Debat

Klar til inklusion

96 % af alle elever skal inkluderes i den danske folkeskole, hvilket er en stor opgave for folkeskolen, og det kræver, at lærerne har kompetencerne til at bære denne opgave. Klæder læreruddannelsen de studerende på til denne opgave?

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Undervisningsminister Christine Antorini udtaler om inklusionsloven til folkeskolen.dk, at den ikke er en spareøvelse, men et kompetenceløft. Uanset hvad hensigten er, om det er en spareøvelse eller et kompetenceløft, er det, hvad man, som folkeskolelærer, har at arbejde ud fra. Første skridt mod en inkluderende folkeskole er, at lærerne er klædt ordentlig på til opgaven. Det kræver en sammenhæng mellem læreruddannelsen og folkeskolen. Det kræver, at læreruddannelsen leder de lærerstuderende hen mod at kunne opfylde de mål for inklusion, der er for folkeskolen. Spørgsmålet er hvorvidt de  studerende på den nye Læreruddannelse er klædt på til at kunne opfylde inklusionskravet, når nu specialpædagogik bliver fjernet som selvstændigt linjefag og bliver gjort til en integreret del af uddannelsen, som kun fylder en fjerdel af, hvad linjefaget gjorde. Hvad er der tænkt fra den politiske side ved integreringen og reduceringen? Hvordan skal dette kunne støtte op om inklusionskravet?

Denne artikel har fokus på, hvorvidt og hvordan den inklusions politiske diskurs har indvirkning på vores kommende virke som lærere. Vi vil undersøge, hvorvidt de to instanser folkeskolen, Læreruddannelsen og de politiske retningslinjer i forhold til skoleområdet hænger sammen med målet om en inkluderende folkeskole.

Et af de overordnede mål for den nye folkeskolereform er, at ”folkeskolen skal udfordre alle, så de bliver så dygtige, som de kan” (UVM, 2014. Den nye folkeskole s. 4). Med den nye folkeskole er der et øget fokus på inklusionen, og der er besluttet en række tiltag, som skal tilgodese alle elevers læring og trivsel. Men hvordan hænger det sammen med, at der på læreruddannelsen er blevet skåret ned på et fag som specialpædagogik, hvor de studerende netop får viden om relationskompetence, klasseledelse og en inkluderende didaktik, da alle disse er med til at understøtte visionen om inklusion i det praktiske felt. Eller skal man snarere se på reduceringen som at ved det bliver en integreret del i læreruddannelsen vil det understøtte inklusionsfremme i folkeskolen?

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Derudover vil artiklen lægge fokus på det didaktiske perspektiv, altså hvilke didaktiske forudsætninger vi, som studerende med linjefaget specialpædagogik, har for at opfylde kravet om øget inklusion. Med den nye læreruddannelse 2013 blev specialpædagogik et integreret fag i uddannelsen. Dette betød, at specialpædagogik er blev fjernet som et selvstændigt fag, og det udgør nu kun en fjerdedel af, hvad det tidligere gjorde. Hvad har det af betydning for lærerens didaktiske kompetencer? Hvordan fremmer det kvaliteten af vores fremtidige inkluderende skole?

Ovenstående viser den problemstilling som artiklen vil belyse. Derfor har vi valgt at inddrage et øjebliksbillede fra virkeligheden, som illustrerer nogle af de problemstillinger, der kan ses i praksis i forhold til inklusionsområdet. Øjebliksbilledet vil senere i artiklen være genstand for vores refleksion over de didaktiske overvejelser, man, som lærer, skal have i forhold til at skabe en inkluderende praksis.

