Statsminister Lars Løkke Rasmussen er åben over for forsøg med selvejende folkeskoler.

Lars Løkke om selvejende folkeskoler: Spændende

Folkeskolerne som selvejende institutioner? Det spørgsmål skal lærerne diskutere på næste uges kongres. Både regeringen og støttepartiet Liberal Alliance har også talt om forsøg med selvejende folkeskoler.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Skal Danmarks Lærerforening (DLF) kæmpe for, at folkeskolerne bliver selvejende institutioner? Det er et af de spørgsmål, de delegerede skal diskutere på lærerforeningens kongres i Tivoli Congress Center i København 8.-10. september.

Hvis de kongresdelegerede kommer frem til, at DLF skal arbejde for selvejende skoler, så kan foreningen efter alt at dømme få en allieret i landets statsminister. Lars Løkke Rasmussen sagde nemlig i april i år - altså få måneder før han blev statsminister - til ugebrevet Mandag Morgen, at det kunne være en god idé at åbne op for forsøg med selvejende folkeskoler.

"Det vil være super spændende, hvis man forenede det bedste fra privatskoler med det bedste fra folkeskolen i en hybrid, som frisatte nogle lærerkræfter", udtalte han således i Mandag Morgen nummer 15, 2015.

"Jeg taler ikke om, at nu skal alle danske folkeskoler være selvejende institutioner. Men det vil være spændende, hvis nogle skoler, som har den ambition, fik lov til at løbe lidt længere", tilføjede han.

Liberal Alliance foreslår forsøg med selvejende skoler

Liberal Alliance er med på samme vogn. Efter sit sommergruppemøde i august meldte partiet således ud, at en forsøgsordning, hvor 50 skoler kan søge og få tilladelse til at blive selvejende, kunne være en god idé.

Liberal Alliance: Forsøg med selvejende folkeskoler

Bondo: Vi skal have en åben drøftelse

Lærernes formand Anders Bondo Christensen har endnu ikke selv taget endelig stilling til, hvad han mener om selvejende folkeskoler, sagde han i sidste nummer af fagbladet Folkeskolen (nummer 14, 27. august).

"Vi skal tage en åben drøftelse. Er det stadig kommunerne, der skal administrere den danske folkeskole? Mange ting i de seneste år har vist, at kommunerne ikke er deres ansvar voksent", sagde han.

"Mange steder består det politiske engagement i at udstikke rammer, der stort set er udstukket af økonomiaftaler mellem KL og regeringen. Og skolelederen og læreren og skolebestyrelsen skal forsøge at få tingene til at hænge sammen. Hvis det er det, som skoleejerne - det kalder de sig selv - kan præstere i forhold til skolen, så synes jeg ærligt talt, at vi må diskutere, om det er den rigtige konstruktion«, tilføjede han.

Anders Bondo Christensen mente også, at man må se på, om nogle af de penge, der bruges på kommunal administration af skolerne, i stedet kunne bruges til flere lærere og ledere på skolerne.

Anders Bondo: 
Kommunerne er ikke deres ansvar voksent

Regeringen har ingen aktuelle planer om selvejende skoler

Regeringen har ikke her og nu planer om at starte forsøg med selvejende folkeskole op, sagde Venstre undervisningspolitiske ordfører Anni Matthiesen til dagbladet Politiken den 14. august.

"Vi skal passe på, at vi ikke sætter for meget i gang. Skolereformen er stadig meget ny, så jeg tænker: Klap lige hesten", sagde hun.

"Lige nu har vi i hvert fald ingen planer om at ville ændre noget. Den primære er opgave for os at få skubbet skolereformen godt på vej, og det tror jeg, vi har nok at gøre med i de næste par måneder", tilføjede hun.

Selveje er en kongstanke i Venstre

Men at selvejende uddannelsesinstitutioner er en kongstanke i Venstre, Danmarks Liberale Parti, fremgår af Bertels Haarders svar på et spørgsmål fra dagbladet Informations læsere den 27. februar 2010, da Haarder var undervisningsminister:

Hvis du skal gøre status over din tid som undervisningsminister, hvad er så dine største sejre og dine største nederlag?

"Den største sejr er, at jeg har været med til at vende mentaliteten, tænkemåden i retning af faglighed. Blandt andet med litteratur- og historiekanonen. Desuden har jeg fået alle uddannelsesinstitutioner undtagen folkeskolerne, som er kommunale, til at være selvejende institutioner med stærke ledelser og bestyrelser", svarede Bertel Haarder.

"Jeg føler ikke, at jeg har haft nogle nederlag i denne ministerperiode, men da jeg var minister i 1980erne led jeg mange nederlag. Dengang blev området styret af et alternativt flertal bestående af de radikale, Socialdemokraterne og SF, og jeg fik ikke et ben til jorden", tilføjede han.

Gymnasierne blev selvejende institutioner i 2007, da amterne, som i en årrække havde ejet gymnasierne, blev nedlagt.

Powered by Labrador CMS