12-årige Melanie bor i familiepleje og mangler en computer til skolebrug. Indtil videre må hun låne sin plejemor Pia Mørkebergs computer, som hun dog ikke må tage med over i skolen.

Plejebørn kan søge om gratis skole-bærbar

Fra den 1. september kan alle 10-19-årige i familiepleje søge om at få udleveret en gratis bærbar computer til skolebrug fra Børnenes IT-Fond. Hidtil har fonden kun uddelt computere til børn på børnehjem. Børnehjælpsdagen, der administrerer fonden, har i en undersøgelse kortlagt, at det især er de 10-13-årige plejebørn, som mangler.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

43 procent af de 10-13-årige i familiepleje har en bærbar pc, mens tallet er 63 procent for deres jævnaldrende, der ikke er anbragt uden for hjemmet.

Det er baggrunden for, at Børnenes IT-Fond nu åbner op for, at alle 10-19-årige i familiepleje kan ansøge om en computer til skolebrug.

"Det er uheldigt, at en væsentlig del af landets plejebørn ikke har adgang til egne it-redskaber. Det betyder, at de sakker bagud i den digitale dannelse, som blandt andet er et vigtigt element i skolereformens nye Fælles Mål", siger Børnehjælpsdagens direktør, Ina Thorndahl.

Hun opfordrer samtidig kommunerne til at øge deres fokus på computer-behovet. En stor del af plejebørnene får nemlig afslag, når de søger deres anbringende kommune om it-støtte.

"I yderste konsekvens har plejebørnene dårligere forudsætninger for at gennemføre et skoleforløb eller uddannelse, som ifølge forskningen er afgørende for deres fremtid", lyder det fra Ina Thorndal.

Beslutningen om, at det er de 10-19-årige, indsatsen rettes imod, er taget i samråd med flere eksperter på skole-it-området - blandt andre formanden for Danmarks It-vejlederforening, John Klesner.

"Omkring 10-års alderen har barnet oparbejdet de basale it-resurser, der giver godt fagligt belæg for, at de kan få deres egen enhed. For overskuelighedens skyld er det nemmest, at det er samme udstyr, der bruges, både i skole og i fritiden. Det er også mest hensigtsmæssigt set i et livslangt læringsperspektiv", siger han.

Ankestyrelsens seneste tal viser, at cirka 11.600 børn og unge (0-17 år) er anbragt uden for hjemmet i Danmark. 58 procent af disse børn og unge bor i en plejefamilie.

Ifølge KL har 40 procent af de anbragte børn ikke taget folkeskolens afgangsprøve som 16-17-årige, mens det kun gælder 6 procent af de ikke-anbragte børn.

Link til ansøgning om computer til skolebrug fra Børnenes IT-Fond findes til højre for artiklen.

Læs mere

Ansøg om computer til skolebrug her