Debat

Phubbing - tag det meget alvorligt!

De sociale medier har for alvor nedbrudt klasseværelsets, barneværelsets, spisestuens, sofahjørnets og mange andre steders 4 vægge. Med phubbing menes her det (nye) begreb og det fænomen, der kan beskrives som nutidens meget udbredte brug af medier til at komme i kontakt med andre end dem, der ellers er i ens nærvær og face to face i samme rum. Især brugen af mobilen er med til at skabe phubbing. Mediekulturen er efterhånden udviklet i en grad, hvor vi skal passe på, at det nærvær, der faktisk (i hvert fald i mit perspektiv) burde være der, når flere mennesker er sammen de nævnte steder, det nærvær ødelægges eller forsvinder helt. Nærværet forsvinder ud i mediebrugen, så det bliver særdeles svært at bevare de oprindelige (for-) mål med samværet, samarbejdet og ikke mindst nærværet i de nævnte situationer.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I en skoletime med phubbing er det nemt at forestille sig, hvordan undervisningens formål bliver tilsidesat med mediebrugen. Det samme gælder også ved spisebordet i familien, hvor det oprindelige (for-) mål kan siges at være, at familien kan hjælpe hinanden ved at få talt hverdagens begivenheder igennem sammen, hjælp og vejledning kan gives til de yngste i forhold til (nye) sværre situationer, aftaler kan indgås for de kommende dage, osv. Men phubbing kan ødelægge det i den grad, at familien blot sidder sammen og spiser, men egentligt ikke har noget at sige hinanden, fordi familiemedlemmerne i stedet søger det virtuelle samvær, fx via mobilen. Den phubbing, der faktisk foregår de nævnte steder er med til at ødelægge nærværet og gøre tilstedeværelsen meget overfladisk og præget af konstante afbrydelser.

Men hvad er det så, der skaber det forhold, at særdeles mange børn og unge - og i nogen grad også voksne - vælger phubbing?

Hvorfor vælger vi på den måde ikke at være nærværende, men nærmere have en eller anden højere grad af psykisk fravær, når vi er i samme rum med mennesker, vi deler formål med?

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

De spørgsmål søger denne artikel at belyse, selv om jeg ikke vil kalde det mit speciale eller påstå at denne artikel er udtømmende på området. Idéen er at igangsætte en efter min opfattelse alvorlig debat, som er både menneskeligt og samfundsmæssigt meget relevant og aktuel. Gerne en mere nuanceret debat, der tager flere perspektiver med end blot det, at mobiler er forstyrrende for undervisningen. Og del derfor meget gerne denne artikel på de sociale medier :-)

Debatten ønskes bl.a. fordi, der kan være noget både menneskeligt og samfundsmæssigt (økonomisk) farligt, hvis udviklingen med phubbing og stigende mediebrug på uheldige steder og i uheldige mængder fortsætter.

Både skolelivet og familielivet (eller single livet) vil kunne udvikle sig i en i mine øjne ret uheldig retning i forhold til målene med vores aktuelle samfunds indretning. Børn og unge skulle gerne have en barndom, hvor de føler sig værdsatte af nærværende voksne, herunder gerne to voksne (biologiske el. ikke biologiske forældre), der værdsætter børn. Og børn og unge skal gerne have en skolegang og uddannelse, som der kan drages nytte af i samfundet.

Ovenstående lyder selvfølgeligt konservativt. Men så længe, der ikke er en gennemtænkt retning på det, der aktuelt sker, men tværtimod er samfundstænkere (aktuelt politikere uden tilstrækkelig forstand på at tænke kloge tanker om børn og unge og efterfølgende handle klogt derefter), der uden at skabe et levedygtigt alternativ nærmere er i gang med at ødelægge vores samfunds indretning med fejlagtige (skole-) reformer og fejlslagen (skole- og ungdoms-) politik, så længe kan der jo næppe blive tale om en hverken liberalistisk eller socialistisk præget artikel her. Det er næppe hverken samfundsmæssigt eller menneskeligt ønskeligt og forsvarligt at gå lige fra socialliberalisme til det rene anarki, som det aktuelle rod faktisk kan ende med. Og det rene anarki kan desværre - viser historien - hurtigt blive afløst af diktatur, når en (smart, men ikke nødvendigvis særligt menneskelig) leder griber ind og tager magten. Bare se på, hvad der aktuelt sker i Rusland! (Selv om der dog aldrig helt har været demokrati).

Ovenstående går mest på det samfundsmæssige perspektiv, men det samfundsmæssige opbygges jo (forhåbentligt) fortrinsvis på baggrund af det menneskers værdier og handlinger, samfundet er menneskeskabt. Derfor skabes fremtidens samfund vel også af de forhold og værdier, som er med til skabe nutidens børn og unges udviklingsmuligheder på det menneskelige område.

Skal vi have et mere menneskeligt samfund (og mindre virtuelt end det aktuelle) med nærvær, forståelse for familiens problemer, reel og psykisk tilstedeværelse i undervisningstimerne i skolen osv., skal børnene også opleve og udvikle sig under sådanne forhold. Som det er nu, så oplever børnene måske for lidt succes, nærvær m.m. i den virkelige verden. Det gør mediebrugen til "vinder" i børnenes sind, når børnene oplever mere succes ved at være "på" på de sociale medier end ved at være "med" og psykisk tilstede på skolebænken eller "med" i det der sker omkring spisebordet derhjemme. Den menneskelige hjerne er sådan indrettet, at den reagerer med et stof, der ca. kaldes dopamin, som giver mennesket en rar følelse eller måske ligefrem en lykkefølelse, når mennesket oplever succes. Og måske kan den succes (desværre) også skabes kunstigt via mediebrugen, jf. nærmere herunder.