Øjebliksbillede fra praksis

Jens på 25 er lige blevet færdiguddannet folkeskolelærer i 2014. Han er uddannet i fagene matematik, historie og fysik/kemi. I august 2014 blev Jens fastansat på en folkeskole i Odense C. Han underviser 5.B i matematik og historie, og det er i denne klasse Jens har størstedelen af sine timer. 5.B er en klasse bestående af 24 elever, som består af 10 piger og 14 drenge. Det er en urolig klasse, som har svært ved at koncentrere sig i undervisningen. Derudover har klassen svært ved at samle sig om det faglige indhold. I klassen er det svært at skabe et socialt fællesskab, da der er mange grupperinger, og disse ikke har en stor forståelse for hinandens forskelligheder. Særligt to drenge, Mathias og Emil, skaber meget uro i klassen. Mathias har faglige udfordringer i matematik, og i matematiktimerne forstyrrer han de andre elever ved f.eks. at løbe rundt i klassen. Emil har diagnosen ADHD. Han ender tit i konflikter med lærere og klassekammerater. Begge drenge bliver med jævne mellemrum sendt ud af klassen, da de er forstyrrende for den faglige undervisning.

En dag har klassen matematik, hvor de skal arbejde med emnet gange. Jens står oppe ved tavlen og præsenterer eleverne for det kommende forløb. I mens Jens er i gang med at præsentere eleverne for emnet, er der meget uro i klassen. Eleverne har ikke rettet deres opmærksomhed på Jens. Mathias spørger Jens, uden at have hånden oppe, hvorfor de skal lære at gange. Jens svarer til Mathias’ spørgsmål, at det skal de bare, og at Mathias skal følge med i stedet for at afbryde.

Undervisningen går i gang og klassen bliver stillet over for nogle opgaver, som de skal lave i grupper. Emil er ukoncentreret og kan ikke samarbejde med hans klassekammerater. De andre elever kalder Jens til sig, og de fortæller ham, at Emil er forstyrrende og ikke hjælper med at løse opgaverne. Jens reagerer ved at flytte Emil, så han sidder i hjørnet for sig selv. Emil tager hænderne op til hovedet og bliver siddende sådan resten af timen.

Mathias sidder alene og arbejder, da lærerne vurderer, at Mathias bedst arbejder alene. Mathias læser opgaven igennem, hvorefter han siger til Jens, at han ikke forstår, hvad opgaven går ud på. Jens ryster på hovedet og siger: ”Det har jeg forklaret dig.” Mathias siger: ”Jeg forstår det ikke”. Jens svarer ”Prøv at læse opgaven en gang til og så kommer jeg tilbage, der er jo mange, der skal have hjælp”.

Da Jens er ved at hjælpe nogle af pigerne fra klassen bliver han forstyrret, da Mathias løber rundt i klassen. De andre elever bliver ukoncentreret og retter fokus mod Mathias. Jens råber til Mathias, at han skal sætte sig ned på sin plads, men Mathias bliver ved at løbe rundt. Jens sender Mathias udenfor døren.

Timen slutter kort efter.

Jens går efter timen ned på lærerværelset og fortæller sine kollegaer, at nu har han igen haft problemer med Emil og Mathias, og at han er træt af, de altid ødelægger undervisningen. 

Lovgrundlagenes krydspres

Den inkluderende skole er i dagens Danmark i fokus, og det står øverst på den skolepolitiske dagsorden både kommunalt og nationalt. Det er en tænkning, som ovenfra ønskes at påvirke den danske folkeskoles kultur og fundamentale grundlag. Udviklingen af inklusionstanken kulminerede i 1994 ved Salamanca-erklæringen, hvor Danmark underskrev denne. Det betød, at Danmark  forpligtede sig til at skulle gøre en indsats for at udvikle inkluderende fællesskaber i uddannelsessystemet.

I 2012 indgik et bredt folketingsflertal at ændre specialundervisningsbegrebet. Med vedtagelses af inklusionsloven skulle elever, der førhen modtag mindre en 9 timers specialundervisning, deltage i den almindelige undervisning. Dette havde betydning for cirka 49.000 elever, der dermed skulle inkluderes i den almindelige skole. Begrundelsen fra politikernes side for dette tiltag er at løfte det faglige niveau for alle skolens elever. Ved dette udspil bliver der frigjort en del af de penge, der førhen blev brugt på specialundervisning, og de bliver derved en del af budgettet for normalundervisningen. Derved bliver nogle af de penge flyttet med over i folkeskolen. 

