Anmeldelse

Hjernepauser

Blyantspidser til hjernen

Førstehjælp til lærere, der savner idéer til meningsfuld krops- og hjerneaktivitet i skolehverdagen.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Titlen ”Hjernepauser” kan være lidt misvisende, da der i materialet overraskende ikke er tale om, at elevernes hjerner skal tage en "slapper", men faktisk at mange elever i løbet af skoledagen trænger til at få "spidset" og vækket hjernen.

Fakta:

Titel: Hjernepauser

Forfatter: Søs Rask Andersen, Nanna Paarup

Pris: 260

Sider: 195

Serie: Værktøjer til klasseledelse

Forlag: Dansk Psykologisk Forlag

Ofte har undervisere den fejlagtige opfattelse, at elever, der bliver ukoncentrerede og hænger over bordene, eller klasser, hvor energien er lav, har brug for at hvile hjernen og blive luftet. At bruge kroppen er ikke en dum idé, men hvis man skal have skærpet koncentration, opmærksomhed og samarbejde, gøres det bedst i kombination med "hjernemotion" i form af styrede aktiviteter. Dette vil de fleste lærere nok ikke være uenige i, men mange har nok mærket presset efter den nye skolereform, i forhold til hvad de skal finde på.

Derfor falder "Hjernepauser" på et tørt sted, da den tilbyder små strukturerede øvelser og lege til alle aldersgrupper, øvelser, som har fokus på både styrkelse af kognitive processer, regulering af energiniveauet og trivsel og samarbejde i klassen. Det, der får tommelfingeren op, er dog især, at øvelserne giver mulighed for, at eleverne prøver nye ting og griner sammen, samtidig med at de i al ubemærkethed bliver bedre til hurtigt at modtage og handle på beskeder. Anmelderen har gennemført nogle øvelser med en gruppe børn, og der blev grinet. Det er dog vigtigt at være forberedt på en smule startvanskeligheder ved enkelte øvelser, da nogle børn kan blive en smule frustrerede, hvis hjernen til at starte med slår lidt knuder. Prøv for eksempel en af de svære, hvor du skal rotere din højre fod med uret, mens du tegner et 6-tal med din højre hånd ...

Powered by Labrador CMS