Farvel til skolen

Lærer Hannah Skarsholm kan ikke længere leve med de vilkår, som folkeskolen byder børnene

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det var en pjece med titlen 'Den rummelige folkeskole', der slog hovedet på sømmet. På et tidspunkt, hvor 26-årige Hannah Skarsholm var klasselærer for en klasse, hvor 20 procent af eleverne er psykologhenvist, tillod lokalpolitikerne sig at forlange, at børn i specialundervisning og specialklasser skulle tilbage i de almindelige folkeskoleklasser.

'De misbrugte folkeskoleloven til at spare. Vi fik en måned ude på skolerne til at debattere pjecen og komme med et oplæg til, hvordan vi ville klare opgaven. Og det er børnene, der kommer til at betale. Politikernes prioriteringer må jo være udtryk for, at de synes, børns forhold i skolen er mindre vigtigt', siger Hannah Skarsholm. Hun nåede at være lærer i to et halvt år, før hun med udgangen af oktober tog afsked med kolleger, børn og forældre på Bakkegårdsskolen i Gentofte. Hun tror ikke på, at hun vender tilbage til folkeskolen, og det ærgrer hende, for hun var virkelig glad for at være lærer. Hun håber, at hun ved at fortælle om sine frustrationer kan få politikernes øjne op for, at de ikke længere kan byde hverken børn eller lærere de forhold, de bydes i folkeskolen.

'Jeg havde en 3. klasse, som jeg har været klasselærer for siden 1. Der var et barn med massive problemer i samværet med andre, og jeg kæmpede for at få overtalt forældrene til at lade mig sende ham til psykolog, men psykologen kunne ikke give ham et tilbud, der kunne hjælpe ham, for Gentofte har kun seks pladser af den type i kommunen. Efter et halvt år, hvor han gik til psykologsamtale en gang om ugen, måtte jeg sige til forældrene, at sagen var lukket. Ikke fordi drengen havde fået det bedre, men fordi psykologen havde så mange andre børn at tage sig af. Det kan ikke være rigtigt, at man behandler børn på den måde. Jeg kunne ikke holde ud at se ham lide så mange nederlag i så tidlig en alder - samtidig med at han var med til at lægge linjen for, hvordan man opførte sig i klassen. Politikerne kan ikke acceptere, at der er noget, der hedder problemer, det er 'pædagogiske udfordringer', som det er op til mig at tage op'.

Børn som projekter

Hannah Skarsholm er ikke i tvivl om, at mange af elevernes adfærdsmæssige problemer er symptomer på, at forældrene ikke magter deres opgave godt nok, men hun synes bestemt ikke, at det friholder politikerne fra ansvar for at hjælpe de børn, der har behov for hjælp.

'Der er mange børn i kvarteret, der er blevet forældrenes projekter. Men de er kun sammen med deres forældre i to timer i døgnet og så i BonBon-Land i weekenden. Forældrene vil gerne gøre det så godt, men de føler ikke, at de kan. De ringer til mig for at spørge, hvornår jeg mener, børnene skal i seng om aftenen - jeg er ti år yngre end dem og har ikke nogen børn! Det virker, som om de glemmer at sætte nogle grænser for deres børn'.

De fleste forældre var veluddannede, engagerede og interesserede. Men der var også mange af dem, der var opslugt af jobbet, af at bygge hus om og af, at børnene var pæne i tøjet, men til gengæld var der så ikke altid tid til at hjælpe barnet med lektierne eller med at pakke skoletasken.

'Jeg synes slet ikke, folkeskolen er fulgt med udviklingen. Jeg tror faktisk ikke på, at det kan blive ved med at fungere sådan her ret meget længere. Der er brug for en anden struktur med mere ro, mere tid til fordybelse, en struktur, hvor der ikke er en klokke, der ringer, når der er gået 45 minutter. Det er da med til at gøre børnene knaldhamrende forvirrede!'

Hannah Skarsholm blev færdig som lærer fra Blaagaard Seminarium i januar 1998. Efter et halvt år som vikar i Albertslund blev hun i august fastansat på Bakkegårdsskolen. I september tænkte hun for første gang, at hun måske alligevel ikke skulle være lærer. Men nu havde hun uddannelsen, og hun følte, at det var det, hun ville, så hun var indstillet på at kæmpe.

