Niels Chr. Sauer

Blog

Regeringen ønskede skolen som en brændende platform

Om de så selv skulle sætte ild til den.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

(Afvist af Politikens debatredaktion)

Niels Chr. Sauer

"Niels Chr. Sauer har gennem en årrække sat sine fodaftryk i skoledebatten. Med stærkt engagement, praktisk indsigt og en skarp pen har Sauer gang på gang taget luften ud af modeluner, slagsordspædagogik og unødige tiltag, der truer læreren som professionel og skolen som institutionen i midten af samfundet." Stefan Hermann, rektor, professionshøjskolen Metropol Niels Chr. Sauer er skoledebattør og tidligere lærer.

Politikens chefredaktør Bo Lidegaard rammer afgjort skiven, når han i sin leder om situationen i folkeskolen 24.6. konkluderer, at ”gråden står i øjnene, når man tænker på, hvor meget der er slået i stykker ude på de enkelte skoler og især blandt de lærere, der nu kæmper for at genvinde den arbejdsglæde, der er helt afgørende også for den undervisning, det i sidste ende handler om.” Men plet rammer han ikke. Det er historisk ukorrekt, at Danmarks Lærerforening var raget uklar med politikerne, da de pludselig erklærede den totale krig mod lærerne i december 2012. Forholdet parterne imellem var tværtimod varmere, end det havde været i mands minde.

Det skyldtes først og fremmest, at de rigide arbejdstidsregler, som ganske rigtigt hæmmede ledelsesretten og druknede skolerne i bureaukratisk ævl og kævl, ved fælles overenskomst var blevet afskaffet i 2008. Folkeskolen havde slået sig fri af det kvælende new public management-regime, der havde redet den som en mare siden kommunaliseringen i 1993, og begejstringen var stor i både DLF og KL, hvis chefforhandler Michael Ziegler gav overenskomsten et rent 12-tal. Tre år senere viste evalueringerne da også tydelig fremgang og optimisme på alle fronter, herunder de internationale læseundersøgelser, der i 2012 havde de danske fjerdeklasser på en delt femteplads. Men der var ugler i mosen. Uforståeligt for os i DLF tilbageholdt KL i efteråret 2012 en yderst positiv evaluering af arbejdstidsaftalen og regeringen var påfaldende uinteresseret de gode læseresultater. Da forstod vi, at der blev arbejdet målrettet på at gøre folkeskolen til den brændende platform, som skulle retfærdiggøre den planlagte, spektakulære nedkæmpning af lærerne; om man så selv skulle sætte ild til den.

I DLF så vi således lyst på fremtiden i 2011. Vi var begejstret over den nye undervisningsminister Antorini, der havde proklameret udvikling nedefra i tæt samarbejde med lærerne, og foreningen kvitterede bl.a. med indtræden i formandsskabet i ministerens projekt Ny Nordisk Skole. Efter godt 25 års mere eller mindre nedkølede relationer mellem lærerne og politikerne (heraf de 15 med Bertel Haarder i spidsen) var parterne endelig kommet ind i en god gænge, men så gik det galt. Den nytiltrådte regering gik i panik over de dybfrosne opinionstal og traf den ulyksalige beslutning, at folkeskolen skulle bruges som den vindersag, der skulle løfte regeringen op af hullet. Under Corydons og Moderniseringsstyrelsens auspicier planlagde regeringen sammen med en forbløffet opposition en regulær konspiration imod lærerne, kulminerende med den største lockout i Danmark i nyere tid samt et lovindgreb, der slet oghttp://politiken.dk/debat/ledere/ECE2730182/reform-af-folkeskolen-smuldrer-uden-faelles-forstaaelse/ ret ophøjede arbejdsgiversidens krav til lov og dermed brød med den danske model. BL tager grundigt fejl, når han mener, at parterne 'først prøvede at tale sig til rette'. Bondo og Ziegler sad i hele forløbet overfor hinanden i sammenlagt sølle tre timer, og et mere og mere desperat DLF opgav alle positioner undtagen én, nemlig kravet om et loft over lærernes timetal. Ziegler derimod tilbød aldrig at flytte så meget som et komma. Der var intet at tale om.

At regeringen havde forregnet sig totalt, er en fattig trøst. Da lærerlockouten blev afsluttet, var S helt nede at kysse 16% i opinionsmålingerne, alle tiders historiske lavpunkt. S-SF-R's tilslutning i lærersegmentet skrumpede til ukendelighed og har ikke rejst sig siden. Det kan først ske, når de folk, der stod bag denne operation, er væk fra partitoppene.

BL lever i den vildfarelse, at reformen kunne være lykkedes, hvis politikerne var gået mere pædagogisk til værks overfor lærerne. Realiteten er imidlertid, at reformen på lange stræk strider direkte imod vores skolefaglige erfarings- og forskningsbaserede viden. Hvad nytter politikernes påberåbelse af evidens, når de i næste åndedrag dekreterer et ledelsessyn hentet fra forrige århundredes industrivirksomheder, lange skoledage med uforberedte lærere, sammenblanding af skole- og fritidspædagogik, opløsning af de faste strukturer (klassen, klasselæreren, skemaet), nedtoning af de sociale relationer og testresultater som eneste succeskriterium, for nu blot at nævne nogle af politikernes mest eklatante fejlgreb?

Ikke blot findes der intet sagligt belæg for, at disse tiltag fører til dygtigere elever; de er direkte ødelæggende for den inkluderende skole med det brede dannelsessigte, som folkeskolelovens formålsparagraf tilsiger. Reformen var da også kun lige lanceret, da undervisningsministeren tørnede frontalt sammen med en gruppe skoleforskere, fordi de ikke stiltiende ville finde sig i hendes åbenlyse misbrug af deres forskning. Siden har den ene forsker efter den anden sagt fra, herunder verdens mest citerede, John Hattie, der under sit besøg i København midt under lærerlockouten betegnede den danske reform som 'absurd' og 'spild af penge'.

BL antager en smule nedladende, at lærerne ikke har forstået reformen. Det har de i den grad. Det er derfor, de ønsker den hen, hvor peberet gror.

Bo Lidegaards leder: http://politiken.dk/debat/ledere/ECE2730182/reform-af-folkeskolen-smuldrer-uden-faelles-forstaaelse/