Det Alternative Sorømøde er aflyst

For få tilmeldinger til årets møde har fremprovokeret en aflysning. Arrangørerne regner med at mødet genopstår i en ny form til næste år.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det Alternative Sorømøde bliver ikke til noget i år. Der har simpelthen været for få tilmeldinger til arrangementet, der i år havde titlen:

Pædagogisk og skolepolitisk blindgyde

HÅBET, FRIHEDEN & OPRØRET

Til forsvar for pædagogikken!

"Indholdet var måske lidt for filosofisk i år. Folk vil gerne være sikre på at få noget med hjem, og det er svært at få nogen til at betale for noget, der er så abstrakt", fortæller Erik Schmidt. Han er freelance konferenceleder for Huset LM, der arrangerer Det Alternative Sorømøde.

"Vi har altid været på grænsen mellem didaktik, filosofi og skolepolitik, og det kan godt være, at det skal være lidt mere konkret næste gang", siger Erik Schmidt.

Måske til København

Mødet ligger henover en weekend og det bliver holdt på Askov Højskole nær Vejen. Geografi og det faktum, at mødedeltagerne skal hive en weekend ud af kalenderen, har ifølge arrangøren ikke været fremmende for tilmeldingen.

"Vi overvejer at flytte mødet til København, fordi mange af deltagerne kommer fra København. Derudover vil vi måske lægge det på en hverdag og nøjes med én dags program", siger Erik Schmidt.

Han er overbevist om, at der stadig er et behov for møder som det alternative Sorømøde. Mødet forsøger at sætte en dagsorden med udgangspunkt i lærere og ledere, der til daglig bevæger sig i folkeskolen.

"Det skal ikke tænkes som et færdigt kapitel, vi opfatter det som en parentes, og vi vil videre herfra, siger Erik Schmidt.

Powered by Labrador CMS