Jeg vil ikke benægte, at der er mange børn og unge, der vitterligt har menneskelig succes ude i den virkelige verden. Men der er noget "farligt" og "testeriagtigt" i den aktuelle mediekultur, hvor måske flertallet af skolebørn også er kulturelt "smittet" af alt "testeriet". Ikke alene skal de nu via målstyring af undervisning konstant testes eller teste sig selv i den faglige del af skolen. Desværre hopper mange skolebørn også (medie-) kulturelt med på "testeriet". De går hele tiden på nettet via mobil, iPad, PC osv., hvor de online i døgndrift året rundt søger bekræftelse af såkaldte "venner" eller deltager i den konstante bekræftelsesmani.

Der er skabt en mani, hvor børn og unge (og mange voksne) hele tiden søger at skabe, genskabe og med henblik på bekræftelsen udstille sig selv som "vindere". Det kan vi i allerhøjeste grad også kalde et "testeri". Dette testeri kan i virkeligheden også skabe en del tabere, efterhånden som mange af de unge "opdager", at de blot er "fanget" i reklamemagternes (penge-) spil derinde på de sociale medier. Et spil, de ikke kan leve af, men som reklamemagterne scorer deres store overskud på.

Børnene vil jo næppe som voksne kunne leve af at "teste" hinanden derinde i det virtuelle. Så for mange børn og unge (og måske også en del voksne) er det (Facebook, andre sociale medier m.m.) et overfladisk tidsspilde uden noget nærvær med ens virkeligt nære relationer (eller dem, der burde være det!). Et virtuelt sted, hvor mange gennem det konstante gensidige "testeri", hvor hvert enkelt individ bekræfter andre og selv får bekræftet sig, som "vinder" derinde.

Medierne kan på den måde skabe en kunstig succes, der er socialt konstrueret og tom for noget som helst, der ellers kunne vurderes kvalitetsmæssigt højt, udover det, at det kan være værdifuldt, som en trøst i forhold til individets virkelige verden, desværre. Og så er vi tilbage til "flugten fra virkeligheden", den virkelighed, hvor individet gerne skulle være til gavn for sig selv og andre!

Og flertallet glemmer muligvis hvad de er, når de (forhåbentligt) ind i mellem slukker for mediet (mobilen osv.) og opdager det, at de i virkelighedens verden ikke har så forfærdeligt meget at bygge deres selvværd og selvtillid på.  Måske fungerer det sted (og mange andre lignende virtuelle steder) på den måde, som en slags flugt fra den virkelige (taber-) verden, der for længst har spillet fallit i forhold til det at værdsætte alle børn og i det mindste forsøge at gøre dem lykkelige!

Det er fx svært som lærer at præge børns selvværd i den virkelige verden, når en stigende del af undervisningstiden skal bruges på konstant at teste, hvorvidt børnene har nået det aktuelle mål i undervisningen. Så kan de elever, der har nået målet få bekræftet og udviklet deres selvtillid (der handler om at kunne noget og kunne det godt). Dette imens tiden til at værdsætte de elever, der ikke kan så godt og derfor ikke (endnu) får styrket deres selvværd, den tid bliver mindre. Nogle vil mene, at så har læreren blot ikke undervisningsdifferentieret tilstrækkeligt godt, hvis alle børn ikke oplever at kunne i en time. Men desværre er hverken forberedelses- og undervisningstiden eller -materialerne (aktuelt) udviklet til at kunne leve helt op til det mål, at alle skal opleve at nå målene. Vi lærere forsøger naturligvis, men det er oftest umuligt at nå rundt til alle eleverne på hvert deres niveau i timerne.

At børn og unge også udstiller en virkelig lykke ind i mellem på Facebook og andre steder, vil jeg naturligvis ikke benægte. Der tages fotos og de lægges ud til glæde for alle "vennerne" og også familie, der fx kan leve i et andet land. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på alt den ulykke, der også udstilles derinde samt på alle de skilsmisser der foregår - ikke på nettet, da folk heldigvis stadig bliver gift i virkelige kirker :-)  Men måske er single livet stigende og familielivet faldende i værdi især pga. den overfladiskhed phubbing kan være med til at udvikle og opretholde!

Tænk gerne over alt dette næste gang du laver procedurer for mediebrugen i klasseværelset, familien, ungdomsklubben og andre steder, hvor mere nærvær kan være tiltrængt :-)

Da jeg gerne vil skabe og udbrede en debat omkring ovenstående, vil det glæde mig meget, hvis du deler denne artikel på de sociale medier. Og kommer du også med en konstruktiv kritik eller kommentar her eller på de sociale medier, vil det glæde mig meget mere :-)

Jeg er udmærket klar over at vi har haft en debat omkring mobiler i skolen, herunder fx at brugen af dem kan forstyrre undervisningen. Men den debat gik netop mest på forstyrrelsen og dækkede ikke alle de konsekvenser brugen ellers kan have, herunder også konsekvenser, som børn og unge muligvis kan få bedre øje på, hvis der skabes en mere nuanceret debat.

Powered by Labrador CMS