Ikke mange tør eller ønsker at sætte ord på Folkeskolens dybeste krise. Krisen handler om ro, respekt og disciplin. Handler om et farvel til et Helvede af uro, egoisme og mangel på respekt for hinanden og for voksne. Et farvel til at opføre sig som man vil og et farvel til ”enhver er sig selv nærmest”.

”Jo længere væk fra praksis man er, jo klogere synes man at være på den”.

Jeg kan ikke huske, hvorfra jeg har citatet, men essensen af det har jeg desværre måttet erkende mere og mere de seneste år. Det gælder ikke kun Folkeskolen, men her forekommer det mig at være særdeles tydeligt og mærkbart.

Ministeriet og dets embedsvælde sidder trygt på kontorstolene i deres teoretiske vakuum, hvor teorier, drømme og visioner gror som skvalderkål, alt mens den kongelige mønt er en mangelvare ude på skolerne. Som aldrig tidligere kommer alting ovenfra og fra mennesker, hvis hverdag ligger uendeligt langt fra praksis.

Der ER ikke penge til alt det ”geniale”, kontorstolene og Niels Egelunds disciple så gerne vil. Hvorfor går disse selvbegejstrede ildsjæle dog ikke ud på skolerne og ser, hvor stressende og opslidende verden er i praksis, og hvor halsløs gerning den nye trend - inklusion – kan være?Nuvel, skolen kan inkludere mange børn med faglige og sociale udfordringer. Der er kompetente lærere og pædagoger, der kan løfte opgaven, endda uden i hordevis at skulle sendes på dyrebare efteruddannelser. Det er ude i praksis (i felten), man kan se både mulighederne OG evner at se begrænsningerne. Det sidste vækker ikke jubel oppe hos kontorstolene på den teoretiske piedestal. ”Man” lytter deroppe, siger ”man”. Jo tak, men ”man” hører jo ikke efter. På den led har kontorstolene på piedestalen meget til fælles med de uopdragne skolebørn.Ikke underligt at mange har fået den lidt uvenlige tanke, at inklusionen og ligeledes reformen i bund og grund ER en spareplan. Men lad os håbe, det ER en spareplan. Ellers giver det ikke fornuftig mening! Ellers er det hovedet under armen!

Det er ganske vist vanskeligt, at få kontorstolene til at erkende det. Men jeg har selv adskillige gange været i selskab med kontorstolene og fået Uffe Ellemann-agtige smil og tø hø’er med en sagte bemærkning om, at ”det gør jo ikke no’et, hvis vi osse sparer.

”Respekt for teoretiske forestillinger, drømme, visioner. Dem er der tilsyneladende ubegrænsede kongelige mønter til.  Måske er det derfor at mønterne er væk, når praktikerne skal bruge dem? Det ER store summer, der investeres i kontorstolenes visioner.Hvorfor skal der bruges så mange ressourcer? Åbenbart er svaret, at når alle teorierne og visionerne helst SKAL opfyldes, så betyder hverken tid, penge, børnenes tarv eller personalets trivsel ret meget. Ideerne skal tvinges igennem, og der er ingen grænser for, hvor mange ”kloge hoveder”, der skal læsse deres teorier af i håb om, at kontorstolenes visioner går i opfyldelse, så de kan klappe hinanden på skuldrene, mens endnu en skolelærer sidder i min klinik med stress og knækket selvværd.Værsgo’, næste! Nå, det var ikke en lærer, men en elev. Endnu én, der knækker på grund af uro i skolen. En skole med krav og krav og krav, bortset fra kravet om ro og respekt. Aldrig har der været så mange børn og unge med stress symptomer. Hvorfor mon? Ja, hvorfor mon?Tænk hvis kontorstolene lagde lige så mange ressourcer og kongelig mønter i at SIKRE disciplin, respekt og læringsparathed, inden børn og forældre banker på til et Folkeskoleophold. Hold da op, sikke et læringsmiljø.  Tænk, hvis folkets skole kun havde til opgave at lære børnene at arbejde sammen i og om læring  -  at arbejde fagligt og i effektivt samspil uden forstyrrende (uopdragne) børn, der sluger tid og kræfter råt på de andres bekostning. Tænk hvis skolen ikke skulle bruge så mange kræfter og så megen tid på at skaffe ro, at grund-opdrage, at skabe respekt og disciplin. Tænk hvis skolen ikke skulle kæmpe med curlingbørn, butlerbørn og egoisternes egoistafkom. Tænk hvis skolen krævede noget INDEN skolestart, og holde fast i kravet op gennem forløbet. Tænk hvis det var der, man brugte ressourcerne og den kongelig mønt. Tænk hvor mange gladere børn, lærere og forældre, vi ville se. Tænk hvis man som noget helt nyt spurgte lærerne, hvad krisen i virkeligheden handler om. Tænk, hvis disciplin og respekt blev et krav i skolen.

Tænk hvis ordene disciplin og respekt blev læst, forstået og tolket positivt… og ikke gav associationer til gamle dages sorte skole, men til almen pli og høflig optræden, så de unge både nu og senere kan begå sig i verden. Tænk hvis kontorstolene var praktikere, der vidste, hvad de talte om.

Ja, tænk engang.