Gode forhold for lærerne giver tilfredse forældre

At lærerne oplever, at de har et varieret job og stor indflydelse på egne arbejdsopgaver er altafgørende for, om forældrene oplever at det er en god skole, deres børn går på. Jo gladere medarbejdere, jo mere tilfredse forældre, siger ny undersøgelse.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Jeg er glad for, at vi nu har fået dokumenteret, at personalepolitiske indsatser betaler sig det giver mere tilfredse brugere. Er folkeskolen eller daginstitutionen en attraktiv og velfungerende arbejdsplads, så leverer den også en bedre service til borgerne", siger formanden for KL's løn- og personaleudvalg, Kjeld Hansen. Han er også formand for Det Personalepolitiske Forum, der har fået gennemført Gallup-undersøgelsen i skoler, daginstitutioner og på sygehuse. Sammenhængen er tydeligst i folkeskolen.

Lærerne har svaret på spørgsmål om en lang række personalepolitiske forhold. De to enkeltforhold, hvor sammenhængen til forældrenes tilfredshed med skolen er stærkest, er variation i arbejdsopgaverne og indflydelse på opgavernes indhold. Men også det psykiske arbejdsmiljø, samarbejdet med skolelederen og faglig sparring på arbejdspladsen er afgørende.