Spørgsmålet er, hvorvidt og hvordan de forskellige politiske instanser og institutioner arbejder sammen for at opnå idealet om den inkluderende skole.  Her menes der folkeskole, læreruddannelsen og den politiske top, der bestemmer lovgrundlaget for skolens praksis. Hver eneste instans har hvert deres formål, deres interesse og dagsorden. Der kan ske et krydspres fra de forskellige lovgrundlags, hensigter og formål.            

I sommeren 2013 trådte en ny læreruddannelse i kraft. Begrundelsen for at lave om på læreruddannelsen til at starte med var: "Overordnet set handler det om at styrke fagligheden og målrette uddannelsen til professionen, så den i endnu højere grad matcher folkeskolens behov. Som studerende bliver du med den nye uddannelse klædt endnu bedre på til den konkrete virkelighed, du kommer til at møde som lærer, og du får mulighed for selv at tone din uddannelse" (http://nylaereruddannelse.nu/den-nye-uddannelse/). Man kan spørge sig selv, om det at skære ned for antallet af praktikker understøtter, at de studerende bliver bedre klædt på til virkeligheden som folkeskolelærer? Der er en del, man kan stille sig kritisk og undrende over for, men det der skal være i højsæde i forhold til den ny læreruddannelse i denne artikel vil være specialpædagogikkens formindskelse. Med den nye læreruddannelse skal alle lærerstuderende godt nok undervises i specialpædagogik og inklusion

Det er betydningsbærende, at læreruddannelsen involverer sig i inklusionsarbejdet. Fremtidens lærere skal kunne bære inklusionstanken ud i den virkelige verden og anvende den i undervisningen i tilgangen til eleverne og have det med i deres tankegang. Dette er kun muligt, hvis forudsætningerne for de kommende lærere gennem deres undervisning på læreruddannelsen bliver præget af denne tænkemåde. Det kræver en læreruddannelsen, der har fokus på, hvad inkluderende praksis indebærer.

Med den nye skolereform er der et øget fokus på inklusion. Derfor skal man, som lærer, tilrettelægge en undervisning der tilpasses den enkelte elev, så alle elever i klasseværelset gives muligheden for at lære på deres niveau. Som lærer i den danske folkeskole skal du derfor kunne undervisningsdifferentiere i din undervisning. Undervisningsdifferentiering kræver forberedelsestid, en forberedelsestid der med den nye reform er blevet reduceret - så hvordan hænger inklusionskravet egentlig sammen med en sådan ændring at reducere lærerens forberedelsestid?

To markante ændringer har fundet sted i den danske folkeskole - den nye folkeskolereform samt inklusionsloven, desuden er læreruddannelsen blevet lavet om. Spørgsmålet er bare hvorvidt og hvordan disse ændringer understøtter hinanden indbyrdes og på sigt. Hvordan harmonerer de forskellige tiltag i inklusionskravet? Der er en del modsigende elementer i læreruddannelsen og folkeskolereformen. Men, som lærer, skal man arbejde med de midler, man har. Man skal arbejde med de regler og love, man er underlagt. Så skal man spørge sig selv, om det er noget, man kan stå inde for. For selv om man kan kritisere reformen og den nye læreruddannelse, selv om man kan stille sig undrende og frustreret overfor det høje krav om inklusion, så er det de forudsætninger, vi har at arbejde ud fra, og hvis vi på nogen måde skal kunne indfri de høje krav og forventninger med eleverne i fokus, så kræver det en optimisme og en tro på, at det kan lade sig gøre.

Ovenfor tydeliggøres det, at inklusionen er blevet et mål i de danske folkeskoler. Men hvad betyder begrebet egentligt? Hvordan forbereder læreruddannelsen de studerende til at kunne skabe en inkluderende praksis?

