På den nyligt afholdte SOPHIA-konference - som vi er mange, der er kede af, at vi ikke kunne deltage i - blev det igen udtalt, at hvis blot lærerne deltog i reformarbejdet med større begejstring, ville alting gå betydeligt lettere. Denne gang var det departementschef, Jesper Fisker, som mest direkte fremførte synspunktet, men han er bare en blandt mange fremtrædende reformtilhængere, som efterlyser lærernes begejstring.  

Vi kan hurtigt blive enige om, at lærerne er den vigtigste enkeltfaktor for elevernes udbytte af undervisningen, og en lærer uden begejstring er tæt på ligegyldig. Velsagtens decideret kontraproduktiv.  

Langt ind i Finans- og Undervisningsministeriet findes en harmdirrende vrede og fortvivlelse over, at vi lærere fortsat ikke for alvor er kommet os over lockouten i 2013. Jeg tror oprigtigt, at det er kommet bag på dem, at sårene er så dybe. Udover, at de glemmer den helt oplagte kendsgerning, at overgrebet kompromitterede vores faglighed, selvforståelse og anseelse, glemmer de, hvad der måske er endnu værre, at resultatet af konflikten blev Lov 409. Og arbejdstidsloven lever i bedste velgående over det ganske land og er en væsentlig synder i den aktuelle nedbrydning af folkeskolen.   

Et eller andet sted må man lade sig imponere over den ukuelige optimisme, som fortsat præger mange af beslutningstagerne. Jeg har selv vældig svært ved at finde grundlag for den, når jeg taler med lærere og ledere.  

Og så bliver vi ellers mødt med et hav af opløftende meldinger, som alle bidrager til en samlet oplevelse af en noget tvivlsom forandringsledelsesevne:

”Ro på. Nu har vi jo kun lige taget hul på år 2 af reformen, og vi lærte rigtig meget af år 1. Vel er vi ikke kommet alt for godt i gang med år 2 heller, men alle store forandringer tager tid.

Der går nok yderligere 2-3 år, før vi er helt på plads.”

”Ja, det kan godt være, at det ikke er perfekt endnu, men intentionerne er vi enige om – de fejler jo ikke noget. Vi vil det rigtige. Nu må I lærere bare på banen og bidrage, så vi sikrer, at det bliver den succes, vi alle ønsker og har brug for, og alle store forandringer tager tid.

Der går nok 5-6 år, før vi er helt på plads.”

”Vi må tage én ting ad gangen og implementere tiltagene hen ad vejen. Det er stort, det her, og Rom blev ikke bygget på én dag. Vi må spise elefanten i små bidder, for alle store forandringer tager tid.

Der går nok 10 år, før vi er helt på plads.”

Og så er det ligesom om, at det hele altid kan klares med en rejsemetafor eller to.

Jeg fulgte for efterhånden lang tid siden en ganske morsom tråd på Skolekoms faglige konference, som jeg godt kan lide at trække frem. Den åbnes på den her måde:

”Hvordan får vi stoppet den her lalleglade tradition med at skulle tage alt fra den positive vinkel, selv med udsigt til sikker katastrofe? Min skoleleder siger, at vi næste år skal bygge skibet, mens vi sejler. Det er et billede, der absolut ingen mening giver - men det siges med et positivt smil. Så er man et negativt element, hvis man siger, det er noget ævl.”

Til dét bliver der svaret følgende:

”Som medlem af Landsforeningen, 'Levende Hav', kan jeg fastslå, at ingen sejler ud på et skib, samtidig med, at de bygger det. Dette vås om at sejle ud, samtidig med at skibsdrengen smører kølen, filippineren hænger på fribordet og negeren smører dieselen er ikke sømandsskab, men ulovligt og uansvarligt plat. Folk der anvender slig metaforik burde sendes forfra på studiet, hvis de da har gennemgået et sådant.”

Og udvekslingen afsluttes med:

”Du mener ligesom at væve faldskærmen i faldet? Eller mener du mere ligesom at vælge cykelhjelm, når du allerede er ude af balance? For de tilfælde jeg kender til, hvor man har bygget skibet, mens det sejlede, har alle været polarekspeditioner, hvorfra få eller ingen er returneret i live.”

(Red. af undertegnede)

Hos os har flere lærere været del af arbejdsgrupper, som tog på farefulde ekspeditioner i selskab med den sammenhængende skoledag og den understøttende undervisning - langt væk fra selvmodsigende og indbyrdes modsatrettet lovgivning. Der synes at være et vist behov for at bevæge sig så tilpas langt væk fra virkelighedens konkrete udfordringer, at de ikke forstyrrer.

For at blive i metaforernes verden kan man sige, at reformtoget buldrer derudaf; mange steder uden både togfører, billetkontrollører og passagerer. Ingen ved, hvor det fører os hen, og spørgsmålet er, om toget i det hele taget formår at holde sig på skinnerne?

Her til sidst vil jeg citere en pointe fra en af skuespilleren, Flemming Jensens, sketches:

"Man behøver ikke at vide meget om peristaltik for at kunne indse, at hvis man har is i maven, så bliver man nemt kold i røven."

Og så er der lige den med at slå koldt vand i blodet. Jeg har undersøgt sagen og har fundet ud af følgende:

”Koldt vand påvirker ikke kun vejrtrækningen, men har stor indflydelse på hele kroppens motorik og funktionsevne. Kuldechokket opleves ganske enkelt som smertefuldt, man hyperventilerer yderligere, og risikoen for at få muskelspasmer i bryst og lemmer forøges. Kuldechokket forårsager en massiv forøgelse af hjerteslag og blodtryk, og er man ikke sund og rask, er man et lettere offer for hjertestop og kvælning.”

(Niels Chr. Hansen: ”Koldt vand i blodet”, red. af undertegnede)

Alt i alt synes jeg altså at have evidens for at mene, at is i maven og koldt vand i blodet ikke nødvendigvis er vejen frem.

Men hvad ved jeg? Jeg er jo bare lærer.