Vedrørende sagen om de somaliske piger på Dalumskolen i Odense skal nogle principielle samfundsmæssige og politiske spørgsmål kommenteres.

I 1975 blev en århundrede lang tradition for den danske folkeskoles tilknytning til den evangeliske-lutherske kirke brudt. Efter flere års forudgående meget følelsesladet diskussion blev kristendomsundervisningen som et forkyndende fag med den nye skolelov reduceret til et kundskabsfag. Et nyt fag, kristendomskundskab, opstod. Folkeskolen var med den nye lov blevet gjort konfessionsløs og ikke mere forankret i den kristne tro.

Som bekendt førte utilfredsheden med den nye tingenes tilstand til, at utilfredse forældre meldte deres børn ud af folkeskolen og dannede friskoler på et kristent livsgrundlag. Således at mellem 4.000-5.000 elever i dag går på disse skoler.

Vender vi os mod vore naboer mod syd skal nævnes et par enkle forhold: De offentlige franske skoler har med deres lange tradition tilbage fra Den store Revolution adskilt skole og kirke. Skolerne er altså konfessionsløse som de danske. Min svigersøn, som har gået i en af disse, fortæller mig, at alle former for hovedklæder er forbudt. Religionen skal ikke ad bagvej have muligheder for at trænge ind i skolen.

I Tyskland har man inden for de sidste par år haft en stor diskussion i forbundslandet Bayern. Baggrunden var, at den tyske forbundsdomstol vedtog en lov, der forbød alle religiøse symbolers brug i skolerne/ klasselokalerne. I det katolske Bayern førte det til store demonstrationer over, at ikke-religiøse kunne henholde sig til den nye lov.

Den danske folkekirke har i dag ingen adkomst til religiøs eller kulturel agitation i den danske folkeskole. Det er der uden tvivl både stor politisk og folkeligt flertal for.

Folkekirken og dermed kristendommen lever i dag pænt, diskret tilbagetrukket. Den holder lav profil også hvad angår ydre tributter og symboler inden for skolens fire vægge.

Imidlertid kan man næppe om nogle af de fremmede, der i disse år får adkomst til landet, sige, at de optræder diskret hvad angår den personlige religion, når de træder inden for skolens fire vægge. På baggrund af deres religion stiller de krav til skolen. Det kan dreje sig om separate omklædnings- og baderum, måske bederum og lignende.

Hvis skolerne skal være konfessionsløse, religionen skal ingen indflydelse have på skolernes indretning og undervisningens påvirkning, kan man med en vis ret sige, at det religiøst motiverede tørklæde ikke hører hjemme i en konfessionsløs skole.

Og fastholder man tankegangen, at den fremmede kultur med dens religion stiller så store krav til faciliteter og lærernes tilpasning, kunne løsningen i nogle tilfælde være at pege på, at har man specielle ideologiske anskuelser, står det enhver frit for at oprette en friskole til varetagelse af vedkommendes særlige ønsker.

Imidlertid vil det altid være forkert at lade personlige antipatier gå ud over børnene, når de møder op med familiens religiøse og kulturelle tradition i skolen. De skal naturligvis ikke være ofre.

Men vores fagblad bør også være åben over for enhver, der er kritisk og måske føler sig berørt over fremmede kulturers massive fremfærd i den danske folkeskole i netop disse år.

Reaktionen mod højrebølgen i det danske samfund kan ikke forenkles til at sige: Vi er imod racisme og accepterer de fremmede, som de er. Når sandheden er, at det er de fremmede, der først og fremmest skal tilpasse sig det danske samfund, som de nu engang har valgt at leve i.

Jan Thomsen