Fuldgyldig, naturlig og værdifuld deltager i fællesskabet

Ifølge professoren Susan Tetler (Specialpædagogik i skolen s. 54), er inklusionsperspektivet et perspektiv, hvor alle elever, uanset baggrunde og forudsætninger, skal have mulighed for at være en aktiv og fuldgyldig deltager i undervisningen og dets fællesskab. Inklusionsbegrebet omhandler de betingelser og muligheder skolen og undervisningen giver den enkelte elev for at deltage fuldt og helt. Dette er ifølge Tetler det, der kendetegner en inkluderende praksis. En inkluderende praksis er en vision, hvor undervisningen møder eleverne, hvor de er, så eleverne har mulighed for at være en del af undervisningen og dets fællesskab.

Ifølge psykologen Rasmus Alenkær (Alenkær, 2008. Den inkluderende skole s. 21) handler inklusion om, at den enkelte elev skal føle sig som en naturlig og værdifuld deltager af fællesskabet både fagligt og socialt. Eleverne skal altså føle sig som en naturlig del af det person-relationelle forhold, samt føle sig som en naturlig del af undervisningens opgaver. Ud fra Tetler og Alenkærs definitioner af inklusion vil det altså sige, at læreren har til opgave, at undervisningen skal tilrettelægges, så alle elevers deltagelse bliver muliggjort, så eleverne er og kan opleve sig selv som en aktiv, fuldgyldig og værdifuld deltager i undervisningens fællesskab. På baggrund af disse definitioner, er målet om inklusion derfor en krævende opgave for folkeskolens lærere. Men hvorvidt forbereder læreruddannelsen de studerende til at kunne klare denne opgave? Linjefaget specialpædagogik er i år 2015/2016 sidste år, hvor de studerende kan blive uddannet indenfor dette område. På den nye læreruddannelse er specialpædagogik en integreret del af uddannelsen.

Linjefaget specialpædagogik er et valgfag, hvor de studerende bl.a. får et indblik i inklusionsperspektivet. Inklusionsbegrebet bliver i undervisningen anvendt og analyseret med forskellige teorier. Når specialpædagogikken på den nye læreruddannelse bliver en integreret del af undervisningen, er det umuligt at kunne arbejde i dybden med inklusionsbegrebet, som man gør under selve linjefaget. Hvordan hænger det sammen med målet om inklusion i folkeskolen? Man kan diskutere, hvorvidt de studerende på den nye læreruddannelse får et stort nok indblik i, hvor vigtigt inklusionen egentlig er i undervisningen. At specialpædagogikken bliver en integreret del af den nye læreruddannelse kan siges både at have fordele og ulemper. En af fordelene er, at alle de studerende på den nye læreruddannelse, får et indblik i inklusionsperspektivet, da specialpædagogikken netop bliver en integreret del. Det vil sige, modsat den gamle læreruddannelse, at alle elever i en vis grad bliver undervist indenfor området. På den gamle læreruddannelse var specialpædagogik et valgfag, hvorfor mange af de studerende slet ikke blev undervist indenfor netop dette felt. At specialpædagogikken bliver en del af den nye læreruddannelse er i sig selv et godt initiativ. Men at det kun udgør en fjerdedel af, hvad linjefaget specialpædagogik gør, er et bekymrende område set i forhold til målet om at kunne skabe en inkluderende praksis. Bliver de studerende på den nye læreruddannelse ordentlig klædt på til at kunne opfylde målet om en inkluderende praksis? Bliver de klædt ordentlig på til at kunne skabe en inkluderende undervisning? Bliver de klædt ordentlig på til at kunne opretholde fællesskabet i undervisningen?

For at stille skarpt på det dilemma vi mener, der opstår ved at specialpædagogikdelen bliver en integreret del, har vi valgt at interviewe en studerende på den nye læreruddannelse for at finde ud af, hvilke forudsætninger hun har for at skabe en inkluderende praksis.  

