Vælgerne vil gerne sikre kommunalt ansatte ved reformen

Socialdemokraternes formand Mogens Lykketoft har i valgkampen spillet ud med, at de ansatte skal sikres mod forringelser i løn og ansættelsesvilkår i fire år efter kommunefusionerne. Og et flertal af vælgerne står bag, viser en undersøgelse.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

63 procent af alle adspurgte i en undersøgelse, som Gallup har gennemført for de kommunalt ansattes forhandlingsorganisation KTO mener, at der i lovgivningen skal være en garanti for, at ansatte i amter og kommuner ikke går ned i løn, som følge af kommunalreformen. Halvdelen af de kvindelige vælgere mener, at der også skal være en garanti i lovgivningen for, at der ikke sker afskedigelser af medarbejdere i amter og kommuner, som følge af kommunalreformen. For mændene er tallet 33 procent, og undersøgelsen viser, at den nuværende regerings vælgere ikke vil give sådan garanti, mens oppositionens gerne vil.

"Nu mangler vi en udmelding fra regeringen. Vil den også være med til at sikre de offentligt ansattes vilkår i en flerårig periode? Eller skal vi fortsat spises af med en 3-15 måneders garanti? Det er konsekvensen, hvis regeringen fortsat holder fast i, at den nuværende virksomhedsoverdragelseslov skal være den eneste garanti for de offentligt ansattes vilkår", siger formanden for KTO, Dennis Kristensen, i en pressemeddelelse.

Powered by Labrador CMS