Brian maler med en bred pensel i sin nye bog, men hvis jeg skal gribe fat i én essentiel kritik, må det være kritik af fokus på effektivitet og "det, der virker" i stedet for et fokus på menneske, kulturhistorie og ånd. Som han selv påpeger i en passage: ”Det, vi i fællesskab må frem til, er, at det kærlige og tolerante og omsorgsfulde møde er en uomgængelig forudsætning for det at drive skole (…) ikke en strategisk foranstaltning til redning af en skole, der er faret vild i kompetencefokuseringens og instrumentalismens menneskefjendske ideologi” (side 70).

Når det så er sagt, er der i værket kritik af mangt og meget, og jeg er fra start nødt til at indrømme, at jeg har læst bogen i små bidder. Det har jeg, både fordi budskaberne er så kompakte, og på grund af de meget højtflyvende og idealistiske elementer.

Der er flere ting, som Brian synes bør være i folkeskolen, som i min optik "clasher" med virkeligheden – men måske netop derfor er de gode til diskussion. For eksempel: Når han et sted kritiserer, at læreren nu skal sidde sammen med eleven og oversætte fælles mål til læringsmål – og at det ikke har noget med kultur, fællesskab og frihed at gøre – ingen svære spørgsmål, som han påpeger, så ser jeg levende for mit indre blik, hvordan en 15-årig ville se ud, udspurgte man ham eller hende om kulturen, fællesskabet og friheden. Eller når han for eksempel skriver, at kriterierne for den gode lærer er, at han eller hun tror på eleven uden at dømme – er det så nødvendigvis et ideal, som kun er af det gode? Jeg ved godt, det er rart at være i et rum, hvor der ikke dømmes, men på den lange bane vil jeg vove at påstå, at det også er rart med krav. I forvejen er individualismen og selvcentreretheden i høj kurs, så skal vi lade de små poder blive i deres boble? (om end det lyder flot, at troen på eleven pointerer lærerens villighed til at tro på mennesket som blivende mulighed).

Et andet kritikpunkt er, at han flere gange opremser, hvad der bør være i skolen, for eksempel engagement, fordybelse, dans, poesi, nærvær og omsorg. Når man bliver konfronteret med den ottende remse, begynder det – desværre – at virke lidt ... opremsende. Muligvis er det en effekt af at være gået fra et blogmedie til et bogmedie? I den sammenhæng kunne man også have overvejet at fjerne linkhenvisningerne, da man aldrig får tastet de lange passager fra papiret ind i computeren – det er simpelthen unødvendigt at beholde dem.

Når det er sagt, kommer forfatteren også med mange sjove og finurlige indspark – blandt andet hans opfordring til KL, politikere, direktører og så videre om at tage en læreruddannelse og selv prøve på egen krop, hvad det vil sige at være lærer. Når nu de har så mange meninger om det felt, bør de også sidde i det selv – et synspunkt, jeg kun kan støtte op om. Også historien om, dengang Danmark blev nummer 1 gennem ved et uheld at komme med til europamesterskabet, bringer et smil frem på læben. Han påpeger for eksempel også det ironiske i, at Ny Nordisk skole slet ikke er nordisk, men i stedet lægger sig op ad en anglo-amerikansk tradition. Som han nøgternt fremfører: "I autoritære regimer ville man kalde den form for sprogbrug manipulation. I Danmark kaldes det ’nysprog’".

Og han har en valid pointe, når han skriver, at det er afgørende, at vi ser på barnet som et frit menneske – og fællesskabet som noget værdifuldt. Hans prisninger af lærere, som blandt andet er "beskyttere af grundlaget for alt, hvad samfundet har været, alt, hvad det er, og alt, hvad det vil udvikle sig til", kan jeg også kun bifalde herfra.

Alt i alt er der her tale om et værk, som jeg især vil anbefale til lærerstuderende i forhold til diskussionsoplæg – og dette især når det gælder de seneste års skolepolitik. Værket giver nemlig, trods dets kompakte form, et fint og meget kritisk billede heraf.