Om at stå i orkanens øje

Noget af det teknisk smarte ved et velfungerende demokrati er, at man i den offentlige debat kan identificere fejl og mangler i det bestående. Ved at have en fri og åbenhjertig kritik af vedtagne ”sandheder”, kan vi således sikre, at vi fortsat kan udvikle os og blive klogere. Praksissen er faktisk genial, idet også kritikken kan kritiseres, og så længe vi holde ytrings- og åndsfriheden i hævd, skal der meget til, før tingene går helt galt. I den frie debat kvalificeres altså både det bestående og kritikken af det bestående.

Den 31/8-2015 havde jeg en kronik i Politiken, hvor jeg præsenterede en kritik af debatten omkring skolereformen. Kronikken er blevet rost til skyerne fra nær og fjern, og især er den blevet rost for dens fairness og sobre tone - emnets alvor taget i betragtning.

Dagen efter udgivelsen modtager jeg en mail fra Politikens redaktion, der gerne ville vide, om jeg har belæg for at påstå, at centrale aktører omkring skolereformen er "gamle kommunister af den hårde slags". Mailen er meget venlig, og det er tydeligt, at redaktøren ikke bryder sig om situationen. Sagen er, at avisen har modtaget en klage fra en åbenbart betydningsfuld person, hvilket åbenbart gør, at redaktøren må reagere. Men ok, jeg skriver aldrig noget, jeg ikke kan dokumentere (i hvert fald gør jeg det ikke med vilje, hvis det en dag skulle ske), så det var bare et spørgsmål om at tage sig tid til at skrive et svar til Politiken. Det gjorde jeg så - uden at vide, hvem der var utilfreds.

Jeg fandt senere ud af, at klageren var en højtstående professor, der har særdeles gode forbindelser, og øver stor indflydelse på udviklingen af den danske folkeskole. Idet jeg fandt det dybt betænkeligt at være en del af sådanne lyssky klageforløb, skrev jeg naturligvis straks en venlig mail til den klagende professor. Først svarede han ikke, men kom ved en fejl til at sende en mail omhandlende min person til mig. Mailen var tydeligvis ikke tiltænkt mig, men til en anden, og jeg kunne af den udlede, at det ikke havde været planen, at jeg skulle vide, at professoren havde klaget over min kronik. Således vidste jeg, at der var noget større i gang.

Efter noget tid kom der endelig svar på min venlige mail, hvor jeg havde dokumenteret mine påstande. Professoren var nu faldet til ro, og vi fik en konstruktiv meningsudveksling. Måske var han også lidt flov? Jeg fandt bl.a. ud af, at man kan misforstå både formålet med og budskabet i nogle af mine tætpakkede formuleringer, og min nyfundne dialogpartner fik pr. citat nogle påmindelser om, hvad han rent faktisk har skrevet i sine tidligere bøger. Det var – da de lyssky manøvrer ophørte – således en god proces, hvor vi via dialog kom frem til en dybere afklaring.

Nu skulle man tro, at alt var godt igen, og jeg besluttede mig for ikke at bære nag over det hændte. Måske var det bare en enlig svale?

Nogle dage senere modtog jeg så en mærkelig og lidt ubehjælpsom mail fra en anden kant. Den var også skrevet af en meget vigtig skolepolitisk aktør – en person med stor indflydelse i praksis, med adgang til centrale politikere, og med pæn gennemslagskraft i medierne.

Vedkommende var oprigtigt vred og ked af det, og udtrykte dette i klare vendinger. Det blev udtrykkeligt meddelt mig, at en saglig dialog ikke var ønsket, men at jeg i stedet bare skulle hoste op med en undskyldning for vedkommendes svie og smerte. Afsenderen var tydeligvis personligt såret over min kritik af skolereformen og dens støtter.

Det var dog ikke det mærkelige. Det er helt ok at blive vred på mig, og jeg kan også godt leve med, at visse personer ikke vil tale med mig.

Hvad var det mærkelige så? Jo, det var, at mailen ikke kun var sendt til mig og en række indflydelsesrige personer, som jeg – udover afsenderen – også har kritiseret i den offentlige debat. Af en eller anden grund mente afsenderen, at min rektor (dvs. min arbejdsgiver) også havde brug for at vide, at vedkommende var sur på mig, og ikke vil have noget med mig at gøre.

