BLOG

Empty article - Subtitle

Er alt tabt?

Om videnskab og demokrati

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Lektor Thomas Aastrup Rømer var forleden til samtale hos ledelsen på Aarhus Universitet fordi han på sin private blog havde kritiseret en artikel af Dorthe Staunæs og Malou Juelskjær i bogen Klasseledelelsens dilemmaer – fortsatte magtkampe i praksis, pædagogik og politik (udgivet på Dafolo 2014). Staunæs og Juelskjær havde nemlig klaget formelt til universitetsledelsen, fordi de ikke fandt, at Rømers ellers tekstnære læsning passede med deres egne opfattelser af artiklens budskab. Det er skandaløst, og det går ikke! Staunæs er helt galt på den i sin klage, og af en eller grund må hun momentant have mistet overblikket: På et universitet må og skal man vurdere og kritisere hinandens arbejde, og en kritik er i grunden en stor anerkendelse af arbejdets væsentlighed. Malou Juelskjær har også klaget, men hendes tekst er altså ikke af så høj kvalitet, og det ville være uværdigt og unødvendigt at hænge hende specifikt ud, når Staunæs` trods alt mere sammenhængende klagetekst kan bruges til illustrere problemet.

Forleden skrev jeg et indlæg om Staunæs` klage (se link nedenfor). Jeg forklarede, hvorledes Staunæs i klagen helt misforstår, hvad et universitet er for noget, og jeg kritiserede skarpt, at hun bl.a. bekymrede sig for mulighederne for produktive eksterne samarbejdsrelationer, rådsposter osv., når folk som Rømer kritiserede hendes arbejde. Det er altså dybt, dybt problematisk at skrive sådan i en klage (eller i enhver anden sammenhæng for den sags skyld)! Det går simpelthen ikke, og vi må som samfund få sat en stopper for den glidebane, konkurrencestatstænkningen tilsyneladende har medført på universiteterne. Vi bliver nødt til at se hinanden i øjnene og få talt om det her. Alle som en.

Staunæs mere generelle meritter som praktiserende forsker vil og kan jeg til gengæld ikke udtale mig negativt om. Netop den omtalte artikel med Juelskjær i Dafolo-bogen er i mine øjne ikke hendes bedste, men retfærdigvis skal det siges, at Staunæs`har bidraget til væsentligt til dansk pædagogisk forskning gennem årene. Særligt hendes arbejde om køn og uddannelse repræsenterer på fornem vis en videnskabsteoretisk vigtig vinkel på samfundsrelevante spørgsmål om fx mangfoldighed og individualitet (jeg har selv med stor fornøjelse brugt flere af hendes tekster i undervisningen af lærerstuderende). Med andre ord: Staunæs har bidraget væsentligt til at vi som samfund har haft noget at diskutere (og blive kvalificeret uenige om) i mange år. Det arbejde skal man værdsætte, og det er problematisk (som der i løbet af medievirakken har været tilløb til enkelte steder på de sociale medier) at beklikke Staunæs mere tekniske evner som empirisk forsker i almindelighed på baggrund af en klage og enkelt artikel. Thomas Aastrup Rømer gør det ikke (han kritiserer fra et filosofisk perspektiv artiklens accept af skolereformen), og jeg gør det heller ikke (jeg kritiserer klageteksten og konsekvenserne af den). Vil man eksempelvis mere specifikt kritisere Staunæs` og Juelskjærs metodiske valg (fx i forhold til observationer, valg af skoler osv.) i det konkrete forskningsprojekt om klasseledelse, bør man efter min mening skaffe sig flere oplysninger om forskningsdesign osv. end den omtalte artikel giver.

En lang række forskere, skolefolk og intellektuelle har på forskellig vis engageret sig i sagen med henblik på at få klageprocessen stoppet, så vi kan få genoprettet tilliden til dansk videnskab. Det handler ikke om at hænge hverken Staunæs eller Juelskjær ud, ej heller er det en sag, hvor der skal findes en vinder til slut.

