Sverige holder fast på individuel løn

De svenske lærere har netop fået ny overenskomst, som cementerer beslutningen om, at løn er noget, der fastlægges individuelt i en samtale mellem ansat og chef. Aftalen indfører ens minimumsløn efter et år for pædagoger og lærere.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Uddannelsen til pædagog, lærer og gymnasielærer er i Sverige én uddannelse, hvor man undervejs vælger retning. Den nye fælles minimumsløn efter ét års ansættelse, 18.800 SKR om måneden, gælder dog kun børnehavepædagoger, fritidspædagoger, modersmålslærere og lærere fra 1. til 7. klassetrin i grundskolen.

Derudover rummer aftalen kun én form for løngaranti, nemlig at der i gennemsnit per lærerorganisation udmøntes en lønstigning på minium to procent om året. På individuelt niveau er der ingen garantier.

Ingen nye arbejdstidsregler

De to lærerorganisationer, Lärarförbundet og Lärarnas Riksförbund gik ind i forhandlingerne med ønsket om flere centrale regler på arbejdstidsområdet som grundlag for de lokale forhandlinger. Det lykkedes ikke, men de kommunale arbejdsgivere erkender, at der er problemer, og parterne har nu besluttet at gennemføre et fælles udredningsarbejde.

De to foregående læreroverenskomster var fem-årige, mens den nye kun gælder 27 måneder.

"De lange aftalers tid er forbi for det svenske lærerkorps. Vi har konstateret, at lærerne ikke fik tilstrækkeligt i de tidligere aftaler i forhold til aftalens længde. Vi har nu indgået en kort aftale med garanteret lønudmøntning. Disse to elementer er meget centrale for vores medlemmer", sagde formanden for Lärarnas Riksförbund Metta Fjelkner ved aftaleunderskrivelsen.

Lærernes lønudvikling er som i de to foregående aftaler knyttet op til den lokale skoleudvikling:

"Aftalen giver tydeligt besked: Skoleudviklingen skal fortsatte, og veluddannede lærere skal have en ordentlig betaling", sagde Lärarförbundets formand Eva-Lis Preisz ifølge forbundets hjemmeside.

Powered by Labrador CMS