Blog

Læreren bør være et renæssancemenneske

Indimellem falder arbejde og fornøjelse sammen i den skønneste symbiose. Det var tilfældet for mig da jeg en onsdag i foråret fik mulighed for at interviewe Knud Romer. Til de der ikke kender Knud Romer, så er der ikke andet at sige end – your loss. Spørg google, men først når du har læst dette selvfølgelig.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Grunden til at jeg finder Knud Romer interessant som skoledebattør, er at han på den ene side siger vi skal være nysgerrige på eleverne, men på den anden side argumenterer for en stringens og en ordentlighed, som jeg ikke kan se vi har haft de sidste 30 år, hvor vi måske i højere grad er kommet til at spørge eleverne, hvad de har lyst til. Til det svarer han.

Ja, du skal ikke give fortolkningen fri for eleverne. Du skal være en guru – den oplyste kritiske fortæller, der fører dem ind i virkeligheden med en differentieret, nuanceret kritisk distanceret bevidsthed. Det sidste de skal sige til dig som lærer det er, ”det tror jeg simpelthen ikke på” ”for det kan da godt være du siger alting er en social konstruktion, men når jeg slår mig så gør det stadig ondt, for virkeligheden findes, så det der gider jeg ikke høre på makker – farvel” (Knud klapper for at illustrere begejstring). Pædagogik handler for mig om at tage eleverne der hvor de er og så forføre dem – du skal skal have et klart mål om, hvor du vil have dem hen, men det bliver svært når der er et hierarki der skal videreføres; Kongens fald er fantastisk – mangabøger er rædselsfulde. Pophistorien er lige så vigtig, hvis ikke vigtigere og lige så fundamental, lige så differentieret, lige så indviklet – det kræver lige så meget social programmering at kunne begå sig på en natklub som at komme til en klassisk koncert. Der er jo ingenting der er vilkårligt – intet er jo forudsætningsløst. Du kan bruge hvad som helst til at lære dem at være kritiske. I samfundshistorie ville jeg da bruge popmusik hele tiden.

Jo, men det kræver vel en meget specifik faglærertænkning, hvis jeg skal kunne alt det du siger og perspektivere mit fag på alle de forskellige niveauer?

Falihos

Falihos er en frivillig faglig forening, der arbejder på at styrke fagene historie og samfundsfag. Det gør vi ved at stille netværk og den nyeste viden til rådighed for vores medlemmer ligesom vi deltager i det politiske arbejde og blander os i debatten om fagene.

Tværtimod, du skal være renæssancemenneske. Du skal være universalist.

Jeg skal kunne alt...

Ja, for du skal være istand til som historielærer, at kunne inddrage en popsang. Eller mode. Eller slangudtryk. Ved at tage udgangspunkt i bandeord kan man gå helt tilbage til urtiden, hvor man troede at det man sagde skete. Man skal gøre det sanseligt og lystfuldt, så det giver umiddelbar god mening.

Samfundsfag synes jeg jo på mange måder skulle være meget mere praktisk, altså hvis man ligesom i Amerika lavede mere friviligt arbejde i samfundsfag. Engagerede sig i helt konkrete projekter rundt omkring. Lavede projekter. Søgte at lave samfundsarbejde ik'. Og så også havde mere praktik ligesom i din egen samfundsøkonomi, at man havde undervisning i selvangivelser, at du får undervisning i privatøkonomi nu er godt. Vi bliver jo opflaskede uden hænder, uden nogen som helst viden i en praktisk livssammenhæng. Hvor du kan begå dig på latin, men hvad kan jeg trække fra?

Dette er et uddrag af et længere interview, jeg har lavet med Knud Romer og som medlemmer kan læse i Falihos' onlinemagasin ”Historie og samfundsfag” på www.Falihos.dk. Har du forslag til temaer eller artikler, er du altid velkommen til at skrive til vores redaktør på Ditte@falihos.dk