Jeg svarede venligt den vrede afsender, at jeg naturligvis var ked af, at jeg med mine formuleringer havde såret ham og andre personer med stor magt, men at jeg stadig stod ved mine budskaber.

Afsenderen er en af de personer i Danmark, der relativt ubesværet kan få en kronik eller et interview i et større dansk dagblad. Alene ved hjælp af sin titel kan han forvente jævnligt at få spalteplads, og kvaliteten af det skrevne eller sagte synes at være mindre vigtig. I hvert fald skriver vedkommende normalt noget ret slasket floskeldans over de gængse nysprogs-gloser. Vi andre, der ikke har fine poster, er nødt til at skrive langt mere skarpt og kontant, hvis vi vil have adgang til medierne. Gør vi så det, bliver den vrede afsender forundret og skuffet, og vil have en undskyldning. Og naturligvis bliver der sladret til ens chef.

Således er mit private engagement i dansk skolepolitik nu blevet til noget, der ligner en personalesag. Min rektor må naturligvis forholde sig til, at en vigtig aktør i dansk pædagogik tilsyneladende hader mig så meget, at vedkommende helt mister kontrollen med sig selv. Det kan umuligt være godt for business.

Min personlige situation er nu, at vigtige personer fra det mange kalder Danmarks Pædagogiske Oligarki (DPO) på forskellig vis er ved at lukke alle døre for mig:

1) Politiken har bag min ryg fået en (vistnok ret insisterende) henvendelse fra en indflydelsesrig dansk professor med fine forbindelser, og jeg kan sådan set godt forstå, hvis avisen, der foretrækker at være på god fod med DPO, ikke skal have mere klinket.

2) Flere personer tæt på magten i dansk uddannelsespolitik er af hinanden blevet involveret i sagen.

3) Min rektor har - pga den vrede mail, der blev sendt til hende - nu ved selvsyn set, hvor intenst vigtige samarbejdspartnere hader mig.

Undervejs i dette forløb har jeg forsigtigt foreslået en af de mest indflydelsesrige af mine kritikere, at de måske kunne overveje at skrive et læserbrev, hvor de kritiserede mit synspunkt og mine formidlingsevner. De kunne jo bare skrive noget om, at de bestemt går ind for demokrati og åndsfrihed, og at min kritik er helt forfejlet! Sådan gør man jo i et demokrati med ytrings- og åndsfrihed. Indtil videre er det dog blevet ved de mere klassiske manøvrer, som man kender fra totalitære stater og bevægelser. Det er aktuelt situationen i dansk uddannelsespolitik, hvor beskyttelsen af vores værdifulde vaner burde finde sted.

I min kronik, som er anledningen til den seneste tids angreb på mig som person, påstår jeg, at vi fra top til bund er ved at opgive vores tradition for demokrati og åndsfrihed. Jeg påstår, at dansk pædagogik styres af en lille indspist gruppe, hvor hovedparten af medlemmerne ikke har sans for vores kultur og historie. Jeg skriver bl.a. ”Hvis vi som land ophører med at opdrage kommende generationer i deres frie omgang med kulturens ånd, sprog og fag og i stedet træner dresserede, arbejdsmarkedsparate opportunister, er der intet at bygge et land på.”

På en måde kan man sige, kronikkens efterspil har understreget pointen på særdeles effektiv vis.

Ovenstående er bevidst skrevet uden at nævne navne på de handlende aktører, men jeg har skriftlig dokumentation på alt, der står i ovenstående. Det kan sagtens være, at en offentliggørelse på et tidspunkt kan blive nødvendig, men jeg vil selv da foretrække, at de selv kommer frem med deres version af sagen. Hvorfor gør de sådan? Hvad tænker de mon om det? Jeg ser intet formål med at udstille dem personligt, men jeg kan heller ikke leve med at lade deres praksis bestå uantastet. Det er den magtkultur, de repræsenterer og understøtter, der er problemet, og hvem der senest har gjort noget grimt, er i det lys mindre vigtigt. Ikke uvæsentligt, men mindre vigtigt.

Litteratur:

Min kronik i Politiken: http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2818106/konkurrencestaten-har-erobret-folkeskolen/