I går afsluttede jeg mit første forløb i biologi, 7. klasse. Vi har rollelæst om åens snoninger, høller, brinker, stryg og stille områder. Om vandkalven, vårfluelarven, døgnfluenymfen, rygsvømmreren, skøjteløberen, ørreden og geden. Om ånderør, fysisk gælle, hudånding, tracheer og gæller.

Og vi har øvet os. I grupper, med Kahoots, tegninger og begrebskort.

Forsynet med vores nye ekspertviden drog vi i går afsted mod Fladsåen for at teste den i praksis. Dette var den endelige evaluering. Kunne vores boglige viden om levesteder bruges til at føre nettet gennem vandet de rigtige steder? Huskede vi det, vi havde læst? Var det noget værd?

Det første vi opdagede var, at åen ikke rigtig lignede bogens tegninger. Den var jo meget større! Og vi måtte gennem busk og krat for at finde de gode snoninger, hvor vi havde læst, at livet gemte sig. Det gav pote! Vi fangede både de små, hurtigt skøjtende vandkalve, de store, farlige skorpionstæger, den underligt udseende slørvingenymfe og de lidt klamme krebsdyr med deres fimrende lemmer. Det kunne betale sig at læse først.

Pludselig kom Emil løbende, rød i kinderne. ”Jonas har fanget en ørred!” råbte han, og så på os med store, runde øjne. Kort tid efter var Jonas omringet af klassekammerater, der stod på tæer for at se den ultimative fangst. Og ganske rigtigt. I hans lille plastbøtte svømmede en lille 6 centimeter lang bækørredunge rundt. Fantastisk!

Hjemme i biologilokalet blev de små dyr studeret grundigt i fotobakker og under mikroskop. Jævnlige udbrud lød når skorpionstægen nuppede en ferskvandsreje eller når det så ud til, at dyrene parrede sig. Spørgsmål og forklaringer hvirvlede gennem luften i en konstant opadgående spiral og selv om mange lå uden for mine beskrevne læringsmål, søgte jeg alligevel at besvare dem alle. Jeg fornemmede, at det var værdifuldt at støtte op om den intense stemning.

Jonas og ørreden havde fået en større følgeskare på vejen hjem. De sikrede den nyt vand før hjemturen og skiftede igen så snart de landede. Men hvad nu? Hvordan sikrede vi, at den lille fyr ikke gik til? Skulle nogen bringe den tilbage til åen? Kunne vi sætte den ud i skolens dam, selvom vandet så noget uklart ud? Kunne vi beholde den?

Det sidste spørgsmål vandt indpas. Det var tydeligt, at klassen nødigt slap deres fantastiske fund. ”Det kan blive klassens maskot”, sagde Magnus, og høstede mange anerkendelser fra resten af klassen, der nu vendte sine forventningsfulde blikke mod mig.

Min indre regnemaskine gik i gang…ja, vi kunne da godt tage et akvarium fra øverste støvede hylde og finde en pumpe…og der var da også rigeligt med vandplanter i dammen…og smådyr, vi kunne fiske over i akvariet…men vi kunne ikke nå det før pausen…og det var ikke noget, jeg havde planlagt med eller opsat læringsmål for…og hvad med weekender og ferier? Var det ikke en dødssejler?

Jeg så på klassen, der stille stod i ring om den potentielle nye klassemaskot.

”Vi kan jo se, om vi kan finde et akvarie og en pumpe”.

Smilene nåede øjnene og mens jeg fandt tingene frem, blev ørreden navngivet ”Blubby” og lovet en kammerat, den kunne svømme med. ”Men det skal være det modsatte køn, ellers slås de bare”, sagde jeg. Og så gik snakken om hvordan man kunne se kønnet og Blubby blev studeret, dog uden at nogen blev klogere. Det måtte vente. Men Blubby fik i hvert fald en ny fødselsdag – det skulle være den dag, han blev del af klassen! Og så blev der ellers sunget fødselsdagssang.

Lige her vidste jeg, at jeg havde truffet en vigtig beslutning, da jeg gav Blubby et hjem i klassen. Sjældent har jeg oplevet mere intens samhørighed end en flok 7. klasser, der med forsigtige og kærlige stemmer sang 4 fulde fødselsdagsvers til ære for en ørred.

Nu står Blubby i klassen. De har fundet ud af, at det nok er en hun, for de har læst på internettet, at ørreden udvikler en ”krog” på ”hagen” i september, hvis det er en han – og Blubby har ikke en krog.

De henter vand fra koldtvandshanen, for de har læst, at ørreden ikke har det godt i vand, der er mere end 20 grader varmt og de har lånt et midlertidigt termometer fra fysik/kemi. De har fisket smådyr op af dammen, så Blubby har noget at leve af – han er nemlig et grådigt rovdyr – men har også købt fiskefoder.

Hvordan fremtiden tegner sig for Blubby vil tiden vise. Klassen har bestemt, at bliver han stor, vil de lave en ”Befri Willy 2”-film og sætte ham tilbage i åen.

Jeg indrømmer, at jeg lod 4 elever læse om ørreden i matematiktimen i dag. De vil gerne være eksperter, så Blubby får de bedste betingelser. De har givet sig selv lektier og vil opsøge eksperter, der kan bekræfte det, de læser og svare på det, de ikke kan finde selv. Jeg aner ikke hvad de ender med at vide. Det er heller ikke vigtigt.

Og det med uge 42 – efterårsferien - er ikke et problem. Der er flere, der gerne vil tage Blubby i midlertidig pleje. Jeg håber, at forældrene er med på den :)

Det vigtige er, at klassen har fået et nyt indhold i deres fælles liv. Et indhold, jeg ikke på forhånd kunne planlægge, men kun kunne håbe på. Et indhold, jeg er glad for, at jeg besluttede at følge op på, da muligheden opstod. Også selvom jeg ikke havde det med i mine læringsmål.