Islam er primært en religion, der føles og opleves gennem ens indre spiritualitet og ydre praktiske ritualer. Religionen skal forstås som en guideline til menneskeheden.

Problemet opstår, når muslimers forståelse og fortolkning bliver for enøjet.

Det er dadelværdigt, når muslimers forståelse af islam baserer sig på en middelalderlig tilgang, hvor traditionen og kulturen fastholdes, og man stadig befinder sig i patriarkatets tid. Det er en forkastelig forståelse af religionen, der spreder ondskabens destruktive kræfter i samfundet.

Lederen af det teologiske al-Azhar universitet, Ahmed Al-Tayeb, opfordrede i 2015 til, at den religiøse undervisning skal reformeres og fokusere mere på tolerance. Men hvor er det egentligt, at det går galt, er det menneskets fortolkning og forståelse, eller er det selve skriften, der skal reformeres? Og hvem skal definere den rigtige fortolkning af den hellige tekst? Den hellige skrift må forstås som et udtryk for fasthed og fleksibilitet på samme tid, hvor det ene ikke udelukker det andet. Den religiøse viden skal tilpasse sig de sociale og politiske omvæltninger. Der skal tages højde for omgivelserne og fokuseres mere på det fællesmenneskelige grundlag gennem tolerance og sammenhold.

Dette sker først og fremmest ved, at de religiøse betragter deres spiritualitet og religiøse praksis som en foranderlig størrelse.

De må ikke have den forståelse, at deres spiritualitet og religiøse praksis er noget guddommeligt og endegyldigt.

Hvis de religiøse skal kunne tilpasse sig andre samfundsformer, skal de se sig selv som progressive og foranderlige individer.

Ekstreme udlægninger af islam, der skaber vold og terror, er dogmatisk, lovmæssigt og moralsk forkerte og forkastelige.

Det afgørende er hvilke konsekvenser man drager af sin tro i praksis.

Islam opmuntrer til, at de troende udviser medfølelse, tolerance, altruisme, sandfærdighed og kærlighed.

Det er de universelle dyder, som islam forstærker og forpligter os på. Disse dyder er essentielt set grundfæstet i vore natur. Det er de dyder, ethvert mennesker stræber efter.

Profeten Muhammed citeres for denne universelle erklæring om dyder: »Jeg er blevet sendt for at fuldkommengøre god moral«. Et træ har kun værdi som den værdi, dets frugter udgør. Samme eksempel kan overføres til menneskets værdi, da ethvert menneskes livshistorie kun har værdi i forhold til den mængde gode gerninger, det har udført, og hvilken grad af ydmyghed og kærlighed, det har opnået. Dette billede og perspektiv skal være i fokus, og ligeledes skal forståelse, tolerance og ydmyghed være udgangspunktet for muslimernes grundlæggende fortolkninger.

Man skal tænke på fælleskabet, der skaber hele sammenhængskraften, og her er det afgørende, hvilke konsekvenser man drager af sin tro i praksis.

Hvordan afspejler jeg min tro i samfundet, hvilke moralske dyder udviser jeg som borger i et demokratisk samfund.

Skrevet som indlæg i Weekendavisen