en skole. En sådan er nemlig alt for vigtig til en halvhjertet indsats. Ligesom den er alt for vigtig til nysprog og regnearksledelse.

3. Et sted uden arbejde

Skole betyder ”fri tid”, og er et sted adskilt fra arbejdslivet. Megen aktuel skole- og uddannelseslovgivning tager modsat sigte på en politisk forestilling om arbejdsmarkedets og erhvervslivets fremtidige behov. Dette på trods af, at vi gang på gang har erfaret, at vores økonomiske modeller ikke er i stand til at komme med særligt realistiske vurderinger af den økonomiske virkelighed i de kommende kvartaler, og at økonomi pr definition er en teoretisering af virkelige, handlende menneskers subjektive vurderinger og efterfølgende valg i konkrete situationer. Erhvervslivets fremadrettede ”behov” afhænger altså til enhver tid af, hvordan fremtidige mennesker tænker og vælger i en kontekst, vi ikke kender. Derfor er det altså rent logisk dumt at lave en kompetencerettet skole med blikket rettet på en alt for fast forestilling om noget, man ikke kan vide. Den påståede gavn for erhvervslivet er dog ikke den egentlige grund til at man kan kritisere konkurrencestatsskolen for at fokusere så meget på netop dettes behov. Problemet i denne sammenhæng er nemlig ikke, at man vil gavne erhvervslivet, men snarere, at man - hvis teorien blev til virkelighed - skader det. Sammen med kulturen, friheden, solidariteten og meget andet af stor værdi for vores fælles tilværelse. Værst er det dog, at skolen ophører med at være en skole.

Skolens hverdag skal i stedet være præget af virkeligheden og det levede liv. Voksne og børn skal undersøge verden, læse tykke bøger, forundres over geometriens æstetik, synge sammen, danse, tale, være og mærke livet. Der skal være teater, gulnede bøger, udstoppede dyr, malerier, duft af brænderøg og måske en elektronisk dims hist og her. Ikke til ære for et fremtidigt arbejdsmarked, men af begejstring for sagen og livet i sig selv.

Afsluttende

Tråden i ovennævnte er igen, at skolen skal gøres både fri og folkelig. Skolen skal friholdes for arbejdsmarkedspolitik, erhvervssatsninger og andre politisk-økonomiske strategier. I stedet skal barnet, læreren og faget træde tydeligere frem. Derfor kan nogle gode råd til de ansvarlige politikere ikke skrives meget tydeligere end tilfældet er her. De kan nemlig ikke blive særligt praktisk foreskrivende, idet essensen nødvendigvis må være, at det er skolen selv, der skal udvikle en god praksis i nærværet med kulturen, historien og det levede liv. Politikernes vigtigste opgave er at beskytte, ikke diktere, praksis og indhold i dansk pædagogik.

Andre indlæg og forarbejder: www.briandegnmaartensson.dk