Nyt stort million-underskud i Århus skolevæsen

Til næste år vokser underskuddet i skoleforvaltningen i Århus med 33 millioner kroner mere end beregnet for blot en måned siden. Dengang blev underskuddet fastsat til 30 millioner kroner, så der er tale om mere end en fordobling.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det viser en analyse gennemført af forvaltningens nye økonomichef, Preben Andersen, og ifølge ham er de nye tal ikke udtryk for en pludselig forværring.

"Der er ikke sket et skred, men de oprindelige budgetter har ikke været præcise nok", siger han til JP-Århus.

Det er kun få uger siden, at Århus Lærerforening fik lagt så meget pres på politikerne i byrådet, at de tog en beslutning om at opsige lokalaftalerne med lærerne af bordet. Nu kan forslaget dukke op igen.

Gordon Ørskov Madsen, der er formand for lærerne i Århus, vælger dog at forholde sig afventende.

"Det lyder helt urealistisk, at underskuddet skulle have ændret sig så meget på blot en måned. Men regnskabet i Århus Skolevæsen er meget indviklet, og i morgen får vi en grundig orientering om tallene på et økonomimøde, som vi i forvejen havde aftalt med skoleforvaltningen. Det kan forhåbentlig gøre os klogere", siger Gordon Ørskov Madsen.

Uanset størrelsen på underskuddet er lærernes lønaftaler fortsat under pres, så det vil ikke komme bag på lærernes formand, hvis skoleforvaltningen vil forhandle med Århus Lærerforening om at få sat tillæggene ned. Men det vil umuligt kunne redde økonomien.

"Kommunen siger, at tilbageløbsmidlerne er beregnet til at være for store. Det er jeg ikke enig i. Desuden udgør de kun en lille del af de 35 millioner kroner, som aftalerne koster om året. Hvis kommunen virkelig vil hente penge hjem, skal den gøre indhug i forlodsfinansieringen, og det er ikke normal lønpolitik i Århus", siger Gordon Ørskov Madsen.

For en måned siden bevilgede et bredt flertal i byrådet et ekstra beløb på i gennemsnit 29 millioner kroner om året til skolevæsnet. De penge rækker altså ikke.

"Hvis ikke byrådet forholder sig til det underskuddet en gang til, får det alvorlige konsekvenser. Vi har allerede en del skoler, som er nede på minimumstimetallet", siger Gordon Ørskov Madsen.

Læs mere