Vi har først og fremmest satset på at opnå pæne lønstigninger. Og det har vi fået. Generelle lønstigninger til alle på mindst 10.000 kroner.

Især er jeg godt tilfreds med, at vi fik lærerne på slutløn løftet til løntrin 39, det har i flere år været et nøglekrav for mig. Dels fordi den store gruppe erfarne lærere fortjener et lønløft. Dels fordi vi dermed har flyttet den øverste grænse for lærerlønnen og pensionen.

Vi har også fået prøveaftalen ændret, så eksaminatorer og censorer får en klart bedre timeafregning. Forhøjelse af tre-kronertillægget tæller også på plussiden.

Jeg er godt tilfreds med, at børnehaveklasselederne får tidsforbruget ved kurser indregnet i arbejdstiden. Og det er bestemt positivt, at de også får ekstra løntillæg.

Jeg ser gode perspektiver i, at lederne er kommet på nye lønformer. Vi fik en aftale, der giver et godt lønløft på fornuftige vilkår. På sigt må vi så se, om vi også kan finde frem til nogle vilkår, der gør det attraktivt med nye lønformer for lærerne. Men denne gang var tilbuddet ikke godt nok, og der var ikke tid til den demokratiske proces, der skal til før den slags forandringer.

Der er også et par skønhedspletter i overenskomsten. Det viste sig umuligt at afskaffe decentral løn, da arbejdsgivere og flere lønmodtagerorganisationer ønskede den. Men vi holdt den nede på et tåleligt niveau, og vi fik snor i den, så der er større sikkerhed for, at pengene kommer medlemmerne til gode.

Et ideologisk nej fjerner ikke den decentrale løn. At sende de overenskomstansatte i strejke på det grundlag ville være en tom markering. Jeg ser intet fornuftigt alternativ til et ja.