'Jeg sagde til mig selv, at det var, fordi jeg var ny, et nyt sted, og at det var, fordi jeg skulle undervise i dansk, selvom jeg ikke har dansk som linjefag. Men jeg kunne jo se på min dygtige og engagerede kollega med 22 års erfaring, at hun stressede lige så meget rundt som mig'.

'Samtidig fortalte mine ældre kolleger mig, at da de startede, var det ikke sådan. Siden er der kommet flere og flere krav, nu skal skolen også lære børnene om trafik og vold, og læseundersøgelserne har lagt endnu mere pres på. Så jeg kunne jo se, at det bliver ikke bedre. Og hver fredag, når jeg åbnede Folkeskolen,blev jeg endnu mere deprimeret af at læse i lederen, i artiklerne og på læserbrevssiderne om nedskæringer og forringelser. Og jeg vidste bare, at der var 40 år, til jeg skulle på pension!'

Bedst opnåelige ikke godt nok

Overenskomst 99 skubbede yderligere til Hannah Skarsholms overvejelser.

'Det kan godt være, at det var 'det bedst opnåelige'. Men hvis det bedst opnåelige ikke er godt nok, så må man kæmpe, selvom det betyder, at man må strejke i sommerferien', siger Hannah Skarsholm, der med klasselærertid, tilsyn med billedkunstsamlingen og tid til det pædagogiske IT-kørekort selv slap med 22 lektioner om ugen i år.

'Men der er jo mange af mine kolleger, også blandt de ældre, der har fået 25-26 lektioner, og det er jo tydeligt, at det er gået mest ud over dem med de mange timer, mens dem i den anden ende, der kun har seks lektioner om ugen, også har 375 forberedelsestimer'.

'Og det allerværste er, at det i sidste ende går ud over børnene. Så jeg besluttede, at jeg ikke gider at blive mavesur og bitter og passe mit job som venstrehåndsarbejde. Jeg kan mærke, at jeg ikke har flere kræfter, men det er klart, at børnene havde svært ved at forstå det, da jeg sagde, at det faktisk var for deres skyld!'

'Jeg har forklaret dem, at jeg vil have mere tid til mig selv. Jeg vil ikke bruge al min tid på mit arbejde. Min kæreste er også glad for min beslutning - han var temmelig træt af, at jeg skulle bruge de første halvanden time, når jeg kom hjem, på at fortælle ham om alle mine frustrationer. Mine kollegers reaktion var, at det var stærkt og modigt af mig, og mange af dem sagde, at de ville have gjort det samme, hvis de var 26 og ikke bundet af hus og børn og så videre'.

Hannah Skarsholm kender fem medstuderende fra seminariet, der ligesom hende har været i folkeskolen et par år og nu er droppet ud, og hun er overbevist om, at det bliver meget svært at skaffe lærere nok, hvis forholdene ikke bliver bedre. Lige nu har hun søgt et job i en human resource-afdeling i det private erhvervsliv - altså et sted, hvor man blandt andet beskæftiger sig med personalepleje, en ting, som hun også synes, der er en skrigende mangel på i det offentlige. Men hun kan sagtens forestille sig, at hun gerne vil undervise igen, bare ikke i folkeskolen.

'Jeg vil gerne beskæftige mig med børn, der har det svært, for eksempel på et behandlingshjem. Jeg kender flere, der arbejder på steder, hvor der er fire voksne til otte børn, hvor de fysiske rammer og tiden er til stede til at hjælpe børnene, og hvor der er en psykolog, som man til enhver tid kan få en snak med'.

'Jeg vil gerne selv have nogle børn, og hvis jeg blev i folkeskolen, aner jeg ikke, hvordan jeg skulle få overskud til at tale pænt til mine egne børn, når jeg kom hjem'.

Der er ikke noget, der hedder problemer, det er 'pædagogiske udfordringer'De ringer til mig for at spørge, hvornår jeg mener, børnene skal i seng om aftenen

Powered by Labrador CMS