En studerendes forudsætninger

Mette er studerende på 2. årgang på Læreruddannelsen på Fyn. Hun er en del af den nye læreruddannelse, hvor specialpædagogikken er blevet en integreret del af uddannelsen, som indgår i faget LG (lærerensgrundfaglighed).

Under interviewet med Mette spurgte vi ind til, hvad de i deres undervisning har haft om i forhold til inklusion. Mette kunne ikke nævne nogle teoretikere, som hun kunne koble til inklusionsbegrebet. Derimod perspektiverer hun flere gange til LP-modellen. Dette kan tyde på, at hendes teoretiske grundlag for inklusion er ikke-eksisterende. Den teoretiske viden er en afgørende faktor for, at man, som lærer, kan skabe en inkluderende praksis, da det teoretiske fundament skaber viden om og forudsætninger for lærerens kompetencer i forhold til dette område. På trods af Mettes manglende teoretiske viden om inklusion, definerer hun begrebet som: ”Inklusion er, at alle børn skal inkluderes sådan, at der er plads til dem i fællesskabet”. Mettes definition læner sig godt op af Tetler og Alenkærs definitioner heraf, om at alle elever skal være en del af fællesskabet. Dog oplever vi at Mette flere gange i interviewet bruger ordet inklusionsbørn. Disse udtalelser er selvmodsigende i forhold til egen definition af inklusion i starten. Dette tyder på, at Mette er på vej til at forstå, hvad inklusion er og indebærer, men det korte forløb tyder på, at undervisningen på den nye læreruddannelse om inklusion ikke er dybdegående nok. Det kan derfor diskuteres om den integrerede del er fyldestgørende nok.

I interviewet spurgte vi ind til Mettes vurdering af egen relationskompetence i forhold til at arbejde inkluderende i skolen. Til dette svarede hun:  ”Jeg tror det handler meget om en selv! Enten har man det nemt med relationskompetencen ellers så har man ikke”. Mette beskriver relationskompetencen som noget iboende, man som person har fra naturens side, men ikke som en kompetence man kan tilegne sig igennem uddannelse og sit professionelle virke som lærer. Men at kunne mentalisere, at kunne være anerkendende og at kunne bruge sin relationskompetence mest hensigtsmæssigt i mødet med eleverne er nogle forholdemåder vi,  som lærerstuderende med specialpædagogik som linjefag,  har fokus på.

Når man sammenligner undervisningsplanerne for specialpædagogik som linjefag og LG kan man se, at specialpædagogikken har større fokus på relationskompetence end LG. Det kan være en forklaring på Mettes manglende argumentation for sit eget relationsarbejde.  For at opnå målet med inklusion kræver det, at man, som lærer, har fokus på sin relationskompetence, det kræver at man kan være anerkendende og mentaliserende i sin tilgang til eleverne. Udover at specialpædagogikken fokuserer og uddyber relationskompetence mere end faget LG gør, giver specialpædagogikken flere perspektiver og teorier på, hvordan man anskuer inklusion i praksis. De flere perspektiver giver os mulighed for at være mere reflekteret i vores praksis. Man kan formode, at idet LG ikke inddrager mange perspektiver om inklusion kan medføre at de studerende har fokus på en bestemt model, de kan anvende som redskab i praksis. Som man kan se ud fra Mettes svar, nævner hun nogle modeller op til flere gange. Dette tyder på, at hun her søger et færdigt redskab. Mette har ikke den samme reflekterende tankegang som vi, med specialpædagogik som linjefag, kan nå at opbygge. 

Som en barriere for inklusion ser Mette økonomien og skolens fysiske rammer. Dette kan anskues som, at hun har fokus på den økonomiske diskurs. Det er selvfølgelig en barriere i sig selv, men det er ikke noget, at vi, som lærere, kan gøre noget ved.

Ud fra interviewet med Mette kan vi se, at den måde hun definerer begrebet inklusion på ikke hænger sammen med den måde, hun italesætter inklusion i forhold til praksis.