Hele denne sag er dybt tragisk, og den voldsomme modstand, de to klager har mødt i offentligheden, er også et forsøg på at beskytte Staunæs og Juelskjær. De må og skal have ret til at kritisere Thomas Aastrup Rømers (eller andres) arbejde, og i den forbindelse skal de ikke frygte klager, tjenstlige sanktioner eller lignende. Selv samme ret skal alle andre videnskabsfolk have. Ellers kan vi ikke opretholde et oplyst demokrati.

Er der så slet ingen grænser i videnskabelig debat? Jo, selvfølgelig er der det, men Rømers kritik slet ikke i nærheden af noget uvederhæftigt, kriminelt eller injurierende. Han er hård og kontant, men det er så det. Det er fair nok, hvis man synes, at han argumenterer dårligt eller tager helt fejl, og så ville det være gavnligt med en kommentar, artikel eller et blogindlæg om netop det.

Jeg er selv gået hårdnakket ind i forsvaret for Rømer (og dermed også Staunæs`og Juelskjærs ret til at kritisere ham offentligt) fordi det i sidste ende handler om vores demokrati og dets muligheder for at bestå. Som borgere er vi helt afhængige af, at vores videnskabsfolk har videst mulige rammer for at rette offentlig kritik af alle mulige antagelser og opfattelser. Den omtalte sag handler om to videnskabelige traditioner, der støder sammen. I et sådant møde opstår der gnister og kamp. Det er nyttigt, og det skal et universitet altså beskytte til det yderste. Derfor er det dybt bekymrende, at Aarhus Universitet ikke afviste de to klager i døren. Ligeledes er det helt uforståeligt, at Staunæs og Juelskjær ikke for længst har trukket dem tilbage. Det er menneskeligt at fejle, og enhver kan for en kort stund miste overblikket. Men er det ikke snart på tide at vågne op?

Det værste, der kan ske, er at al kamp ophører, og der ingen gnist er tilbage. Man kan frygte, at vi er ved at være tæt på. I hvert fald er det svært at forestille, at der er mange unge forskere, der pt tør rette kritik af populære og politisk favoriserede forskere (fx Dorthe Staunæs, Malou Juelskjær, Lars Qvortrup og Jens Rasmussen).

Til slut en lille fiktiv, næsten absurd, historie, der illustrerer, hvorfor forskere nødvendigvis må kritisere og fortolke hinandens tekster: Hvis en samfundsforsker - med diverse "evidente" argumenter gående på effektivitet og øget vækst - argumenterer for, at Danmark rationelt set kun bør tildele stemmeret til folk med en IQ over 110, må man så beskrive forslaget som anti-demokratisk? Forskeren bag forslaget kunne eksempelvis sige, at det på længere sigt vil styrke demokratiet, idet lovkvaliteten ville blive højere med den foreslåede ordning. Ville en skarpt formuleret kritik af det antidemokratiske i forslaget ikke bryde med Aarhus Universitets aktuelle principper, hvor klager over den slags ikke afvises prompte i døren? Forskeren, der stiller forslaget, siger jo, at han støtter demokrati, mens kritikeren de facto kalder ham for anti-demokrat. Sidstnævnte er en hård betegnelse, og hvis man ikke må lave hårde tolkninger, så har vi jo et problem. Hurtigt vil vi få "forskningsinformeret" politik, der resulterer i helt vanvittige tilstande. Hvilket jo på mange måder også er sket med folkeskolen i den virkelige verden.

Hold liv i kampen! Du har intet at frygte. Alt at tabe.

Referencer:

Rømers kritik: http://www.thomasaastruproemer.dk/danske-paedagogiske-tekster-1-dorthe-staunaes-opgoer-med-den-paedagogiske-tradition.html

Min kritik af Staunæs` klage: http://www.folkeskolen.dk/562572/dorthe-staunaes-som-radikalt-accepterende-begrebseksperimentator

Omtale af sagen i Berlingske Tidende: http://m.b.dk/?redirect=www.b.dk%2Fnationalt%2Fstridbar-lektor-maa-ned-paa-kontoret