Pædagogerne skal ind i Undervisningsministeriet

Christine Antorini skal også tage sig af dagtilbuddene i sit nye ministerium. Lærernes formand glæder sig over, at der stadig er fokus på undervisning, mens pædagogerne glæder sig til at lære Antorini noget om daginstitutionerne.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Dagtilbuddene bliver flyttet fra Socialministeriet over i Undervisningsministeriet, som fremover vil være et Børne- og Undervisningsministerium.

Lærernes formand Anders Bondo regner ikke med, at det vil føre til de store ændringer i DLF's samarbejde med pædagogerne.

"Det afgørende for mig er, at vi stadig har et Undervisningsministerium, så vi får fokus på undervisning. På et tidspunkt talte man om et børne- og ungeministerium. Det ville jeg have været rigtig ked af, hvis man var kommet frem til. Vi skal have en minister, der er garant for kvaliteten af den uddannelse, som det danske samfund tilbyder de unge", siger han.

BUPL's formand Henning Pedersen regner på den anden side med, at det vil give daginstitutionerne mere opmærksomhed.

"Et fælles børneministerium signalerer sammenhængstænkning. Jeg opfatter det som et udtryk for, at daginstitutionerne også er en del af det samlede uddannelsessystem, så man ikke alene har fokus på folkeskolen, men at man er med på, at uddannelse starter tidligere, at det er i de gode daginstitutioner fundamentet for uddannelse skabes", siger Henning Pedersen på bupl.dk.

Han glæder sig til at lære den tidligere uddannelsesordfører Christine Antorini lidt om daginstitutionerne.

"Vi sørger for, at daginstitutionerne også kommer højt på dagsordenen og i bevidstheden i ministerens hoved, så det ikke bare bliver folkeskole det hele".

Professor: Opdeling var levn fra fortiden og asylets tid

Professor Niels Egelund fra Institut for Uddannelse og Pædagogik ved Aarhus Universitet (DPU) peger på, at de fleste af de lande, vi sammenligner os med, allerede har en lignende model.

"Jeg synes personligt, at det er det helt rigtige valg, fordi der er rigtig god fornuft i at se dagtilbuddene som et led i livslang læring i al den stund, at det er 100 procent af de danske børn, der går der", siger han til folkeskolen.dk.

Herhjemme er det simpelthen et levn fra gamle dage, at daginstitutionerne stadig er en del af Socialministeriets regi, mener han.

"Vi snakker om dengang, hvor børnehaven hed et asyl og nærmest kun var beregnet til ofre for sociale tragedier", siger Niels Egelund, der også har været formand for taskforcen Fremtidens Dagtilbud. En taskforce, som den daværende socialminister Benedikte Kiær nedsatte for at udbrede kendskabet til kommuner og dagtilbud, der gør noget særligt for at fremme læring og inklusion.

"Jeg tror, at vi kan forvente en langt større grad af samordning i forhold til det tankesæt, der gælder om leg, læring, opdragelse og uddannelse i de to sektorer, som dagtilbuddene og skolerne er", siger Niels Egelund.