I det følgende afsnit vil der forekomme en analyse af den case, som ses i starten af denne artikel. Analysen vil bygge på, hvorledes vi, som lærerstuderende med specialpædagogik som linjefag, kan vurdere en undervisningssituation didaktisk, i forhold til, hvordan Jens kunne handle anderledes.

Didaktiske overvejelser om inklusion

Casen, i starten af artiklen, er en beskrivelse af den nyuddannede lærer, Jens’, matematiktime i 5.B. Man foranlediges til at beskrive timen som kaos, og ikke som det drømmebillede man har af, hvordan en matematiktime i 5. klasse burde forløbe. Men tegner casen i virkeligheden ikke et billede af en hverdag, som forløber i mange klasser på mange forskellige skoler den dag i dag? Med den øget inklusion opstår der større niveauforskelle i klasserne, og det kalder på en omstrukturering af kulturen for, at alle vil føle sig som en værdifuld deltager i fællesskabet. Mathias og Emil bliver i casen tydeligt ekskluderet ved at blive smidt udenfor døren, når de forstyrrer undervisningen.

De bliver af Jens særligt fremhævet som problemet i klassen, og Jens forklarer sine kollegaer, at han er træt af, at de to altid skal ødelægge hans undervisning.

Man kan her firkantet sige, at Mathias og Emil ikke passer ind i den klasses kultur, de til dagligt befinder sig i. Men hvorledes skabes der så en kultur, hvor god undervisning for alle står højest på skemaet, og hvor den nye reform imødekommes ved, at alle elever bliver så dygtige, som de kan?

Vi vil sætte fokus på didaktiske perspektiver, som vi har opnået viden omkring igennem vores linjefag, specialpædagogik, men som vi mener burde være almenpædagogiske perspektiver i forhold til at skabe god undervisning i dagens inkluderende skole. Da den danske folkeskole skal bygge på en inkluderende grundtanke, kunne det tænkes at være en fordel, at man anskuede inklusion som en almenpædagogisk tanke.

Nordenbo mfl. (Christiansen, 2008. Hvad er god undervisning s. 11-12) har lavet en undersøgelse omkring, hvilke kompetencer hos læreren, der har effekt på elevernes læring. De tre kompetencer de kom frem til er relationskompetencen, ledelseskompetencen og didaktisk kompetence. Relationskompetencen omfatter, at lærerens forhold til eleverne skal være præget af respekt, tolerance og empati, og at læreren skal vise en interesse for eleven og have respekt for de forskellige måder, eleverne lærer bedst på (Christiansen, 2008 s. 11-12). I casen virker det ikke til, at Jens har en god relation til Mathias og Emil. Han forholder sig ikke til deres forskellige måder at lære på, selvom eleverne verbalt og nonverbalt gør opmærksom på, at de har svært ved det faglige indhold. Derimod ser han dem som forstyrrende, og han smider i casen Mathias uden for døren og placerer Emil i et hjørne for sig selv isoleret fra fællesskabet.

Dette er problematisk, da dette kan medføre at Mathias og Emil ikke vil blive så dygtige som de kan, når de bliver smidt udenfor døren eller isoleret i et hjørne, hvor ikke engang læreren tager stilling til dem.

Læreren kunne i stedet forsøge at skabe en god relation til Emil og Mathias ved at møde dem med en anerkendende forholdemåde, som her er taget ud fra Ole Løws definition, som er at være lydhør overfor eleven, prøve at forstå eleven, acceptere og at bekræfte elevens udsagn (Kristensen mfl. 2006. Lærerens anerkendende og narrative forholdemåder s. 66-75). Her vil Jens ved at være lydhør overfor Mathias og Emils perspektiv på, hvorfor de forstyrrer de andre formentlig skabe en større forståelse for drengenes adfærd i hans timer. Drengene vil formentlig føle sig mere sete, og dette kan for Jens sætte nogle refleksioner i gang i forhold til en anden tilgang at undervise drengene ud fra.

