Søren Peter Dalby Andersen

Blog

Spildevand og grønne løsninger i folkeskolens projektopgave.

I år har 8. og 9. klasser på to folkeskoler i Hvidovre kommune fået en udfordring fra BIOFOS. Eleverne skal komme med deres bud på en adfærdskampagne eller komme med forslag til, hvordan man kan føre regnvandet væk fra deres skolegård

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I dette blogindlæg overlader jeg tasterne til Kristian Mandrup Pedersen, som er skolelæreruddannet og har arbejdet på exparimentariet. Til dagligt arbejder som informations- medarbejder hos BIOFOS

Søren Peter Dalby Andersen

BIOFOS besøgstjeneste KloakLab modtog i 2014 flere end 10.000 besøgende. KloakLab modtager elever fra folkeskolens 3. klasse og op til 10. klasse, gymnasier/HF, højere læreranstalter og erhvervsuddannelser fra de 15 ejerkommuner.  KloakLab tilbyder målrettet formidling og undervisning, som tager afsæt i gæsternes aktuelle lærings- og undervisningskrav, fx folkeskolens trin- og fællesmål.

To udfordringer

I år har eleverne i 8. og 9. klasse arbejdet med to forskellige udfordringer. Den ene udfordring er udformningen af en oplysningskampagne, der har fokus på, hvad toilettet ikke skal bruges til. I den anden udfordring skal eleverne lave en grøn løsning for deres egen skole. Som opstart på begge udfordringer inviterer BIOFOS eleverne til et skræddersyet undervisningsforløb, hvor eleverne får en grundig introduktion til processerne på et renseanlæg og til den udfordring, som klassen skal arbejde videre med hjemme på skolen.

I BIOFOS’ besøgstjeneste KloakLab oplever vi, at eleverne forstår nye sammenhænge og udviser en større forståelse for det arbejde, vi laver på et renseanlæg. Den samme forståelse har vi ikke mulighed for at give eleverne ved et enkelt besøg på 2,5 time. I Løbet af projektugen stiller BIOFOS personale til rådighed, så eleverne kan hente ekspertviden eller lave interviews med fagpersoner. Eleverne har samtidig mulighed for at kontakte planlægger Søren Hansen fra HOFOR, der til daglig arbejder med grønne løsninger og er redaktør på hjemmesiden regnruten.dk. Sidst men ikke mindst giver BIOFOS eleverne feedback på deres arbejde både under arbejdet og til fremlæggelsen.

Hvordan laver man en kampagne?

I besøgstjenesten hos BIOFOS er en elevgruppe i gang med at fremlægge deres bud på en oplysningskampagne henvendt til elever i udskolingen: ”Det skal være sjovt, humoristisk og tænkt-ud-af-boksen.  Man gider ikke høre på noget, som virker opdragende og irriterende”. Gruppen har lavet en video, der fortæller hvad man må og ikke må. Efterfølgende bliver elever fra forskellige klassetrin interviewet om deres adfærd, og hvordan de oplever kampagnen, som gruppen har lavet. Ud over en video har denne gruppe også lavet en sang, en T-shirt og en Facebookgruppe, hvor de vil dele deres kampagne og håber på, at den går viral på de sociale medier. Gruppen, som er i gang med at fremlægge deres video, har i løbet af projektugen ikke bare været på besøg på Renseanlæg Avedøre, men også selv taget kontakt til et firma, som arbejder med små animationer, tegnefilm og tegneserier.  Her fik de råd og vejledning til hvilke virkemidler, som var gode at bruge i en kampagne. En anden gruppe har udviklet et spil til smartphones, hvor man skal sortere det affald, der daler ned over skærmen. Noget må gerne komme i toilettet, andet affald skal gribes og smides i skraldespande. Gruppen tror på, at man kan ramme målgruppen gennem spil på mobiltelefonen.

Hvordan bremser vi regnen, der hvor den falder?

