Svar fra Tårnbys forvaltningschef

”Skottegårdsskolen har rekrutteret uddannet personale i de ledige stillinger, som opstarter ved skoleårets begyndelse”, oplyser Susanne Hammer-Jakobsen, der er forvaltningschef i Børn og Kultur i Tårnby Kommune i en mail som kommentar til lærerflugten fra Skottegårdsskolen.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Lærerflugt fra Tårnby-skole

Folkeskolen.dk har spurgt forvaltningschef Susanne Hammer-Jakobsen om en kommentar til situationen på Skottegårdsskolen. Forvaltningschefen ønsker ikke at tale med en journalist, men har fået nedenstående spørgsmål og sendt svaret i en mail.

Spørgsmålene lyder: Hvorfor holder så mange lærere op i løbet af dette skoleår? Hvad er problemet/problemerne på skolen? Hvad skyldes det dårlige arbejdsmiljø? Jeg hører, at der er samarbejdsproblemer mellem ledelse og lærere - hvad går de ud på? Lærere og forældre fortæller, at 24 har sagt op i år og to er gået på pension. Vil du uddybe tallene? Hvad vil du/I gøre for at skabe et bedre arbejdsmiljø på skolen? Forældrene er utrygge ved situationen og frygter, at der ikke er læreruddannede lærere klar til skolestart - din kommentar?

Forvaltningschef Susanne Hammer-Jakobsen i mail:

Hermed mine svar.

 1. Her op til sommerferien har man på Skottegårdsskolen oplevet de samme udfordringer, som mange andre skoler i hele landet har oplevet gennem det sidste år. Både på Skottegårdsskolen og på landsplan drejer det sig om ændringen af lærernes arbejdstid samt implementering af folkeskolereformen. På Skottegårdsskolen har medarbejderne samtidig skulle forholde sig til skiftende ledelser igennem de sidste par år. I så stor en forandringsproces er tryghed og kendte rammer en vigtig faktor. Dette har vanskeliggjort arbejdsprocesserne omkring implementeringen af skolereformen og er medårsag til opsigelserne. Lærernes opsigelser på Skottegårdsskolen er bl.a. begrundet i disse ændringer.

 2. Det er korrekt, at ledelsen og lærerne på Skottegårdsskolen i løbet af dette skoleår har været uenige om, hvordan dele af samarbejdet skal udmøntes, men ikke at samarbejdet ikke ønskes fra begge sider. Der er derfor fokus på, hvordan ledelse og lærere i fællesskab kan få samarbejdet til at fungere. Dette fokus bakkes op af en enig skolebestyrelse og forvaltningen. Eksempelvis har der i indeværende uge været tilrettelagt en arbejdsproces for at afdække problemernes karakter og omfang.

3.  Jeg henviser til den meddelelse som er lagt på Kommunens hjemmeside og ved samtidig at Maja Jespersen har oplyst dig i går, at der i går er kommet 2 yderligere.

 4. Jeg forstår godt, at forældre til elever på skolen er optaget af at have en velfungerende skole. Den opfattelse deler alle, hvorfor der i den senere periode er rekrutteret uddannet personale i de ledige stillinger, som opstarter ved skoleårets begyndelse.

Venlig hilsen Susanne Hammer-Jakobsen, Forvaltningschef Børn og Kultur

 

Powered by Labrador CMS