"Det har været godt at være i nye grupper med dem fra den anden klasse. Det, vi har lært mest om, er at samarbejde, og så har vi også lært noget om at lave gangestykker på forskellige måder", siger en elev, der har været med i et testforløb om holddannelse, som understøtter inklusion.

Det er SFI - Det nationale forskningscenter for velfærd - og konsulenthuset Cubion, der har testet de tre arbejdsformer: holddannelse, som understøtter inklusion, klassens spilleregler og lege- og læringsmakkere. Det nye inspirationshæfte er et led i den SFI-rapport om inklusion i skolen, som Undervisningsministeriet har bestilt, og som udkom i slutningen af april.

SFI-rapport: 60 pct. af inkluderede får ikke støtte

Syv skoler rundt i landet har deltaget og afprøvet ideerne, der er omtalt i inspirationshæftet.

Noget af det, der er vigtigt i et inkluderende skolemiljø, er at have en tydelig ledelse, et velfungerende skole-hjemsamarbejde og nogle tydelige omgangsregler.

For et bedre samarbejde

Om holddannelse står der i hæftet, at lærere og pædagoger forklarede eleverne, at forløbet skulle styrke samarbejdet, hvilket blandt andet betød, at ingen i grup­pen var færdige med opgaverne, før alle i gruppen var færdige. Eleverne måtte gerne hjælpe hinanden og behøvede ikke at lave lige meget.

"Nogle elever blev motiveret af, at det var et fælles projekt at blive færdige. Andre elever blev motiveret af, at de indgik i en ny sammenhæng med elever fra parallelklas­sen, mens nogle elever i udgangspunktet var skeptiske og ikke ønskede holddelingen. Nogle af eleverne erfarede, at det trods skepsis var muligt at deltage i nye gruppe­sammenhænge, men også, at det var dejligt at vende tilbage til det kendte", skriver folkene bag hæftet.

Nogle af erfaringerne er, at holddannelse ikke må blive et mål i sig selv, og at forløbet skal køre i en fast struktur i en tidsafgrænset periode.

Eleverne laver klasseregler

En anden metode til at skabe et inkluderende skolemiljø er, at klassen selv arbejder med at udforme spilleregler for, hvordan man taler til hinanden og omgås. Her sørger eleverne i fællesskab for, at reglerne bliver respekteret.

For lærerne i testforløbene har nogle af målene været at skælde mindre ud og få større fokus på de gode historier.

Den tredje metode er, at sætte eleverne sammen i legemakkere og læringsmakkere. Det kan for eksempel være større elever, der skal tage sig af mindre elever.

"Både store og små elever har fået et meget stort udbytte af forløbet. De store tog deres ansvar på sig, og mange øvede sig før oplæsningen, enten derhjemme eller sammen med en kammerat fra deres egen klasse. De havde altid oplæsningsbogen med sig til læsemøderne, og de var gode til at lytte til de mindre elever, når næste bog skulle vælges", fortæller en lærer i inspirationshæftet.

De gode råd lyder blandt andet på, at man skal klarlægge, hvilke kriterier der skal arbejdes med, når man udvælger elev-par, og at lærere/pædagoger skal fortælle, hvad der kendetegner et godt samarbejde.

Inspirationshæftet indeholder citater fra lærere og elever samt i kort form, hvordan man kan arbejde med de tre metoder.

"Det har været rigtig sjovt at planlægge og afvikle bevægelsesbåndet for an­dre elever. Det var godt, fordi jeg kom til at tale med nogen, jeg ikke plejede, og de er blevet mine nye venner", som en elev siger.

Folkene bag inspirationshæftet understreger, at effekten af den enkelte metode afhænger af konteksten på skolen, og at det derfor er vigtigt, at lærere og pædagoger har en professionel dialog, inden de vælger metode, og at man evaluerer forløbene.