En anden gruppe skal til at fremlægge deres projekt. Gruppen har arbejdet med en grøn løsning for deres skole. De begynder deres fremlæggelse med at vise en video fra skybruddet i Købehavn 2. juli 2011 og ud fra billederne fortæller de om, hvordan det må formodes at kunne ske igen. Til deres fremlæggelse har de bygget en model over deres skole. Med modellen viser de, hvad der sker, når det regner på skolens tage. Vandet løber ned ad taget og direkte ud i skolegården og ned i kloakken. Hvis man derimod installerer et grønt tag, har gruppen beregnet man kan holde ca. 50 % af regnen tilbage. Gruppen viser nu, hvordan de på modellen kan installere det grønne tag med vat og igen strømmer regnen ned, og nu bliver en del af vandet suget op af vattet og bliver på den måde forsinket. Gruppen fremlægger også en alternativ løsning, hvor vandet opsamles i tanke samt at lave permeable overflader. Grupper hiver nu en boremaskine frem og gennemhuller modellens skolegård. Nu kan alle se, hvordan regn løber igennem overfladen og får mulighed for at sive ned i undergrunden.

Den innovative tankegang.

Som afslutning på hver fremlæggelse får klassen mulighed for at stille uddybende spørgsmål og komme med kommentarer til præsentationen. Både elever, lærere og fagpersoner har mulighed for at få en dialog om de komplicerede løsninger. I fremlæggelserne vægtes den innovative arbejdsproces højt, og i mindre grad om den aktuelle løsning har hold i virkeligheden. Projektets overordnede mål er da også at skabe interesse om de muligheder, som findes i forsyningsverdenen og for naturvidenskab.

Ud over at arbejde med udfordringer fra BIOFOS, trænes eleverne i den innovative og entreprenante arbejdsmetode, hvor elevernes arbejde er med til at skabe værdi for andre.

Det er ikke kun Hvidovre kommune, som har glæde af vores undervisningstilbud.  Vi samarbejder på kryds og tværs af vores ejerkommuner om at udvikle vores undervisningstilbud, så de passer til skolens behov. Vi er aktive i skoletjenesten.dk og andre læringsmiljøer. Vi deltager endvidere i styregruppe for undervisning www.vandetsvej.dk

Se mere på www.kloaklab.dk og www.facebook.com/kloaklab

Tak til Kristian og BIOFOS I fremstår som et best practice eksempel på, hvordan dagsordenen ”Den åbne skole” kan gribes an.

Jeg vil også tilføje at lærerne, som deltager i projektet fortæller, at eleverne bliver meget motiverede, når de arbejder med konkrete udfordringer, og at der er en direkte modtager af deres ideer. Det bliver meget tydeligt for eleverne, at deres tanker og ideer er anvendelige. Specielt når nogle af ideerne og produkterne eleverne laver tages med i KloakLabs overvejelser for den kommende tids projekter og formidling.

BIOFOS samarbejde med skolerne faciliteters af projektet Elever af Ellehammer. Elever af Ellehammer er et innovativt samarbejde mellem folkeskoler i Hvidovre kommune og lokale virksomheder, heriblandt BIOFOS. Hensigten er at give de ældste elever i folkeskolen en udfordring hentet fra den virkelige verden, som de kan arbejde med i deres projektopgave. Vores erfaring efter flere gennemførte projekter er, at elever, får en meget bedre forståelse for betydningen af et renseanlæg, når arbejder intenst med virkelige problemstillinger fra en lokal virksomhed. Her kan du finde kommunens matchmakingportal, der faciliterer samarbejde mellem skoler og lokalområdet i Hvidovre Kommune www.skoleportal.hvidovre.dk/

For mere info kontakt Søren Peter Dalby Andersen via www.snitfladen.dk

Det var skoleårets sidste blogindlæg, men også det sidste blog indlæg fra Hvidovre. Jeg har takket ja til en stilling på Antvorskovskole i Slagelse, hvorfra jeg selvfølgelig forsætter mine blogskriblerrier. Se mere om skolen her: http://antvorskovskole.slagelse.dk/om-skolen/learningtechlab