Ledelseskompetence er lærerens kompetencetil at lede det, der sker i klassen. Læreren skal i sin undervisning inddrage eleverne, så de oplever at få nogle valgmuligheder i løbet af undervisningen (Christiansen, 2008 s. 11-12). I casen får eleverne ikke ret mange valgmuligheder. Forstyrrer eleverne undervisningen bliver de smidt udenfor døren. De får derved ikke deres stemme hørt i fællesskabet.

Didaktiskkompetence er, at læreren har en sikker faglig viden, som skaber plads til, at læreren kan handle situationelt i undervisningen. Derudover skal læreren sørge for, at der er klare mål for, hvad eleverne skal lære (Christiansen, 2008 s. 11-12).

I casen udviser Jens ikke evnen til at handle situationelt, da det virker som om, at han har en plan, som bare skal følges, da elevernes faglige inputs ikke får plads i undervisningen. Derudover er der ingen klare mål for dagens undervisning. Dette ses da Mathias spørger ind til, hvorfor de skal lære at gange. Her svarer Jens ”Det skal I bare”. Her antyder Jens’ svar, at der ikke er nogle klare mål for dagens undervisning, og som tilskuer bebrejder man ikke Mathias for til sidst at rende rundt og forstyrrer de andre elever.

I det ovenstående afsnit har vi stillet os i et perspektiv, med specialpædagogik som linjefag, men hvordan ville undervisningen se ud for Jens, hvis han havde gået på den nye LU 13 uddannelse, hvor specialpædagogikken er en integreret del?

Den nye læreruddannelse ville formentlig have givet Jens en forståelse for de basale grundlæggende værdier for inklusionen. Det havde formentligt gjort, at han ikke havde ekskluderet Emil og Mathias fra fællesskabet ved at sende Mathias uden for døren og placere Emil i et hjørne, da dette går direkte imod inklusionens principper. Han ville formentlig have et større fokus på, hvorledes han kunne få Mathias og Emil med i undervisningen, så de ville opleve sig som en del af klassens fællesskab.

Optimismens fremvinding

Visionen om inklusion tager tid, men den er kommet for at blive. Derfor er det elementært, at læreruddannelsen forbereder de kommende folkeskolelærere til en inkluderende praksis. Som man kan se ud fra vores undersøgelse, har Mette ikke opbygget fundamentet for en forståelse af inklusion og dets betydning. I forhold til casen i denne artikel, kan man se, at Jens har svært ved at imødekomme kravene om inklusion i sin praksis, da han ekskluderer Mathias og Emil fra undervisningens fællesskab ved at sende dem udenfor døren. Det handler om, at inklusionstanken skal integreres i lærerens tænkemåde i praksis. Undervisningen skal tilpasses eleverne og deres forudsætninger. Læreruddannelsen skal uddanne de kommende lærere til at arbejde reflekteret og situationelt omkring deres undervisning og ageren overfor eleverne, for at skabe inklusion. At linjefaget specialpædagogik bliver reduceret ser vi bliver problematisk i forhold til at indfri målet om inklusion. 

Det er på den ene side positivt, at specialpædagogik er en integreret del af Læreruddannelsen, men vi ser ikke, at det fokus på inklusionsområdet i faget LG er dybdegående nok. Set ud fra vores syn ville man i den ideelle Læreruddannelse både have specialpædagogikken som en integreret del, men også specialpædagogikken som linjefag. Dette ville fremme nogle specialister på området, som kunne være forgangsmænd for inklusionskulturen i de danske folkeskoler. Dette ser vi vigtigt, da den danske folkeskole især nu kalder på disse kompetencer hos lærerne.

Hvad enten inklusionskravet er en spareøvelse eller et kompetenceløft kræver det fra læreruddannelsens side, at de fremtidige lærere bliver klædt på til opgaven. Derudover kræver det fra lærernes side, at der er en optimistisk indstilling til at skabe rum for inklusion.

Af Katrine Broch Larsen, Anne-Sofie Asmussen og Louise Hovgaard

Powered by Labrador CMS