Kommuner og ansatte lover hinanden samarbejde om reform

Arbejdsgivere og arbejdstagere på det kommunale arbejdsmarked har i fællesskab noteret sig, at målet med en ny struktur ikke er færre kommunalt ansatte, og de har lovet hinanden samarbejde om størst mulig tryghed for de ansatte.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

KTO, der er fælles forhandlingsorganisation for de ansatte i amter og kommuner har forhandlet med KL, Amtsrådsforeningen og København og Frederiksberg om en fælles erklæring om strukturreformens konsekvenser for personalet.

"Parterne er enige om, at et vigtigt udgangspunkt for en tilfredsstilllende omstillingsproces er et godt, tillidsfuldt samarbejde mellem ledere og medarbejdere. Løbende information, dialog og så tidlig inddragelse af medarbejderne som muligt er kilden til et godt samarbejde", hedder det i erklæringen.

"Der kan perioder, hvor processen føles kaotisk, uvant og endda utryg", erkendes det i erklæringen, hvor man lover, at også i perioder hvor der kun er få informationer at give, skal man løbende drøfte status for kommunalreformen på personalemøder og lignende, så medarbejderne har mulighed for stille de spørgsmål, de tumler med.

Arbejdsgivere og arbejdstagere er gået i gang med at drøfte, hvordan man etablere samarbejdssystemer (MED og SU) på tværs af de nuværende kommunegrænser for at styrke samarbejdet i overgangsperioden. I den forbindelse vil man også forhandle om vilkår for at tillidsrepræsentanterne får mulighed for tale sammen på tværs og informere deres bagland om processen.

I strukturreformen er regeringens udgangspunkt, at de ansatte følger opgaven - altså at når en ogave flyttes fra én myndighed til en anden, følger personalet med. I tilfælde af uenighed mellem de to myndigheder, oprettes midlertidige delingsråd, som skal træffe den endelige afgørelse. Kommunerne og KTO har nedsat en fælles arbejdsgruppe, som skal afklare ansættelsesvilkårerne, når kommuner fusioneres, og amter nedlægges. Gruppen skal finde ud af, hvordan man samordner overenskomster og aftaler og etablerer overgangsløsninger med henblik på størst mulig tryghed for de ansatte.