Jens Raahauge
Blog
Piger på WC og skoleledere på TV
De seneste par uger har givet mine følelser som dansklærer op- og nedture: fryd i klasserummet og frustration over vilkårene for folkeskolens lærere.
Igen i år har jeg nydt det privillegium at være på et par ugers rundtur til de bornholmske skoler for at fortælle eleverne om litteratur; det være sig om kanonforfattere eller om nutidige stærke forfatterskaber.
Det har været en fornøjelse at møde de mange dedikerede dansklærere der har noget fagligt og menneskeligt på hjerte - noget nødvendigt og noget dyrebart som de mener eleverne har krav på at få del i.
Men for en del af dem er glædens tærskel blevet urimeligt høj: der er ved at udvikle sig en uvelkommen forskel på vilkårene mellem folke- og privatskolerne. Jeg har set det mange steder i landet, men nu fik jeg det i koncentreret dosis: dansklærerne smiler stadig, men i folkeskolen gør de det på trods.
Det er super at lærerne fortsat har ordentlige forhold på privatskolerne, men der er grund til at råbe op folkeskolens ejere og rammesættere op. Vilkårene for at levere god undervisning i folkeskolen bliver til stadighed forringede. Jeg troede sidste år, at det var et overgangsfænomen, men meget tyder nu på at det er et reformfænomen. For lidt tid og for opsplittede rammer til forberedelse. For lidt tid til planlægning og samarbejde! Og så alt det andet omkring inklusion, forældresamarbejde, bevægelse, understøttende undervisning, lektiecafeer, samrabejde med fritidslivet osv.
De bornholomske lærere jeg talte med, gav udtryk for at lederne gjorde et stort arbejde, men havde svære vilkår; akkurat som de selv har det.
For at få sat det hele i relief fulgte jeg med i DR's udsendelser fra Aalborg, hvor en engageret og erfaren dansklærer så ud til at have det akkurat som de lærere jeg befandt mig sammen med. Hun ville så gerne, men kunne ikke få virkeligheden til at hænge sammen. Og i en fabelagtig bisætning undrede hun sig over alt det væsentlige der ikke længere tales om!
Hendes ledere må til gengæld være anderledes end dem jeg blev fortalt om på Bornholm. De sang begge ivrigt med på omkvædet: Giv tid, giv tid, men havde ingen overvejelser over hvad der skulle gøres, ud over at man skulle blive bedre. Først den ene ting. Og så den anden ting. Og tju og tju og skomardreng. Der var slet ingen refleksioner der i lødighed bare nærmede sig lærerens centrale bisætning. Da så endelig souschefen tog bladet fra munden ved udsendelsesrækkens afslutning for at udtrykke sig bramfrit, så sagde han det samme som hidtil, nu bare tilsat bandeord. Som om Kaptajn Haddock nogensinde har undveget et skær med en ed! For mig at høre var lederne ikke reformens ja-hatte, men forvaltningens klap-hatte. Det bliver folkeskolens dannelses- og undervisningsarmod, hvis skolelederne fremover skal være forvaltningens forlængede arm ind i skolen og ikke skolens arm ind i forvaltningen.
I forbindelse med at finde en mening i denne galskab læste jeg i øvrigt hvad jeg kunne finde om vores nye minister på folkeskolen.dk, og her studsede jeg blandt andet over hyldesten til hendes gamle skole på Lemvig-egnen; den havde været virkelig god, for her havde hun fået så megen læring. Det er vist at bruge nysprog om sin fortid. Ellen Trane havde fået så megen undervisning, så hun både havde lært det hun skulle lære af færdigheder og viden, men lærerne havde også i Møllehaves fortolkning af ordet undervisning vist hende det forunderlige. Det lyser jo ud af mange af hendes udtalelser - og det er netop det forunderlige der ikke rummes i ordet læring.
Men hvad er det så der holder skuden flydende? Lad mig give et eksempel: På et par af skolerne var jeg blevet bedt om at sige noget om Jesper Wung-Sungs forfatterskab, blandt andet om hans roman om den kræftsyge William der opsøges af en usynlig ven, Knud - et navn for knuden der har taget ham som gidsel. På mit spørgsmål om hvorvidt nogle i klassen havde haft eller havde usynlige venner, var der nogle drenge som markerede - og jeg replicerede at det forekom forunderligt at det altid var drenge der havde usynlige venner. Herefter udbrød en dreng: Så er det derfor pigerne altid går sammen på toilettet; de har jo ingen at snakke med ellers!
I den velbevarede græske ruinby, Efesos, på Tyrkiets vestkyst er der i tilknytning til den rådgivende forsamling en toiletbygning med 4 marmorbænke med hver 4 huller, hvilket giver plads til at 16 senatorer kan sidde i rundkreds og fortsætte samarbejdet. Måske var det en tidsbesparelsesmulighed i værdigt trængende kommuner?
