Debat

Holder du af hverdagen ?

Den nye Hovedstyrelse skal i arbejdstøjet for at forbedre lærernes arbejdsmiljø

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Vi lærere har holdt for. Holdt for – ja, for vores muligheder for professionelt at kunne udføre vores kerneopgave er med L 409 stærkt forringede. Og vi må som organisation nu holde ved –  og bruge OK-15´s bilag 4 til at rykke ved de stramme rammer. Vi skal bidrage til, at lærerne i praksis kan holde til arbejdet og holde ud.

Hvis lærerne skal holde ud – er vi nødt til at kunne finde holdepunkter og holde af hverdagen – selv om ønsket er andre rammer om arbejdet.

https://www.youtube.com/watch?v=YFWyYROuUcw&feature=youtu.be

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

OK15 – social kapital

Det er for mig at se afgørende, at social kapital indgik i OK15 aftaleteksten, som et fælles grundlag at arbejde videre på. Social Kapital har været anvendt i arbejdsmiljøsammenhæng, og dækker over samarbejde, der baserer sig på tillid og oplevelse af retfærdighed.

Arbejdsmiljøforskning peger på at høj social kapital og trivsel udgør en beskyttende faktor mod arbejdsbetinget sygefravær.  I Aarhus har det vist sig, at de skoler, som før reformen havde en høj social kapital, også arbejdsmiljømæssigt er kommet bedre på vej i den kæmpe forandringsproces som skolereformen er for lærernes arbejde og hverdag på skolerne.

Ingen arbejdspladser skal  ”sejle sin egen sø”!

I den forestående trivselsundersøgelse i 2015 har jeg som Fælles-AMR i Aarhus Kommune bidraget til, at trivselsundersøgelsen udvides med de nye spørgsmål om social kapital, som det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø har udviklet. Vi vil kunne få et mere nuanceret billede af, hvor ”skoen trykker” og hvor der er behov for at sætte ind for at forbedre den sociale kapital på alle skoler. APV og trivselsundersøgelsen udgør en vigtig hjørnesten for samarbejdet på alle niveauer mellem de lokale tillidsvalgte og skoleledelsen, mellem forvaltning og skoler og kreds og kommune, og giver mulighed for sammen at gribe ind, der hvor vi skønner det nødvendigt, så ingen arbejdspladser oplever ”at sejle sin egen sø”

 

Forebyggelse af psykisk nedslidning og stress

Vi skal bruge trivselsundersøgelser og andre værktøjer aktivt til at sætte handling i gang, som kan forebygge, at lærere rammes af stress og bliver psykisk nedslidte med risiko for at miste jobbet og falde helt  ud af arbejdsmarkedet. For alt for mange lærere oplever et belastet arbejdsmiljø.Igår  offentliggjorde Undervisningsministeriet interessant forskning som bl.a. KORA har stået for. I konklusionen står der sort på hvidt, det som lærerne har råbt højt om længe:“De fleste lærere føler sig presset af den kortere tid til forberedelse og den manglende fleksibilitet som følge af tilstedeværelsen på skolen”.De pædagogiske medarbejdere oplever store udfordringer ved at finde tid og plads til forberedelse af undervisningen. Flere lærere har oplevet at møde uforberedte op til undervisningen, at de ikke har tid til at give eleverne tilstrækkelig feedback på hjemmeopgaver (i ordentlig tid), og at der har været mindre tid til uforudsete opgaver som forældrehenvendelser m.m”På mange skoler har lærerne desuden manglet sammenhængende forberedelsestid, idet der har været afsat 1⁄2-1 time til forberedelsestid fordelt ud over ugen mellem undervisningstimer.” (s.8)http://uvm.dk/~/media/UVM/Filer/Udd/Folke/PDF15/Nov/151117%20Hovedresultater%20fra%20de%20foerste%20rapporter%20i%20foelgeforskningsprogrammet.pdf

KORA peger også på, at trods alle frustrationerne er lærere overordnet motiverede for at tage på arbejde, og at lærere motiveres af at gøre en forskel for eleverne. Men den motivation lever tilsyneladende på trods og i hvert fald ikke på grund af hverken folkeskolereform eller arbejdstidsregler. Kun 8 procent af lærerne oplever, at reformen har haft positiv indvirkning på deres motivation.

