Jens Raahauge
Blog
Skolefrit og flygtningefyldt folketingsvalg. Hvorfor
Det blev en besynderlig valgkamp, hvor deltagerne flygtede fra spørgsmål om skole og tog flygtninge i skole. Hvorfor mon?
En gæv bonde lidt syd for Helsinge havde knebet seks halmballer sammen, så der blev plads til et kæmpebillede af Antorini. Nu står ballerne nøgne tilbage, mens hun forklarer sin drastiske nedgang i antallet af personlige stemmer med, at skolereformen har kostet. Det er sikkert en plausibel forklaring, men hvordan kan hun vide det? Der har været talt meget lidt reform, bortset fra en bredt funderet undren over, at lærere ikke skal honoreres for lejrskoledeltagelse, et smalt angrev på UU - et angreb, der tilsyneladende ikke gav stemmer (K), et lidt bredere angreb på lange skoledage, og et rimeligt bredt krav om eftersyn af inklusionsindsatsen (Løkke).
MEN ingen har forholdt sig til det helt centrale: menneskesynet i den målstyrede reform; det forhold at mennesket ikke er sat i verden for at være, men for at præstere. Reformen bygger på en opfattelse af, at mennesket skal skoles i statens billede som arbejdende selvforsørger og dermed blive engageret af det fælles med sig selv. Du skal være til nytte.
Al traditionel europæisk dannelse har ellers som fundament, at den enkelte skal være engageret i det fælles ud over sig selv. Du og alle andre skal være til.
Forskellen i de to menneskesyn kom stærkt til udtryk i valgkampen, der nærmest var blottet for visioner, men præget af at ramme svage grupper, som hurtigt kom ned at ligge, så kombattanterne havde en dynge tabere at stå op på, så de bedre kunne ses. Kontanthjælpsmodtagere, arbejdsløse, flygtninge stod for skud.
Der er dem, der mener, at alle skal være til nytte, og dem, der mener, at alle skal have mulighed for at være til.
Pudsigt er det i øvrigt, at de ivrigste efter at holde flygtninge på afstand er dem, der fra dansk side har bidraget mest til destabilisering af de områder, der flygtes fra, og til deraf føgende Islamisk Stat-opblomsting ved at vælte regimer uden realistiske planer for at stable noget nyt på benene. Måske ved vi inderst inde godt, hvad det er vi har medvirket til af krig, ødelæggelse og destabilisering. Måske er vores flygtningeskræk en slags panodil til vores dårlige samvittighed. Hvis det er tilfældet, er der da håb.
Når de sidste halmballer og andre valgplakattegn er fjernet, så er det tid til at tænke over, hvad det vil sige at arbejde med mennesker på vegne af dem, der blev valgt gennem valgkampens slagord.
Som lærere må vi ikke lade os nøje med at få fuld betaling for at være med på lejrskole, men argumentere og arbejde imod reformens grundlag, hvor det præsterende menneske er omdrejningspunktet. Man kan ikke få en skolekultur til at blomstre, med mindre formålet er, at den enkelte - leder, lærer, elev, forældre - søger at være engageret i det fælles ud over sig selv.
