Lærer til lærer

Atlass, en sundhedsfremmende tilgang til læring og inklusion

Copingstrategier, Low arousal og stresstransaktioner er nogle af de begreber, der bliver brugt på Pindstrupskolen Specialcenter Syddjurs i daglig tale såvel som praksissammenhænge. Her arbejdes der nemlig med det engelsk specialiserede stressreduktionsprogram ”Atlass”, som er udviklet af de to forskere Michael McMcreadie og Andy McDonnell - et program, der langsomt er ved at vinde indpas i danske specialinstitutioner og skoler. På Pindstrupskolen anvendes Atlass både i skolens egen pædagogiske tilgang såvel som i ekstern konsulentvirke i den almene skole. Men hvad er Atlass, og hvordan kan man arbejde med det i både special- og almen regi? I dette indlæg fortæller udvikler af programmet, Michael McCreadie, om Atlass, og herefter udtaler skoleleder Hans Henrik Dupont sig om, hvordan man har implementeret programmet på Pindstrupskolen.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Michael McCreadie er psykolog og forsker fra Skotland. Igennem syv år er han kommet i Danmark blandt andet med henblik på at undervise ansatte inden for specialområdet i autisme og programmet Atlass. Michael McCreadie har været tilknyttet Pindstrupskolen i det sidste 1 ½ år. Atlass er et program, der tager afsæt i børn og unge med anderledes udviklingsprofiler for eksempel autisme, ADHD og andre diagnoser eller vanskeligheder. Programmet bygger på evidensbaseret viden inden for sundhedsforskning, neuro,- og udviklingspsykologien, og fremmer en tilgang, der er rettet mod at opnå velvære og reducere stress.

Michael McCreadie beskriver, hvordan Atlass indtager en helhedsorienteret tilgang til læring:

”Atlass er systemisk i sin tilgang. I stedet for at gøre noget ved barnet, ser Atlass på stress i systemet. Det kan anskues som en generel sundhedstilgang, hvor vi ikke forsøger at behandle en tilstand, men hvor vi ser på stress i systemet, og interaktionen af stress mellem barnet og miljøet. Dette kan både være i relationerne såvel som i indretning af rum”.

Til spørgsmålet om, hvilken forskel Atlass kan gøre for lærere og pædagoger, der arbejder med børn inden for specialområdet, svarer han:

”Atlass handler om at ændre relationer og finde mening. Dette begreb, mening, er vigtigt, da det relaterer til at forstå problematikkerne, idet de opstår. Så jeg synes, at for lærerne og pædagogerne handler det om at finde mening med barnets adfærd i forhold til at kunne se på adfærden og afpasse læringsforventningerne og differentiere undervisningen”.

Nøglen er et stress-transaktionelt perspektiv

Atlass beskrives som en tilgang, hvor forståelsen for barnets udfordringer er centralt, mere end det er et egentligt redskab. Der arbejdes med forskellige tiltag for eksempel mindfulness og viden om copingstrategier. Ifølge Michael McCreadie handler det om at styrke barnets evne til at cope i forskellige miljøer. Desuden handler det som fagprofessionel om at blive bevidst om sin egen stress.

”Interventionerne inden for Atlass er at se på stresstransaktioner mellem barnet og barnets miljø. Og at se på, hvilke faktorer, der medierer stress i mellem de to, således at det kan blive til professionel viden og forståelse. Når jeg siger det, mener jeg ikke, at det kun er at forstå det særlige individuelle behov hos hver enkelt elev, men også stresstransaktioner i os selv som professionelle, og hvordan vi som professionelle bliver nødt til at være centrerede og følelsesmæssigt bevidste, når vi arbejde med sårbare grupper”.

Nogle af de metoder, der bliver brugt i Atlass, vil mange måske forbinde med en terapeutisk praksis. Om dette udtaler Michael McCreadie:

”Atlass er for alle. Der er ingen aspekter i teorierne bag, som er adresseret til en bestemt profession. Enhver lærer eller pædagog kan bruge disse tilgange. Der er ingen grund til, at det ikke skulle kunne lade sig gøre. Jeg mener generelt set, at adfærdstilgangene er for reduktionistiske, fordi de prøver at stoppe eller forebygge en adfærd, hvilket virker ret kortsigtet. I stedet for at fokusere på adfærd som et problem, ser vi på aspekter ved stressrelationer, der blokerer for børnenes evne til at lære. Det er ved at gøre noget ved disse, og ved at trække mening ud af elevernes læringsoplevelse, at barnet bliver i stand til at lære”.