 

Helhedsorienteret tilgang

At have mulighed for at lykkes med god undervisning og se eleverne udvikle sig det øger arbejdsglæden. Samtidig kan lærere kun yde høj kvalitet i undervisningen, hvis vi trives – og rammerne for at bedrive god undervisning er til stede.

Derfor skal arbejdsmiljø  integreres som et vigtigt perspektiv når vi drøfter arbejdstid og organisering af arbejdet. Lige som det gør sig gældende når vi drøfter pædagogisk udvikling

For arbejdsmiljøet og kvalitet i kerneopgaven er ikke hinandens modsætning, men tværtimod hinandens forudsætning.

Den nye Hovedstyrelse i arbejdstøjet

Jeg mener, at den nye hovedstyrelse skal prioritere arbejdsmiljøområdet højere og tage fat på en strategi for arbejdet med arbejdsmiljø.

DLF skal prioritere at udbyde flere kurser, om centrale arbejdsmiljøtemaer, så som kvantitative krav og arbejdstempo og sunde tidsmiljøer, og arbejde for at også AMR får mulighed for at deltage i disse kurser.

DLF skal være primus motor i udvikle inspirationsmateriale for tillidsvalgte og ledere i arbejdet med at forbedre arbejdsmiljøet - gerne via samarbejdet i Branchearbejdsmiljørådet, hvis det er muligt.

DLF skal sætte målrettet ind, der hvor der i dag opleves knas i samarbejdet mellem leder, tillidsvalgte og medarbejdergruppen, f.eks. med tilbud om besøg af det nye rejsehold i psykisk arbejdsmiljø, som blev aftalt med KL ved OK15, men også gerne ved at udvikle nye tiltag i samarbejde med Skolelederforeningen. For et bedre arbejdsmiljø kan kun skabes i samarbejde.

DLF skal gøre alt hvad vi kan for at bidrage til at forbedre situationen ude I kommunerne og på arbejdspladserne. Og det er væsentligt, at AMR sammen med TR er en aktiv del af skoleårets planlægning for at nødvendige arbejdsmiljøhensyn kan tages i betragtning så arbejdet organiseres og tilrettelægges mest hensigtsmæssigt på den enkelte skole. For det er bedre – og billigere at forebygge end at reparere når det er gået galt

OG sidst men bestemt ikke mindst … DLF skal tage mere systematisk fat på ”social kapital” og det nyere begreb ”Professionel Kapital”, som Andy Hargreaves og Michael Fullan har introduceret *. Gymnasielærerforeningen har allerede taget ”Professionel Kapital” til sig og bruger dette aktivt til at skabe bedre trivsel på arbejdspladserne og få indflydelse på rammer og organisering, så det matcher arbejdet som professionel og giver bedst mulig opgaveløsning. Fællesskabet om god undervisning og "Teaching like a Pro" er essentielt for os lærere men forudsætter at vi har et professionelt råderum og handle- og beslutningskompetence !

DLFs nye Hovedstyrelse skal i arbejdstøjet for at forbedre lærernes arbejdsmiljø.

Læs også gerne indlæg: "Jeg holder af hverdagen ..." :)

#DLFvalg #stempårikke #rikkeiHST

https://www.youtube.com/watch?v=YFWyYROuUcw&feature=youtu.be

* Andy Hargreaves & Michael Fulla har skrevet bogen: "Professional Capital - Transforming Teaching in Every School". (udkommer på dansk primo 2016)

Powered by Labrador CMS