Kan man tænke Atlass ind i en bredere ramme for eksempel i den almene skole i forhold til inklusion af børn med særlige behov? Michael McCreadie siger:

”Det gode ved at bruge Atlass er, at vi alle oplever stress. Hvis vi alle oplever stress, oplever alle lærende også stress i varierende grad afhængig af aspekter ved deres udvikling. Atlass er en tilgang, der bliver brugt i den almene skole i Skotland til stor gavn. Det har fået personale og børn til at se på deres egen stress, og derigennem forbedre sundhed og velvære hos begge parter - og forbedre muligheder for læring. Jeg ser ikke læring, som noget der kun foregår inde bag klassens fire vægge. Læring foregår mellem en lang række af forskellige miljøer”.

Viden om stress skaber færre konflikter

Tilbage på Pindstrupskolen hvor man har implementeret Atlass i skolens pædagogiske tilgang. I dagligdagen på skolen betyder det, at der er fokus på, hvordan eleverne af mange forskellige årsager kan gå rundt med et forhøjet ”alarmberedskab”, grundet de udfordringer det medfører at have en diagnose. Dette kan komme til udtryk på flere forskellige måder. Blandt andet er hyppige humørsvingninger, udadreagerende adfærd, træthed eller angst hos eleverne nogle af de daglige udfordringer lærere og pædagoger står overfor.

Stress er derfor en faktor, der kan have væsentlig indflydelse på læring, udvikling og generel trivsel.

Atlass har smittet af på skolens praksis, ved at personalet har fået et dybere kendskab til de bagvedliggende årsager til stress, og hvad man skal være opmærksom på, når man tilrettelægger undervisningen. Om dette siger Hans Henrik Dupont, skoleleder på Pindstrupskolen:

”På vores skole handler det om at kunne udfordre vores elever tilstrækkeligt, men heller ikke mere. Det handler om at finde balancen mellem hvad børnene kan, hvornår vi stresser dem, og hvornår vi kan bidrage med undervisning på deres niveau. Så det primære er selvfølgelig at få en hel masse børn, der har det godt, og kan modtage undervisning. At se hvor langt vi kan gå, men også kende vores begrænsninger”.

Implementeringen af Atlass har haft en tydelig indflydelse på praksis ved et væsentlig reduceret antal af for eksempel fastholdelser af børn på skolen. Hans Henrik Dupont mener, at det skyldes den øgede bevidsthed om, hvilke tegn man skal være opmærksom på, når et barn bliver stresset, og hvordan personalet skal reagere på dette:

”Det gør, at vi ikke bringer så mange børn ud i en situation, vi ikke kan magte, og at man så er nødt til at finde på nogle desperate ting. Det tror jeg, er det mest målbare, man kan se her på skolen. Og at vi har et personale, der kan håndtere situationerne, fordi de har redskaberne”.

Det individuelle perspektiv i fokus

En del af skolens pædagogiske tilgang er at se på, hvordan man kan nedbringe det generelle stressniveau hos den enkelte elev. På skolen arbejdes der derfor med en vifte af forskellige stressreducerende tiltag, som bliver tilrettelagt igennem en individuel stressreduktionsplan. Planen indeholder elementer af motion, mindfulness og forskellige støttesystemer, alt sammen med det formål at hjælpe den enkelte elev til at blive bedre i stand til at mestre sin hverdag.

Tesen i Atlass er, at stress er individuelt, og der arbejdes derfor aktivt med det individuelle perspektiv på Pindstrupskolen. Det gælder også, når skolens interne konsulentteam ved forskellige lejligheder vejleder om specialopgaver og inklusion på de almene skoler på Syddjursland.

”Og det samme gælder jo, når vi rådgiver andre. Så handler det om at kunne sige, jamen en af de vigtigste faktorer for, om inklusionen kan lykkes er ved at se på stressniveauet hos eleverne. Det handler om at se på, hvordan man kan skabe en ramme for undervisningen, som er til gavn for både klassen og det enkelte barn”, siger Hans Henrik Dupont.

På Pindstrupskolen Specialcenter Syddjurs har i alt 16 ud af 42 lærere og pædagoger været på Atlass Masterclass i Birmingham. Efterfølgende deltager personalet i opfølgningsdage på skolen med Michael McCreadie. Desuden afholder skolen løbende interne kursusdage om Atlass for det resterende personale.

Læs mere om Atlass på:

http://www.studio3.org

Powered by Labrador CMS